|
0
registrerede
3091
gæster og
202
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Go'morgen Simon ... (Ææhhh ups! det blev vist til en formiddagshilsen) :))
Så er Sylvia Plath's dagbogsnotater bestilt, takker for tippet :))
... og takker også for Borumvitter og Højholt og alle tanker og betragtninger, herlig læsning og inspiration.
Da jeg ledte efter Sylvia Plath, kunne jeg se, at der også er lavet en spillefilm over hendes liv. Har du set den eller hørt om den?
Nå, nu må vi ha' lidt af de levende og nuværende poeter. Han skriver faktisk ret godt, ham her. Sådan på en lidt "gammeldags facon" ... og jeg ka' li' det :))
Et vildt univers, mastodontisk formummet,
er glimtvist forbundet af lysende bølger,
sporadiske cirkler, der omfavner rummet,
galakser, der danser, og stjerner, der følger.
Urolige sole og utrolige kloder,
der suser omkring i elliptiske baner
som voldsomme poder om hver deres moder,
titaner med ældgamle kosmiske vaner.
Med lysår imellem er livet en gave,
så hvem skulle tro, at en udkantsgalakse
gav jord til en frodig og kriblende have
og hjem til en art af de vanvittigt vakse?
En art, der har fine, men farlige hænder
som værktøj til værktøj og våben med kløer,
der dræber langt bedre end rovdyrets tænder,
forrykker balancer i alle miljøer.
En art uden skyggen af vinger og finner,
forbavsende blottet for skrupler og kvaler,
har sat sig på verden, fra havdyb til tinder,
ført klapjagt på alt fra insekter til hvaler.
En art, der sågar er sin egen arts fjende,
har udviklet stenkast til spyd og missiler
og ansporet jagt efter magt uden ende -
et bytte, der hverken forgår eller hviler.
Kan hænde, det sejler for menneskearten:
et udsigtsløst nedbrud af kredsløb og skranker,
tangenten forsvinder fra cirklen i farten,
en pil uden bue, et skib uden anker?
*
Og dog, pessimist er jeg ikke de dage,
hvor foråret stryger mig blidt over kinden,
og floraens farvespil atter er tilbage,
hvor livskraften smitter og spredes med vinden;
de dage, der løftes af perlende latter,
hvor barndommen gløder på skinnende kinder,
fortryller en hvirvlende søn eller datter,
og lejres forsigtigt som glasklare minder;
de dage, hvor drømme er vågne og nøgne,
hvor fingrene taler, mens ordene maler
visioner og længsler i lysåbne øjne,
til stjernerne daler, og hanerne galer;
de dage, hvor hverdagen hersker og byder
på mønstre og vaner, der favner min færden,
med blikke, der lyser af nærvær og flyder
som ringe i vandet og fylder min verden.
Jo, mange små cirkler har lodder og liner,
som dagligt forankrer mit liv i detaljer,
depoter med honning fra hverdagsrutiner
gi'r mod til at modstå alverdens bataljer.
Rune Engelbreth Larsen: Cirklen og tangenten (2012)
Med snirklende og cirklende hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
