|
0
registrerede
621
gæster og
1629
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Ohøj dansende RM..
Ak ja, DMI’s ”regnmagere” har vist fået solstik, så megen regn kom der nu heller ik’, men derfor ka man jo godt ta’ sig en dans mellem solstrålerne. Men nu blev det altså omsider sommer i lille Dannevang og dagen er nu forbi, man får lyst til at la’ Zetterlund sjunge solen ned – ka godt lide Oden.. ;)
I det folkelige gennembruds lyrikere finder man bl.a. Thøger Larsen:
Du danske sommer jeg elsker dig
skønt du så ofte har sveget mig;
du er i sindet jo lunefuld
dog hjertet inderst er pure guld!
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler.
Men det ér voldsomt med ét at få sparket bølger af hede ret op i ansigtet, modsat langsomt at vænnes til varmen, så naturligvis tipper man. I det mindste sku’ børnene ikke sidde og stege bag betonvægge til ”oldævl”, der nu om stunder ikke findes i nogen skole! Men så er det jo godt jeg ka’ tilbyde en olded’ strofe, kendt fra Dantes ’Aftenbønnen’ (i ottende sang af Purgatorio) og Ingemanns ’I fjerne Kirketaarne hist alt Aftenklokkerne ringer’ – sær, smuk og hevet ret ud af Vilh. Andersens Horats - i virkeligheden tænkte jeg på ’Ole sad på en knold og sang’, men den har vi jo haft i trådens ungdom…;)
Kvældsklokken klager: Dagen er forbi.
Fra Græs skraar Hjorden hjem med sindigt Brum.
Plovmanden træder træt tunge sti,
til mig og Mulmet levnes Verdens Rum.
Nu falmer for mit Syn Landskabets Glans,
en stille Højtid gennem Luften gaar;
kun Billen snurrer lydt i Cirkeldans,
og fjernt en Bjelde dysser Foldens Faar.
Og Uglens Hvin fra Vedbend-Taarnet der,
som hujer imod Maanen sit Hal-lo!
naar nogen træder hendes Bur for nær
og krænker Ensomhedens Fortidsbo.
Bag busket Elm og Taksens Sørgetræ,
hvor Mulden er i grønne Tuer sat,
der sover i den trange Celles Læ
de gamle Landsbymænd den lange Nat.
Der skal ej knitre Arneblus for dem
og Kvinden sysle travlt hver Aftensstund,
og ingen Børn skal pludre: far kom hjem!
og kravle op og nappes om hans Mund.
Tit deres Le gav Fyld til Høstens Læs,
og Furen brød Stubmarkens stride Lag;
hvor Lystigt drev de deres Stald paa Græs,
hvor bugned Skoven for de drøje Drag! –
Højhedens Optog og Herolders Skrig
og alt, om Skønhed, alt, som Rigdom gav,
forventer Timen, uafvendelig,
og Ærens Veje fører til en Grav.
I Stolte! giv ej Skylden til dem selv,
om Mindets Kirke aldrig gav dem Hus,
om ej det lange Skibs Mæanderhvælv
har sunget deres Lov til Orgelbrus. –
Maaske der gemmes i en uset Grav
et Hjerte, en Gang fyldt med himmelsk Ild,
Hænder, som kunde svunget Rigets Stav,
stemt Lyrens Strenge til ekstatisk Hil!
Fuld mangen Perle og af renest Skær
er skjult i Havets aldrig maalte Skød,
fuld mangen Blomst maa blomstre uset her
og sprede i den øde Luft sin Glød.
Håber du nyder den lune sommer, nu heden har lagt sig lidt, RM, du ka’ jo nynne med på dén her:
Hvem sidder der bag skærmen
med klude om sin hånd
med læderklap for øjet
og om sin sko et bånd,
det er såmænd Jens vejmand
der af sin sure nød
med hamren må forvandle
de hårde sten til brød.
Lidt mere bulder og regn ville såmænd stadig ikke være værst, sagt med solglad stemme og brun næsetip – forøvrigt glæder det mig, at det græske folk omsider vender EU-bureaukraters nedladenhed ryggen, nu det danske folk for længst har solgt deres stolthed til bankvæsnet og igen må nøjes med en ”statsminister” der ikke blev valgt…;)
mvh
Simon
|
|
|
|
