|
0
registrerede
3091
gæster og
202
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM..
Ja jeg forstår fuldt ud din glæde, og det er virkelig med tiden blevet til en stor pose med vidunderlige historier; man fristes til at kalde dem for livshistorier eller myter, da hver især sprudler af eget liv – hvorvidt livet deri så er identisk med Lundbyes personlige historie, blir en fortælling læseren selv må digte.
Men vi lever jo i en sær tid, hvor de naturligste livsforhold for enhver pris skal skrues ind i terapeutiske forventninger, velsagtens tidens tendens til at pådutte livet en unaturlig smertefrihed, der videre anbringer historien i det uvirkelige, ja det terapeutiske i en eventyrterapi, hvor livet exempelvis fyldes til randen med eventyrlig kærlighed. Men vi har jo også tit behov for eventyret om lykkens galocher, for at klare historien om skoen der trykker.
Jeg ser nok Vagn Lundbyes fortællerkunst som en parallel til Villy Sørensens, men de var jo også godt bekendt med hverandres historier, og begge afspejler jo en særpræget kultur vi så ka genkende eller lade os forsvinde i.
Nu ka det jo være sjovt at høre folk snakke – hvor særlig politikere ofte snakker mere end de siger – om frygten for tidens mangelfulde læsekundskaber, hvordan man så forestiller sig at teste sandhedsgehaltet i den fortælling. Men hvis noget vækker nogens interesse, ja så får nogen formentlig svært ved at vende det blinde øje eller øre til, særlig når det gælder børn, der jo ingen alder har.
Det er som om, at man i vor tid ikke rigtig ka lade børn være i fred, at de ikke må ha lov til at være børn, og partout skal proppes med ”voksnes” narrestreger, hvor altså særlig snakkehovederne synes at fristes til overgreb på andres børn. Egentlig troede jeg der var love for den slags. Synd er det i al fald, ikke mindst for børnene, der jo må ha tiden til i ro og mag at vokse, så de ikke bliver så rodet i tænketanken, for det er trods alt dem der skal leve videre i historien...
Sjovere er det dog at se børns ansigtsudtryk, når de sidder for sig selv og bladrer i eller hører historier med en opslugthed der bestemt ikke kalder på nogens forstyrrelse, for der findes heldigvis masser af forældre der elsker deres børn nok til at lade dem i fred med det der optager dem. Eksemplerne ses på det lokale bibliotek, hvor åbningstider, miljø og personale nu har lidt andre rammer end tidligere. Forældre og børn går på biblioteket sammen, og går derefter pænt hvert til sit, eller også skal der lige hjælpes lidt hist og pist – som et andet exempel på den gode historie.
Selv ved jeg virkelig ikke hvad jeg sku ha gjort uden Astrid Lindgren, for nu at hive hende ind i manegen, men det samme ka jeg skam sige om Vagn Lundbye, som jeg slet ikke vil undvære, for engang imellem må jeg bare suges ind i den trygge lille verdenshistorie der findes i Anholt-trilogien, for bagefter når øjnene er trætte, at nyde stilheden. Og apropos hans eller Najas fortællerkunst, findes der på s. 153 i første bind (af Tilbage til Anholt) historien om Springende Mus, som er noget ganske særligt for de små blå – et eventyr…;)
God søndag
Simon
|
|
|
|
