|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.: Syntes lige at du sku’ ha bare en lille fornemmelse af ø-rigets tankeunivers i Sjöbergs fine bog Fluefælden. Så jeg har tilladt mig at stille blikket på bare en enkelt tange, der nu strækker sig temmelig vidt og efterlader én sulten på betydeligt mer; ja man får næsten fornemmelsen af at være en lille svirreflue, der fornøjet ser gennem luppen på det der befinder sig i Sjöbergs egne øjne – og tænker: hvordan mon svirrefluen egentlig ser verden omkring sig, ja for ikke at tale om de tobenede med flagrende arme…:
Manden, som elskede øer, er naturligvis Lawrence selv, og novellen en allegori over hans uophørlige flakken mellem kulturer og livsanskuelse. Da jeg endelig havde fået fat i bogen, blev jeg først skuffet. Var det det det hele? En mand med anlæg for misantropi køber en ø med intention om at forme den efter sit eget hoved, gøre den til sin egen verden, men landbruget kan ikke løbe rundt, og han bliver snydt af sine tjenestefolk. Så han sælger øen og flytter til en mindre, med færre tjenere og endnu færre illusioner, står der i blæsten og føler ingenting, ikke lykke, ikke længsel, men får et barn med husholderskens datter, hvorefter alt begær i han dør med en så utiltalende endegyldighed at han må flygte videre, til en tredje ø, en klippe bare, i det brølende hav, hvor han mister forstanden mellem enfoldigt brægende får og til sidst fryser ihjel i sit simple skjul. En af mandens allersidste glæder var at katten forsvandt for aldrig at vende tilbage:
Hans eneste nydelse bestod stadig i at være
alene, helt alene, helt opslugt af rummet. Ale-
ne med det grå hav og med fodfæste på sin
havomskyllede ø. Det var den eneste kontakt.
Intet menneskeligt, der kunne bringe sin hæs-
lighed i kontakt med ham. Kun selve rummet,
det fugtige, mørke havomskyllede rum! Dette
var hans sjæls brød.
Skuffet satte jeg bogen på hylden og tænkte at novellen hverken handlede om øer eller om kærlighed.
Nogle år senere læste jeg den igen, og igen, i perioder mange gange, særlig når livet på øen stivnede under trykket fra indelukket mørke og tragik af den slags som nytilflytteren ikke ser. Mit første indtryk af teksten holdt ikke længe. Lawrence havde set noget som jeg på visse dage vil kalde sandhed. ”Selve luften affødte en hård , bitter ondskabsfuldhed. Det var, som om selve øen var besat af ondskab. I ugevis kunne den blive ved med at være drilagtig og ond. Og så var den pludselig en morgen igen frisk og dejlig som en morgen i Paradiset, hvor alting var skønt og såre godt. Og alle begyndte de at føle sig så lettede og satte deres lid til en ny lykke.”
Forældre siger i novellen at de ikke gør ret mod deres børn ved at bo på øen. De barnløse siger at de gør uret mod sig selv. Ja, sådan var det, præcis sådan.
Med fluerne faldt det hele på plads. I kontrollen over noget, det være sig aldrig så ubetydeligt eller tilsyneladende meningsløst, gemmer der sig en eufori fuld af ro, måske forbigående og undflyende, som det lykkes Lawrence at indkredse når han lader sit alter ego finde sig selv igen gennem en forholdsvis primitiv botanisk samlen. På den første ø søger han beskyttelse i sit store bibliotek og lader sig opsluge af det endeløse arbejde med en opslagsbog om alle de blomster der omtales hos antikkens græske og latinske forfattere. Senere, på den anden, mindre ø, udfylder han sit fængsel med et til tider lystpræget forsøg på at lave en komplet fortegnelse over alle plantearter på øen.
Først på den tredje ø mister han enhver interesse for botanik. ”Men han var glad. Han ønskede hverken træer eller buske. De rejste sig i vejret ligesom mennesker, var alt for selvsikre. Hans nøgne, beskedne ø midt ude i det bleggrå hav var alt hvad han ønskede sig.”
Knappologi kaldes det, respektløst, men korrekt. Manden, som elskede øer, er af væsen og som samler den typiske knappolog. Han laver fortegnelser. Det er tanken at de skal være komplette. Alt skal med. Herved adskiller knappologen sig fra korttegneren, som han ellers ligner og let kan forveksles med. Men den der tegner kort, kan aldrig få alt med i sit billede af virkeligheden, som forbliver en forenkling uanset hvilken skala der vælges. Begge forsøger at indfange noget og holde det fast. Og dog er de så forskellige.
Det der foruroliger mig, er at knappologen nogle gange, som hos Lawrence, synes at være en forhenværende korttegner, der er godt på vej til at blive gal. En forbigående fase.
Slip en dreng løs på en lille holm og se hvad der sker. Han løber rundt om den. Det slår aldrig fejl. Han springer fra sten til sten i strandkanten, som et lykkeligt dyr, et levende bevis på at ordet revir har samme sproglige rod som riviera. Han opmåler sit revir. Han følger kystlinjen i hele dens udstrækning som en korttegner. Spæner rundt efter drivrømmer og vragstumper. Først derefter udforsker han øens indre med knappologens velsignede tunnelsyn.
Kattehalerne svajer blidt i havbrisen. Tangens tunge duft. Sølvterner!
- Frederik Sjöberg, Fluefælden [ISBN 978-87-92845-44-3].
mvh & fortsat god søndag..;)
Simon
|
|
|
|
