|
0
registrerede
454
gæster og
1082
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ i regnen RM..
Mon du er ved at sætte sejl, eller, er der tørre sokker – det var lidt af en pøs vand, vi fik ;)
VED SØEN
Lad søen ligge blankblå,
lad hjertet falde til ro.
Det var sommervejr af stilhed,
da vi gik der ene to.
Jeg så verdenssjælens aftryk
i en midtjysk bundløs sø,
og jeg så i dine øjne
små hormoner stå i kø.
- Karl V. Thomsen.
Mens regnen prikker blidt på ruden, ka man jo højlydt tænke: ak, var det virkelig vores sommer? – og næppe er ludoterningen faldet i slag, før et par skraldgrinende stemmer i kor messer: ”ja i min barndom var sommeren altid fyldt med sol og varme dage, dengang regnede det kun om natten!” … ”Ak ja…”, tilføjer man, ”det var tider, dengang børn var velopdragne og havde rene ører, og aldrig gjorde grin med oldsagers barndomsminder!” – så her lidt vemodig oldermandslyrik:
Indtog
Nu bringer storken bud om land,
at våren hist ved fjerne strand
til togt sin skude takler.
Så frem til lyset alle mand:
Viol, Ranunkel, Løvetand
og Haslens unge rakler!
Kastanie, hold din knop bered,
så blank og trind, af harpiks fed,
at højt i solen flamme kan
de lyse blomsterfakler!
Drag på, o jord, din kjortel grøn!
Du stolte Bøg, du brede Løn,
luk op for knoppens gemme!
Lad se, du Hvidtjørn, Birk og Røn,
hvor langt i alt er fremme!
Slet ingen af jer fattes må,
langs vej og sti i tæt skal stå
og hilse årets Kongesøn
i bred og broget bræmme!
Og Lærke, Mejse, Finke, Stær
fra himlens kuppel, skovens træer
skal gladeligen sjunge.
Hver fugl på kvist, hver frø i kær
og menneskenes børn især
skal røre deres tunge.
Til den, som tog vor tynge bort,
vi jublende vil synge vort:
Velkommen vær fra fjerne færd,
o vår, vor drot, hin unge!
- Otto. C. Fønss.
OM NATTEN
Om natten inde i sommernocturnen
har vi efter heftig endt dagsværk
i vore brødres blødende fodspor
drukket af ømhedens nære drøm
bedt en bittervarm bøn til solen
om at smile til de små børn
kornets rytme høstens mening
Om morgenen
inde i kimningens klare daggry
har vi taget vore tryllefløjter
ned fra vor nyskabte hengivelse
som en en mor der dier sit lille
nyfødte hjerte har vi lokket
toner ud af træets grønne tavshed
Menneskene modtog skjælmens humor
og skjaldens musik
solnedgangen og dens søster solopgangen
blev vort livs evigt rislende kilde
Sig det med blomster
- Jørgen Nash.
mvh
Simon
|
|
|
|
