|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
510
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Ja, Morten Nielsen er jo lige så smuk i regn som roserne, han skriver om. Jeg holder meget af ham, og jeg holder meget af roser ... og sne. Roser i sne og sne på roser, og i sne gør han også godt :))
Nu sner det med Mørke
og stilner med Sne.
- - Det hvisker i Hjertet, besværligt og hedt:
Du svigter for meget,
du har bragt mig for lidt.
Saa hvisker det angst: Ufuldbyrdet, forladt
staar din Skæbne tilbage,
hvis du gaar nu i Nat.
Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø.
Du er endnu for ringe til at dø
Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø ... det kan næsten ikke siges bedre ... ja, man er vel en rigtig Mutter C. 
Når man siger Morten Nielsen følger en hel række navne på andre af de skrivende og tidstypiske ordsmede, bl.a. Ole Wivel. Også han har go'e ord om sneens forvandlende kraft :))
Vi maa forvandle os -
vi maa forødes i vor form
som bladene der hvirvles hen
i høstens tunge storm.
Som løv af høje gamle træer
maa vi til jorden ned,
forraadne, synke bort som muld
med læ og frugtbarhed.
Vi maa berede os -
vi gaar nu vinterfrost imod,
og der maa samles forraad
af det som gror paa slægtens rod.
Nu har det hast for den som ved
at eng og dyrket jord
snart ligger dybt i sne kun rørt
af lette fuglespor.
Og nu vi er ved Wivel, så må også han æres med en gentagelse her i mellemrummet :))
Der truer os i tiden en ond,
usynlig magt:
vor egen sikre viden,
som sprængte med foragt
den skænkede natur
og nedskrev Adams billed
til skyggen på en mur.
Før sang man roligt salmer
i fattet tro på Gud.
Men gammel enfold falmer
som løv og slettes ud
i denne jævndøgnstid,
hvor hjerterne er delte
og med sig selv i strid.
En frygt på vore øjne
er lagt som ild og is.
Afmægtige og nøgne
vi ser vort livs forlis:
vor jord forladt af sol,
de stærke bjerge smuldret
fra nedbrudt pol til pol.
Og dog er vi i live,
Forpint samvittighed
vil troligt hos os blive
og nægte os vor fred.
Vort hjerte banker tungt
og søger i sin feber
mod håbets vendepunkt.
I ordet overvintrer
den sandhed, vi forlod,
og ingen magt kan hindre
den i at fæste rod
selv i en fattig jord,
hvor frøet som et under
og skjult for alle gror.
I ordet skabtes verden
som kloderne i lys.
I ordet skal vor færden
fra dag til dag fornys,
så vi alligevel
får ærligt mod til sammen
at vedgå arv og gæld.
En Adam i os alle
hver stormfuld jævndøgnstid
kan høre nogen kalde
langmodig, trofast, blid:
Mit barn, mit barn, giv agt -
alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt.
Og han får lige et sidste ord med på vejen, og må det være en opfordring til årets sidste nisser, for måske de også bli'r de første? ;))
En dag smiler den mørke
og opfatter verden som ordnet fra begyndelsen
men grundigt forkludret undervejs.
Hør han henvender sig til en kammerat!
Visdommen fra talerstolen blev glemt
med samt folkehaabet og gyldenaaret.
Men i samtalen begynder livet igen.
Med højagtelse og ærbødist
Deres Mutter Courage ;))
|
|
|
|
