|
0
registrerede
626
gæster og
209
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM..
Forstår din glæde ved jord under neglene, jo en skøn tid med regn og sol, uundværlige vilkår – efter poetens hovedregning, burde det jo regne om natten og solen skinne om dagen ;)
Poetens hoved
I
Langt til havs gynger poetens hoved.
Fader, din søn.
Solen græsser i det vestlige led.
Skyerne grønne som urter.
II
Delfinernes blade for solen
synker ned i det tomme led.
Mægtige årstider perses her
og gynger i stjernelys.
Isbjerge sejler
med striber af siddende lærker.
III
Morgen. Lemmer
rullet sammen blandt sovende ord.
Min tunge som slikker
foden af disse ledeblokke.
- Per Højholt.
Her lidt af Dannys set-fra-oven-lyrik:
Wittgenstein sad på et hegn
Wittgenstein
sad på hegn
tænkte mange
sære tegn
Tænkte sprog
skrev bog
hed ˶Tractatus˝
var så klog
Gik og sled
ha’de det hårdt
til han gled
omsider bort
Alle folk
dør til sidst
˶Åh hvor trist!
. Sidste vits!˝
Alle folk
dør fra livet
Ingen grund
til ’t vær pivet
Alle folk
svinder sammen
transformeres
undflyr rammen
Alle folk
skal dø en dag
Så’ det slut
med al dét jag
Pamper dør
såvel som ping
det er bare
altings ring
Det er sådan
alting kører
det er den vej
alting fører:
gennem blod
og bræk og pløre
indtil alle
ben er møre
Det begynder
i mo’ren
og slutter
i jorden
Det er vejen
det tar
for vismand
som nar.
- Dan Turèll.
Og når man har sagt Danny, må man også sige Laugesen – det satte engang en lille treværelset’ rammen om. Holder af begges udfoldelser, der var en lille men god del af 70’er og 80’ernes sindsbevægelser, hvor jeg gerne befandt mig rygliggende i Frb. Have til plaskelyde, barnefnis og solglimt gennem hendes hår på arrangerede pjækkedage, hvor man så slæbte en eller anden poet med, uden denne vidste det – egentlig lidt synd, for haven er jo sådan et pragtfuldt sted, at flade ud i…
Novemberstykke
Musikkens farve er det blæsende og hældende
landskab
saa tyndt at tilsyneladende kun overfladen eksisterer,
endestationen den erobrede graalige gade.
I pauserne ser man ned i afgrunde, der er ingen ro og
ophold.
Lyden af styrtende geder stiger ud mod en, suset og skriget,
sømmet og
bundet til en stige, med hvidt udsyn.
De bidende langsomme baand der holder fast i
lemmerne, hvor man hænger.
Skoven svinger buet væk ned i en nat der er endnu
frygteligere
end civilisationen har lavet den, fuld af mennesker og ting,
der har
menneskenes egenskaber.
Den tykke lugt hænger overalt i skyerne og opløses kun i
græsset om morgenen, i det triste øjeblik, hvor alt er smukt.
Dagen
kommer overhovedet ikke ind i billedet paa noget tidspunkt.
- Peter Laugesen
Det var helt rart med et Borum-tilbageblik, som også jeg vil ose lidt mere med om et par solstrejf, for ham bliver man jo heller aldrig færdig med, og heldigvis for det. Så det var et herligt rundstykke at begynde morgenkaffedagen med. Håber du rigtig nyder sommersolen med neglerødder i jorden u.s.w. Selv får jeg næsten lyst til at bryde ud i Entesang – du ved, denne hobbitiøse meddelelsestrang – men Herredet stå i det, om jeg ikke sku straffes med salt i kaffen og sukker i ægget, hvis jeg vover at udsætte nogen for dét, så … humm, god weekend. lyder det herfra ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
