|
1
registreret ABC
111
gæster og
33
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej i aftningen, RM..
Min egen Günter Grass-passion skyldes en sær interesse for overlevelseskunsten i krigstiden, og pluralismen med Gruppe 47 udviklet af nødvendighed og på politisk vanskelige vilkår, der kommer så smukt til udtryk med kunstarter der akkompagnerer hinanden i indbyrdes afhængighed i blækspruttens (Grass’) arbejder – billedhuggerarbejder, tegninger og historier, alt sammen dele af en livshistorie skabt på forskellige udsigtsposter og et potentiale som han udnyttede lige til sin død, og med et billedsprog der flød afsted som øjnes spejlinger i vandet.
Vi ka tale om det vi lægger mærke til og ser og beundrer, men kunsten at få noget dansende til at flyde i skyggerne og som han var en mester i, det må vi opleve. Det stimulerende i at føle sig udtømt efter fire års slåskamp med ord, og så arbejde videre på historien men nu i tegninger eller skulpturer – der på netsider, men desværre ikke i tre dimensioner, står og stirrer os i ansigtet – for på denne måde at udfordre og udvikle sig og samtidig regenereres, også dét er en kunst.
Han gjorde livet til sit arbejde og omvendt, og gav os fantastiske oplevelser af en tid de fleste af os er afskåret fra men gerne snakker om, som et facetteret kighul ind i skæbnens former, et fælles vilkår…
Og igrunden er det jo sjovt at se hvor amerikaniseret alt bliver, mens vi kulturelt set har betydelig mere tilfælles med det tyske, der også lider under griske økonomer og spekulanter uden egentlig politisk vid og overbevisning, og på bekostning af en menneskelig sammenhængskraft der på sigt truer med at gå i opløsning, hvormed historien netop gentager sig – gang på gang…
Det minder mig om den tyske serie Heimat, måske noget af det bedste jeg har set og lidt i retning af at læse Günter Grass – men vidt forskellig fra alt det dårlige tv, ”kultur” og socialt mediefis vi har tilladt os at bedøves af de sidste 30 år –, hvor et spænd af kunstneriske udtryksformer udvirker så bred og sanselig en palet, at vi smager vores egen nære historie og genererer de mindelser vi ellers aldrig var kommet i nærheden af, men har så hårdt brug for, for at skabe kontakten til os selv.
Men nu var det jo heller ikke uden grund at Grass fik de helt store priser, og der findes jo stadig mange der som han, med store tanker om litteraturen, kunsten og kulturen behandler historien i os med så fantastisk en realisme og på ark af hvidt og uskyldigt papir som en Oskar Matzerath; evner Günter Grass ikke selv anså sig i besiddelse af.
Men det rækker jo at bygge båden og angive destinationen. Som fantasien der puffer virkeligheden lidt i siden, næh..lidt mere til venstre, ja sådan, og vupti, så ér den der, udsigten til Fortunas Tempel med drømmenes horisont, som virkelig ka’ gøre os (til) noget!
I hvert fald blev der noget ud af ham, er du gal en livshistorie han har behandlet og på samme måde som Seamus Heaney, hvilket ku’ få hans elskede søster, der var lidt from, til at udbryde: arh, det dér har du jo digtet, jeg tror ikke på dig! Men hendes tanker flød skam allerede med strømmen, lapperne i erindringshullerne var bare ikke hendes. For øvrigt døde hun et halvt år før han, og sådan går det tit mennesker der er limet sammen af en fælles historie, dét er så til gengæld svært at lappe.
Om ikke andet, er der masser af oplevelser at hente hos Günter Grass, hans billedhuggerarbejde er ret fantastisk og ses langt ind i historierne beskrevet med ord. Fremfor alt var han kunstner og ikke en ”produktarbejder”, jamen man ka’ da blie så kvalm over at høre folk omtale det de sælger som ”produkter”. Enten sælger man vandhaner, eller også gør man ikke, det andet er bare pis og papir og bør blive på handelsskolen, basta!
Forresten er der atter udsigt til fine snemænd og koner omkring os, og røde ører og næser, hurra!
mvh Simon
P.s.: Elsker altså også vitser, men har tilgode at vågne leende; det lyder altså helt top! ;)
|
|
|
|
