|
1
registreret Arne Thomsen
510
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM…
Her endnu et par borumitter, papirløse danser de ind i øjnene:
OG INTET FORSVINDER
her
vil jeg anbringe mine levende
og her
sætter jeg mine døde op
på dette gulv
alle mine tinsoldater
parate til kamp
men stivnede
i lyset af denne lampe
min nådens sol
og så hastigt de kan forsvinde
blot ved et tryk på en knap
eksploderer verden i mørke
for alle mine mennesker
men her
på denne strandbred
placerer jeg atter
alt hvad jeg ved
i menneskeskikkelser
under den individuelle sol
og intet forsvinder
og intet forsvinder
jeg dør med mine levende
jeg lever med mine døde
jeg græder
og råber:
jeg har jo ikke forladt jer
hører I!
her
stiger sandet op over mig
og her
drukner jeg
*
TIDLIG MORGEN I BYEN
Jeg så byen sølvklædt
jeg så husene gnide øjnene
og nikke til hinanden
jeg så en solsort
som ledte efter et træ
med højt næb, gult
jeg så søen i parken
som et lukket rum
hvem åbner græssets lille dør?
jeg så en latterlig usikker sol
helt hvid af begyndelse
jeg så himlen åbne sig
ned i søen
jeg så husene åbne munden
og råbe uhørligt
på deres mennesker
jeg så på uret i tårnet
som var standset på halv fem
verden véd
som menneskene aldrig får at vide
*
MIN ØJENHUDS…
min øjenhuds sprængte køn,
hele huden besat af øjne,
håndflade dækker og ser ned,
ser dybt i papirets frostmørke,
ser mit liv svinde hen i syner,
ser strengen
til verdensnavlen
dirre efter en sidste
uudholdelig akkord
- Poul Borum.
mvh
Simon
P.S.: Uddrag af Sylvia Plaths dagbøger 1950 – 1959 findes på dansk, samlingen hedder ”Måske bliver jeg aldrig lykkelig” og viser et reflekteret menneskes mange overvejelser, aktuelle for også andre, i en tilrettelagt verden af forventninger, mulige skuffelser og frygten for slet ikke at slå til.
Man kunne godt tro, at bekymringer man gjorde sig om sin fremtid i 50’erne, set med nutidens øjne, må være et overstået kapitel og særlig hvis de uens tiders velstand sammenlignes. Hvor mange børn og unge der i dag kæmper med psykiske problemer – lige midt i et politisk gedemarked, hvor selv deres fritid, og dvs. den reale tid til at falde til ro i eftertanke, er kalkuleret med – viser næppe noget statistik materiale særlig meget om.
Det er lige så svært at vælge levefod nu som altid før, og holder forældre eller undervisere op med prikke én på skulderen med spørgsmål dertil, så stiller man dem selv. Men ligefrem og bevidst at vælge sig en usikker økonomisk fremtid, det indgår lige så lidt i nutidens systemtænkning som det indgik i 50’ernes og længe før.
Sylvia Plath havde nu fået sin eksamen, og den var udmærket, men undervisning skabte ingen fryd. Her lidt fra dagbogens senere sider:
”Digtning : Min tvangstankegang er som følger: jeg vil gerne skrive noveller og digte og en roman og være Ted’s kone og mor til vores børn. Jeg vil gerne have at Ted skal skrive som han har lyst til og bo hvor han har lyst til og være min mand og far til vores børn.
Vi kan ikke i øjeblikket og vil måske aldrig kunne leve af at skrive, hvilket er den eneste profession vi kunne tænke os. Hvordan skal vi tjene penge uden at ofte vores energi og tid på det og skade vores arbejde? Og det allerværste: Hvad nu hvis vores arbejde ikke er godt nok? Vi får afslag. Er det ikke omverdenens måde at fortælle os at vi lige så godt kan opgive at blive forfattere? Hvordan kan vi være sikre på at vi, selv om vi arbejder hårdt nu og prøver at udvikle os, vil blive mere end middelmådige? Er dette ikke omverdens hævn over os fordi vi har stukket næsen for langt frem? Vi vil aldrig få det at vide før vi har arbejdet, skrevet. Vi har ingen garanti for at vi får Den Store Forfattereksamen. Havde mødrene og forretningsfolkene alligevel ikke ret? Burde vi ikke have undgået disse foruroligende spørgsmål og taget fast arbejde og sikret børnene en god fremtid?
Ikke medmindre vi vil være bitre resten af livet. Ikke medmindre vi vil tænke længselsfuldt: Sikke en forfatter jeg kunne være blevet, hvis bare. Hvis bare jeg havde haft mod til at prøve at arbejde og påtage mig den usikkerhed som al denne prøven sig frem fører med sig.
At skrive er en religiøs handling: det er en orden, en omformulering, en omlægning og en omelskning af mennesker og verden sådan som de er og sådan som de kunne være.
Et arbejde der ikke dør bort som en dags maskinskrivning efter en dags undervisning. Det skrevne varer ved: det vandrer omkring i verden på egen hånd. Folk læser det: reagerer på det som en person, en filosofi, en religion, en blomst: de kan lide, eller også kan de ikke. Det hjælper dem, eller også gør det ikke. Det synes at intensivere livet: man giver mere, undersøger, spørger, ser, lærer og udformer dette: man får mere: uhyrer, svar, svar, farve og form, viden. Man gør det først og fremmest for dets egen skyld. Hvis det giver penge er det da helt fint. Man gør det ikke først og fremmest for penge. Det er ikke for pengenes skyld man sætter sig ved skrivemaskinen. Ikke fordi man ikke gerne vil have dem. Det er da vidunderligt når man også kan leve af sin profession. Når man skriver, er det måske, måske ikke. Hvordan kan man leve med sådan en usikkerhed? Med det der er værst, den lejlighedsvise mangel på eller tab af tro på selve det skrevne? Hvordan kan man leve med disse ting?
Det allerværste, værre end alt andet, ville være at leve uden at skrive. Så hvordan kan man leve med de mindre djævle, og bibeholde dem som mindre?”
Sylvia Plath brugte meget tid på sit terapeutiske arbejde – hun havde en terapeut som hun respekterede og rigtig godt kunne lide – hvorfor årsager til depressionerne og et ambivalent forhold til moderen selvfølgelig også fylder i dagbøgerne.
Enhver generation ejer vel tidspunkter, hvor den tænker sig friere end den foregående, vel ikke mindst fordi man gør op med konventioner fra de foregående, og piger har jo altid været forholdsvist mere beskyttet end familiens drengebørn, men vé den der tror pigerne af den grund var mere puritanske eller mindre trodsige end de selv! Desuden forsøgte uddannelsesinstitutioner og politikere også dengang at påtvinge de nyuddannede en rigtig dårlig samvittighed over bare at rejse deres vej med den ”gratis” uddannelse under armen. Hun skriver et sted noget rigtig smukt:
”Jeg gjorde hvad jeg følte var det eneste rigtige og giftede mig med den mand som jeg følte var en eneste mand jeg kunne elske, og ville være sammen med, følge i ét og alt og lave mad til og føde børn for og skrive sammen med. [Udeladelse.]. Og alt tydede på at jeg var lykkelig sammen med ham, tænkte mor.
[Udeladelse.] Hvordan kan jeg være lykkelig når jeg har gjort noget så farligt som at følge mit eget hjerte og min forstand uden hensyn til hendes erfarne råd og Mary Ellen Chase’s misbilligelse og den pragmatiske amerikanske verdens kolde øjne: jamen hvad lever han af? Livet, kære venner. Det er hvad han lever af.
Det er der ikke ret mange der gør mere. Det er for risikabelt. Først og fremmest er det et forbandet stort ansvar at være sig selv. Det er meget lettere at være en eller anden anden eller slet ikke nogen. Eller give sin sjæl til Gud ligesom St. Therese og sige: er der noget jeg frygter er det at følge min egen vilje. Gør du det for mig, Gud.
Dette rejser nogle problemer og spørgsmål.”.
Dagbogen er en vidunderlig indføring i en dygtig poets overvejelser med sit liv, hvis menneskelighed er nøjagtig lige så sårbar som rigtig mange andre menneskers er det i dag, hvor det kan være præcis lige så svært at finde modet til at virkeliggøre hvad man brænder for. Og det kan være godt at vide, at også andre mennesker har lidt de samme kvaler, 60-70 år spiller ikke den store rolle i historien. Gråzonen af umenneskelig politisk ligegyldighed er stort set den samme, for kort tid siden var danske politikere lige ved at lukke ned for tilskuddet til Livslinjens natpersonel, det tar sin tid at skabe solide sociale forandringer, selv samfund der praler med velfærden. ”Måske bliver jeg aldrig lykkelig” er m.a.o. et forslag til god læsning…;)
|
|
|
|
