annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15713427
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2384425
Et andet syn 1993640
Åndelig Føde 1531563
Jesu ord 1526022
Galleri
Mad for sjov
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 510 gæster og 47 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet

Ohøjsa…

sagt til dig der sikkert stadig bobler til drømmebilleder, mens jeg drikker the og spiser nybagt brød med ost, til den svage lyd fra snorketræet der forgrenes med sangen fra trippende fugle der gør morgentoilette. Her lidt flere kragetæer med Villys eftertanker, nærmere bestemt fra en af Sørensens dagbøger (Perioder 1961 – 74) – og så i øvrigt, godmorgen RM..

31. januar

Til de umiddelbare livsytringer hører også den sunde ˶egoisme˝. Er det særlig godt eller særlig ondartet at ville handle i andres interesse? Er det kun maskeret – ˶usund˝ – egoisme?

Det i sig selv gode er bedre end det der er godt for noget. Tilsvarende er det i sig selv onde værre end det der skader nogle. Til nyttemoral svarer skademoral.

Ingen vil bestride at det er ideelt at være liberal. Men er forholdene ikke ideelle, bliver det da en dyd at være anti-liberal, anti-pluralistisk, entydig (altid = ensidig)?
Den bekvemme forestilling om et absolut før-efter tillader en at praktisere det modsatte end det man i teorien går ind for. Da ingen revolution med et slag fornyer alt, er der ingen grund til at opsætte alt til bedre tider.
Vil man overhovedet gå ind på andres tankegang, må man også gå på kompromis. Dialektik (samtalekunst!): at fastholde idealet (målet) på trods af ˶forholdene˝ og holde sig til kendsgerningerne: protest – accept, utopi – videnskab.

31. marts

Det havde regnet i nat, jeg havde ventet en grå morgen, alt strålede, jeg gik ad Strandvejen der kun er til at gå ad lørdag og søndag morgen, lysvæld bagved lysvæld, de gule huse nord for strandstykket var pludselig af Vermeer; i skoven legede solstrålerne rundt mellem de nøgne grene og fløj pludselig op som guldspurve; jeg fik alt til på én gang at stå konturklart og flimrende: jeg tænkte: hvor er det som jeg har i mig om ikke et eller andet sted her.

13. april

Macfarlane Burnet (Det dominerende dyr, 1973) skriver et sted at de fredelige stammer, der anvendes som argument for at krigeriskhed ikke hører menneskenaturen til, er undtagelser, der forklares udfra deres afsides miljø – og at mennesket som værktøjsskabende dyr er en eufemisme: de første redskaber var våben (og våben har man for at bruge dem når man først har dem). Nu ivres der imod den gamle tendens til at gøre verdenshistorie til krigshistorie, men er den ikke krigshistorie, og er det ikke allerede utilladelig optimisme at sige at den kun er klassekamp?

Moralen, der må beskytte mennesket som er instinktforstyrret, har i realiteten beskytte det som mennesket skulle beskyttes imod. De store moralister og religionsstiftere har vidst det, men opgaven, der stillede sig for Seneca, står uforandret.
Ur-situationen: Kain og Abel, Romulus og Remus, Atreus og Thyestes – netop broderstriden, borgerkrigen. Desto ejendommeligere at civilisationen opfattes som fordærvelse af naturen – som skildret af Hippolytos og Seneca selv.
Formodentlig må begge synspunkter anlægges på én gang: en oprindelig harmoni gælder for det lille stammesamfund der endnu har nok at gøre med at beskytte sig udadtil. Derefter slår spliden ind. – Meget elementært står det både hos Polybios og Seneca pater.
At de sejrrige krige også medførte Roms nederlag viser sig i to forhold: dels at riget blev så stort at det ikke kunne opretholdes, dels hærens voksende politiske betydning.
Pax romana var Augustus’ forsøg på at standse en fatal udvikling der – også dengang – havde tvingende årsager og ikke noget formål.
Kunne Roms historie skrives som et logisk forløb? (Forsøg på at bryde krigslogikken: Numa (Livius 1,19) og Cæsars clementia).

*

Tilbage til Vejrdages prosa og digte:

Den store lidenskab

Først elsker du hele personen, men uspecificeret og altså dog ikke helt, men med forkærlighed for en enkelt del, en bevægelse, et smil, en hånd, et hår o.s.v. Så kan det enten ske at din betagelse af enkeltheder finder sammen i følelsen for det hele, pirrer den og styrker den. Eller det kan ske at du bliver hængende i detaljerne: du kan ligefrem forlange at det hele skal træde tilbage for den del du har en forkærlighed for, som du forveksler med kærlighed. Den elskede (som man siger) skal være på en bestemt måde, foretage bestemte bevægelser, ligge i en bestemt stilling, udstøde bestemte lyde o.s.v.
Men det er ikke muligt at føle helt for dele. Der mangler noget, som ægger til at søge det igen – uden at finde. Det er opslidende, og du må søge en udvej.
Du kan blive jaloux, hvad enten du har grund til det eller ej, - det sidste er det værste. Fordi du mangler noget i dit forhold til delene, må du forestille dig et forhold uden mangel til de samme dele, og da det ikke er dit, må det være en andens, rivalens, som du ser for dig i ømme scener med de elskede dele. Du prøver at gøre ham det efter, at blive din egen rival, men der mangler stadig noget, dit opgejlede begær gejler du højere og højere op med afsindige billeder af de andre, og du kan ikke komme af med billederne, som du giver de andre skylden for.
Eller du kan gøre som Don Juan, søge det samme hos flere og flere, der alle minder om noget, men ikke kan være det, fordi du ikke kan lade dem være, lade dem være hvad de er, men vil gøre dem til dine, ikke vil gøre dig til ét med dem (hvad man ikke kan med mange, men dog med flere end én), ikke vil leve dig ind i det forløb som livet (og kærligheden) er, men vil have en ende på det, en total kulmination, der naturligvis ikke er mulig, når det kun er dele og ikke det hele, når det kun er alle og aldrig den ene, du er tryllebundet af.
Knald er et godt udtryk for det. I virkeligheden er det en skyder der knalder og dræber (eller i det mindste sårer eller skræmmer) og det fuldkomne knald gør den anden færdig. Og hvad der først var et billede på det møde, som livet kommer af, kan blive virkelighed og død, hvis du tar konsekvensen af din jalousi, din erobrerlyst, og griber til en rigtig skyder, der altid er hård og stiv.
Undskyld jeg sir Du til Dig, jeg kunne lige så godt sige jeg. Jeg taler jo ikke om dig og mig, men om typer, som vi kender fra komedien og tragedien, den skindsyge, forføreren. Vi har vel lidt af dem i os, og lidt har også ret, det kan virke som vaccine mod meget. Jeg hører ikke til dem der foretrækker de rene typer.

6. – 7.


Vejrdage

Der er intet vejr der ikke minder, men det stærkeste vejr minder kraftigst. De hedeste sommerdage minder om de hedeste sommerdage, de koldeste vinternætter minder om de koldeste vinternætter, - således kunne januar 79 blive grebet af skamfølelse med januar 42. Usædvanlige dage og nætter kan hæve sig over tiden i broderlig eller søsterlig forening med andre usædvanlige dage og nætter.
Men de sædvanlige dage med hverdagsvejr, de lunkne, de grå, de triste, de minder så meget om så mange andre at de slet ikke minder om nogen. De er dage som alle andre, og hver dag har nok sin plage og forsvinder ud i mørket, ubemærket, uerindret –
det er gennemsnittets, flertallets, alles problem.

14. – 7.

Alt er det samme

Alt hvad der er, er noget vi oplever.
Vi oplever ikke just det samme,
men der er visse ting vi alle kan opleve,
om end på forskellig vis –
dem kalder vi tingene, den ydre verden,
som adskiller sig fra den indre.
Men naturligvis er der ikke én indre verden:
hvert menneske har sin egen,
som dets ydre verden strengt taget er en del af,
og der er ikke to verdener,
en indre og en ydre,
men kun én verden, som vi alle
på forskellig vis har eller endda tar del i.

Hvis vi alle var i akkurat samme situation,
ville vi dog ikke opleve akkurat det samme,
vor forskellighed ville forhindre det.
Det ville ikke ophæve vor forskellighed
hvis vore situationer blev mindre forskellige,
men sikkert den medmenneskelige forståelse.

De mest erfarne erfaringer tyder dog på
at vi, når vi virkelig oplever noget virkeligt
og har de store syner,
stort set oplever det samme –
at den store oplevelse lyder:
Alt er det samme, der er ingen forskel.
Ejendommeligt nok forholder det sig ligesådan
når vi i stort og småt ingenting oplever:
så er alt også forskelsløst, alt er det samme
eller det kan være det samme.
Men mellem det Samme og det samme,
mellem Alt og alt eller ingenting
er der en verden af forskellighed.

28. – 7.

- Villy Sørensen, Vejrdage, 1980.

mvh
Simon

P.s.: nyd solens dag, eller omvendt – forresten var det et herligt Søren Ryge-program i aftes, ja vi er jo bare børn der er vokset lidt opover, eller henad, det afhænger af positionen, men hvor er det fint at se legebarnets strålende øjne blomstre til barndommens genkaldelser, slangebøssetiden! Jeg gætter på cykelslanger vil smælde et stykke tid frem rundt om i sommerhusene, en herlig tidsfordriv, selv om jeg synes man ska lade pip være pip og finde andre mål.
Det var vel nok godt man fik lavet en ”knivlov”, så skatteopkræverne – de forhenværende betjente, der engang skulle skabt ro, orden og vejlede – ka’ få kradset nogle penge sammen fra EU’s omegnskommune, Danmark, til nye lån som grækerne aldrig kommer til at tilbagebetale. Næste skridt bliver vel, at der også gives bøde eller hæfte til folk med snørebånd på over 90 cm. Tænk at anmelde Søren Ryge, bruge tid og penge på at måle mandens lommekniv; det er vel nok godt vi har sådan nogle forstandige politikere og skatteopkrævere..;)
Seneste indlæg
Vigtige præciseringer
af somo
28/04/2024 15:42
Min ”religion”
af Arne Thomsen
28/04/2024 13:31
Tanker - idéer - visioner.
af Anonym
27/04/2024 10:20
Kommunikation på Trosfrihed.dk
af Anonym
27/04/2024 09:52
Lad os undersøge islam...
af ABC
23/04/2024 11:48
Nyheder fra DR
Mand fundet død i skurvogn i Dragør
29/04/2024 11:39
Salling Group omsatte for rekordmange mi..
29/04/2024 11:38
Kamerafælder skal undersøge grænselan..
29/04/2024 11:31
Spaniens premierminister efter tænkepau..
29/04/2024 11:22
Danmarks håndboldherrer indleder OL mod..
29/04/2024 11:18
Nyheder fra Religion.dk