|
0
registrerede
639
gæster og
317
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Det er frygteligt at være forældre og søskende til det unge menneske, der just kastede livet fra sig i en blodrus p.a. en tro; at miste barnet man engang holdt i sine hænder og senere så den genkendelse i, som man siden må lede så forgæves efter.
Meningsløse selvmord der brat slukker alt i de der fortsat elsker, men ikke længere kan anbringe deres kærlighed og nu vakler ubegribeligt i ønsket om at holde de viljestærke øjne fast, ændre splitsekundets retning mod en livløs fordømmelse.
Alle bløder under så blind en dumhed, forårsaget af så vanvittig en tro og med så kolossale eftervirkninger, nøjagtig som i borgerkrigen, som alle ved at ingen kan vinde, men alligevel ofrer alt...
Her lidt stærk poesi fra Madrid 1955, det hedder: A modo de esperanza:
I dag, lig med aldrig
Det er som om skæbnen er trådt ud af kraft,
som om ulykken tynger
uden dog at falde; det er som
om kærligheden har klædt sig i sorg.
En eller anden der står mig nær
græder ved mit bryst
og kalder mig ved det navn jeg skjuler.
Jeg er bange for at dø.
Det er som om jeg har opbrugt
livet.
Ikke en eneste tåre
falder,
ikke et eneste ord, som
om alt var fortæret.
- af José Angel Valente.
mvh
Simon
P.s.: Rigtig god valgdag til alle, tykke og smalle, troende og ikke-troende – og lad nu være med at klappe gederne (Løkke & Skrigeskinken), for heller ikke disse konsekvenser fortjener vi at skulle leve med!
|
|
|
|
