|
1
registreret
(1 usynlig),
151
gæster og
125
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Godaften i natningen RM…
Ja det var en modbydelig aften for de fleste af os, og det tar selvfølgelig lidt tid før vrede og sorg får ansigt og ord, med hvilke vi jo formulerer indtryk fra oplevelsesrummet. Mange digtere vi her har strålet os lidt i, brugte ret meget tid på den slags, og jeg ved ikke om ligefrem ordet ’genbrug’ vil være på sin plads, deres situationer var jo ikke vores og er muligvis derfor ikke beskrivende. Men enkelte strofer kan jo være rammende på noget der træffer os, noget der plumper beskidt ned imellem os og som vi må tage stilling til, fordi det truer trygheden i vores sociale miljø. For vi kan jo ikke ha, at vores børn ikke kan tumle frit og trygt omkring til måske nok så ”umusikalske” forestillinger, for deres nydelse er vores, og miljøet er vort fælles livslegeplads, ét vi må passe rigtig godt på.
En masse politiske løsninger træffes jo nu, det er i situationer som disse, at politikere må vise deres værd, vise sig lønnen værd, ja virkeligheden og livet selv er ikke videre poetisk anlagt, en indifferent natur der opstår ved lutter nødløsninger og som skyder vildt og ubehersket i og omkring os, så skabende kræfter består af vores eget engagement og arbejde, og det er jo et vedvarende arbejde at arrangere os på måder der tilfredsstiller vore forventninger til social tryghed og mulig udvikling. Vi mennesker ér jo dygtige små arbejdsbier, så det skal nok gå. Men kors i røven, hvor ka man dog blive rasende og ked af det, når man ser og hører hvordan hundredvis af unge og glade festaber koldblodigt myrdes, af uvidende gale religiøse idioter, der kun skærer grenen de selv sidder på over – og hvorfor? Jo, nogle mennesker er blevet injiceret med store doser af overtroisk lirumlarum fra en bønnebog, hurra-hurra!
Kærligheden er ikke noget godt værktøj imod den galskab vi finder i religiøs overtro, galskaben kan derimod ramme lukt ned i vores mulighed for at udtrykke og nyde kærlighed. Den er jo en personlig sag, vi føler den overfor helt særlige mennesker i vores nærhed, strør den ikke om os som puddersukker på alle og enhver. Derimod udviser vi jo medfølelse/empati i handling alle vegne hvor der trænges – jeg sætter en grænse derimellem, ser du nok, men ved selvfølgelig godt hvad du mener, og finder intet mærkværdigt i distinktionen. Det er nemlig godt, at de uens livssyn har forskellige udtryksformer, at de lader sig syne, fordi det gir os et spraglet hele; helt som dengang punkerne medvirkede til at farve det fælles landskab – jeg savner mange fra den tid, bl.a. Strunge..;)
Det var et godt digt, du her fik sat på – for vi ka godt føle det, som var vi vågnet en nytårsmorgen til det rene ragnarok, som efter sådan et kolossalt slag: i drømme går man rundt i de tavse gemakker, aner ikke sine levende råd, sætter kaffe over, åbner stille dørene, og står dér og kigger gennem sprækker på disen der rejser sig fra jorden, hvorefter mosekonen langsomt kommer ned ad trappen med sin alkoholbombe i baghovedet…
Ja, det tar jo tid at blive menneske igen, oven på sådan en omgang. Man ér ikke helt den samme efter de helt store slag i mellemgulvet, og slaget der just ramte pårørende til døde og sårede, ramte naturligt os alle. Jeg ved, at der flere steder i Tyrkiet findes mennesker der frygter radikale muslimers fængselsøjne, at det tar tid at åbne deres små huler, så den friske luft kan rydde spøgelserne af vejen, hvor særlig kvinderne har lidt og stræbt i en fortvivlet kamp i det skjulte.
Det tar tid at blive klar igen, formulere forandringerne i os, se fremtiden i møde, og dér er poesien og filosofien ret solide værktøjer: billeddannelsernes dans om hverandre fjerner selvsagt ingen sorger, men muliggør at de ka komme til udtryk, give følelser afløb, så vi ikke forstummer i indesluttethed. At forstumme, ville nu heller ikke være det sprudlende franske temperament værdigt, vi finder sjældent et sprog så rigt på udtryksformer, og nogle af de største digtere er franske. Der er meget at ta’ fat på i denne tid, og støtte op omkring.
Fik du så fat i ’Tom på Thurø’? Den nød jeg i fulde drag, men har også en svaghed for Bjørnvig og TK, når deres lange knive lader indtryk stå på knogler, forøvrigt indeholder den nogle sjove og fine betragtninger over Hærværk – min ”La nausée”, ja jeg ka sgu næsten bedre klare at se filmen…
Morten Nielsens digt er meget smukt, ganske få linjers righoldighed, hans koncentration, ja man ser ham for sig, sidde dér og ta sig til panden, mens linjerne danser for hans øjne. Her et andet, og netop af Halfdan men fra samlingen ”På knæ for livet”, og det er måske meget passende for tiden, han ka jo være noget så brutal; det hedder:
Din broders blod
Stille drukket ind i jordens mund
sank det gennem muld og ler og sand,
sank og sank ned til det skjulte land
uden himmel, horisont og bund.
Gik du her alene, går du her
som troende, der ikke tror,
vil du høre, bag den våde jord
skriget gennem sand og muld og ler.
Ægget slynger mod en klippevæg.
Reden tom og grå. Det unge kuld
fanget under ler og sand og muld.
Jordens himmel lukket som et æg.
Skriget? Ikke lytte. Ikke se!
Himlen under dine fødder skælved.
Du er den som går gennem hælved.
Over dig er intet uden sne.
- Halfdan Rasmussen, På knæ for livet, 1968.
Bedste hilsner
Simon
|
|
|
|
