|
2
registrerede somo
,(1 usynlig),
509
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Det sker jo,
når borumitterne påkaldes
og samles til fest i kroppen,
som små faderløse lymfocytter…
og øjnene jubler
som under et symposium,
over blodbøgens rødder…
at vi bare må ha mer!
Så her lidt flere Borumitter, ”Valgte Digte” ved F. P. Jac og Hans-Jørgen Nielsen 1987 - det er m.a.o. deres lystne øjnes komposition, det her, uden skelen til oprindelige samlingers kronologi, de byggede en smuk buket – men han var jo også lidt af en køn plante, den godeste Hr. Borum…;)
ET VISSENT LØV
Jeg har det så fremmed.
Jeg er grebet af verden og kastet
et sted hen jeg ved ikke hvor.
Det er billigt og banalt
at være et vissent løv men
jeg er det.
Men der er fordele
ved denne henkastede situation:
f.eks. er man ikke bange.
Og den nervøse hjertebanken
hører ikke til i verden,
er bare noget i ens krop.
Stormen rev et blad løs blandt tusinde
fra et tilfældigt træ,
regnen gjorde det gulere, mere lysende.
Mod den sortgrå næsten spejlglatte
asfalt hviler helt i ro
et vissent løv.
Jeg har det så underligt,
som om jeg ikke var mig.
Jeg er ude af verden og helt i ro.
*
SOMMER, ÉT SEKUND
Den gamle mand
der går og stjæler stemmer
fra alle træer og buske
i den endeløse have
har lukket sine vandblå øjne
ét sekund
og gennemlevet støvets år
fra fødslen –
Således ved vi
at tid ophæver tid:
en brønd der fyldes
fra en gavmild jord.
Og kvinden
der sætter fugle op
har forladt sin glasveranda
og kommer nu
ad stien langs syrenerne
med sækken fuld af sang.
*
ENDNU ET MØRKE
Endnu et mørke falder på
endnu et lys har opbrugt sig selv
Her står jeg på tærsklen til huset
med udstrakte hænder,
samler mørke
som regnvejr
Her har jeg i al fald
– tror jeg –
mørke nok
til nogen år
Og går ind og lukker døren.
Opfyldt.
*
DET LYSENDE
Mens man går på gaden
og der er fyldt med mennesker
blir gaden pludselig fyldt
på en anderledes måde.
Det er et lys der kommer indefra
og om det kommer inde fra mig
eller inde fra en af de andre
er ligegyldigt.
Pludselig har dagen fået en tyngde
som om det er den sidste dag i verden.
Om næsten dansende går man videre
fra den flise
hvorpå der usynligt stod skrevet:
her begynder det.
Alle øjne så det
jeg ved
alle øjne kan se det.
- Poul Borum.
Man kan godt se ham for sig, gå dér med skuldertasken svingende på hoften, på vej hjem til den skarpe diskant og sollyset der stirrer ned på arbejdsbordet – forøvrigt har det været det allerstråleste efterårssolskinsvejr i dag, flere af dem … ditto! ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
