|
0
registrerede
1806
gæster og
234
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her et lille gensyn med 80’erEKG’ens pulserende digt, der stadig bløder, som flere digte der blev os efterladt – os, der stadig ruller afsted på EU’s samlebånd, og atter skal i stemmeboxen, for at farten på exprestoget ka sættes yderligere op. Vågner vi mon en dag, fra trancen?
NATMASKINEN
Langsomt oplades natten af byens lys.
Stjerneknapperne blinker
og på måneskærmen ses de første billeder.
Åh, jeg vugges om på en damper,
et tungt exprestog gennem mørket,
flyver højt i natmaskinen.
Skyerne af drømmedamp
hvisker hvidt til jorden.
Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes sjæle.
Mørket fyldes tæt af en summen af energi …
Jeg er til koncert i Rockmaskinen.
Ugens overlevende trænges om den lille scene
luften er hed af musik.
Vi er i trance og i trang
transcenderende
grænserne mellem køn,
mellem dimensioner af virkelighed,
dansende i tranceformationer
et sted i den sovende by.
Vi er forkomne englebørn
med vinger af fremtidssang,
med barnet i blodet og smøgen i kæften.
Vi har hud af den sarteste drø,
og hjerter der lyser mere end neon.
Vi er kvæstede af dagens skarpe lyde,
blødende lyserød sne,
spiddet af avisoverskrifter.
Vi er en del af Natmaskinen
transformerer angst til venskab.
Vi bærer vore hjerner med stolthed
bytter drømme og cigaretter,
fylder os med rus og masker …
Senere tager vi hjem hver for sig
drager gennem Natmaskinen med nye identiteter
ad offentligt fastlagte ruter.
Der falder sorte klumper af søvn
fra oliehimlen ned i vore øjne.
Vi sover ind som éncellede organismer
fra dengang jorden var hav.
- Michael Strunge.
mvh
Simon
Det blæser, og tre pelikaner skriger henrykt i frihed over luften under vingerne…;)
|
|
|
|
