|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ til forårsregnen, RM..
I 1961 fik min mor Stuckenbergs digtsamling ’Sne’, en smuk lille læderindbunden ting fra ’Gyldendalske Boghandels små digtsamlinger’, i starten befinder sig netop lidt vådt fra oven – og hvor jeg dog elsker den lyd! ;)
Foraarsregn
Det regner over Mosen,
saa mildt og blødt, saa fint og tæt
et Regnvejr graat af Grøde,
en Livsens Dug, der lindt og let
mod Jordens Hjærte rinder.
Som smaa Krystaller perler
i Kabelejers gyldne Fang
de vædeblanke Draaber,
og Slaaentjørnens Tornehang
i snehvidt Knopbrud skinner.
Det gule Græs, de spinkle,
de silkefine brune Rør
i Regnen lydløst Bæver,
og Spindelvævets Sølverslør
om Straa sig draabet vinder.
Det regner over Mosen,
saa stille går den Dag sin Gang,
en enlig Smaafugl pipper
og løfter kvidrende sin Sang,
imedens Regnen rinder.
*
Farmand var ret romantisk anlagt, veg ikke tilbage for ret meget, ej heller at ty til Stuckenbergs vemod for naturen, når kvinden i hans liv måtte formildes eller smægtes, harper ka’ jo være hvasse, og så gælder det kende sine strenge…
Ved gennemlæsning af deres indbyrdes breve, rejste pulsen fra to unge hjerter sig jo straks, og så levende de stod dér, med bl.a. egen og andres poesi som et vidnesbyrd om et stormfuldt kærlighedsliv, der jo altid er kendetegnet på deltagende og derfor godt liv ;)
Det er jo helt forrygende at tænke på alle de af kærlighed berusede hjerter, der i århundreder, nej i årtusinder har banket i rytmiske billedsprog, hvori altid naturen har haft sin helt særlige plads. Og så dygtige mange var, når hjertet galoperede eller vemodet rendte over, så det som en papirtiger sprang ud i sang, bestemt også Stuckenberg.
Hør bare denne sonet:
Mit søde, kære, dyrebare pant
Mit søde, kære, dyrebare pant
Naturen stjal og Himlen passer på,
hvor er din medynk dog så svær at få,
den støtte i mit liv som var mig vant!
Før kom du i det mindste, så jeg fandt
dig i min drøm, i ild lar du mig stå
og køler ikke; hvorfor la tiden gå?
Deroppe står foragtens plads vakant,
hernede kan et hjertes medynk stige
- det sker – man tænker andre måtte lide,
så Amor står besejret i sit rige.
Du ser mit indre, ser min smerte slide,
alene du kan slutte sorgens krige
og med din skygge slå min ynk til side.
- Fransesco Petrarca.
mvh & god regnvejrsdag – missede sgu forleden Hr. Ryge, uf!
Simon
|
|
|
|
