|
1
registreret
(1 usynlig),
488
gæster og
64
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Ohøjsa RM…
Ja, nu sidder vi her så igen – som Christensen sagde i April – sørme om ikke vejret er over os – igen! Snart sprudler det hele i noget nær et hørligt farvesmæld, lige meget hvor vi går, nåja, Vesterbros øjne fritaget, da ørerne i den del af verden er underlagt mobiltelefoners rasen, men det undskylder træerne nok.
Det er Holcks og Christensens skyld, at det hele summer af poesi, men er jo et dejligt syn, selv om de egentlig selv skulle ha stemt for; men den ene er jo desværre naturligt undskyldt. Så jeg vil spole tilbage i den Christensen’ske kalender, og ups! dér var jo et brev i april:
IV
Her sidder vi så
i dette voldsomme enrum,
hvor løgene pukler
under jorden,
og venter.
Ved middagstid
da bjergregnen standser,
står der er fugl
på en sten.
Ved aftenstid
da hjertet står tomt,
står der en kone
på vejen,
Hendes ansigt
er rynket og rundt,
og det ser ud
som om hun husker
sig tilbage
i tiden,
mens hun stille
regner efter,
hvornår
og hvorfor
hun mon sidst
så et menneske.
Så nikker hun
og går.
oo
Jeg ser anemonerne.
Jeg forestiller mig ikke
at anemonerne
ser mig,
men alligevel er der,
idet de ilter
skovluften
og i det smuldrende
efterbillede
som efter brændende
magnesium
noget der siger mig,
at jeg er mere synlig.
o
Sig mig
at tingene
taler
deres eget
tydelige
sprog.
oooo
Stenløven med øjne
så blinde som løg
under jorden
der bærer
fundamentet til huset,
og det underste
skridende kælderdyb
hvor de ældede spædbørn
piber som moderløse
munke og nonner,
og stenrankerne
bladenes brudstykker
af rasende
lidenskabelig kulde,
som trevler
fra underjordens
lasede mund,
der stum og tvær
og næsten som en sær
foranstaltning
svupper alverdens
kulturer
frem i lyset,
som en so
føder grise.
Hele denne hvisken
gennem mængden
af hinder
og hud,
hele dette menneskelige
røre
er vi tvunget til at kalde
for fryd og frydes,
jubel og juble,
lyst, nydelse, salighed, lykke,
og som mursejleren
der sover i luften
huse vores hjemløse
forstand i en drøm.
- Inger Christensen, Breve i April.
Sikke mange fine smuksakker, du siden sidst har lagt på plads mellem rummets ord, RM – også selv om jeg jo godt ved, at du må ha de sidste suk med dig fra havens grønne stemmebånd, da særlig inden jordens farver stiger mod trækronerne. Ak ja, efteråret, kors i hytte mi, hvor jeg dog elsker sensommerens grænse mod dén, hvor vi næsten må danse på regnbuerne, for at komme tørskoet frem mellem bygerne, ja det ville da være så meget lettere bare at danse barfodet til trækronernes musik, på hjortefødder, måske..;)
Ja den går rask til, tiden – men er også hurtigt tilbagevist, med bare et lille knips på viseren, tilbage til det ståsted man ønsker, og vups, står de der pludselig, hver og én dér på gulvet foran os, og synger den ene strofe efter den anden, eller hopper som Jac rundt i små ginflasker som en lykkens pamfilius, i bare glæde. Selv om Fru Christensen er tidløs, er det nu kækt af og til at hive hende ud af uret, vi har jo godt af hende, så vi tar sgu én til:
Der findes basilisker med stenvinger
kronede sten der bevæger sig
kroner af guld til de hellige
fabler om materiens frihed
hellige stenlitanier
der kværner i de dybe kulturlag
en grøde i den prisgivne ørken
en blomstring i basis halleluja
visionernes asymmetri.
- det Christensen’ske Det, urtidens femme.
Nå, håber du grønner dig i fryd, på de glædelige suks tankebroer ;)
de klorofyliske hilsner..
Simon
|
|
|
|
