|
3
registrerede Arne Thomsen
,(2 usynlige),
221
gæster og
23
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Til smilerynkerne, her en barndomserindring fra Edith (Edele) Rode, der skildrer hjemmelivet tilbage i det 19 århundrede samt en blomstrende forældre- og søskendekærlighed, særlig da de tre små søstre får fint besøg af abekatten ”Mand Bang” med de geografiske kundskaber - god fornøjelse… ;)
Et Besøg
Moderen ved Middagsbordet: Fru X har skrevet til mig og bedt mig tale med Herman Bang om Velgørenhedsforestillingen. Han kommer i Morgen Eftermiddag.
Faderen sagde:
- Han er klædt som en Abekat – og saa talte de om noget andet.
Men Lulu sagde lidt efter:
- Maa jeg være inde, naar Hr. Mand Bang kommer?
Moderen sagde smilende:
- Hun tror, han hedder Mand Bang!
faderen sagde:
- Herman er et navn, han hedder Herman Bang,
Mor sagde ikke Hr.
- Maa jeg ogsaa være inde, naar Lulu maa? –
sagde Sacha.
- Hvorfor hedder han ikke Hr.? spurgte Lulu opmærksomt.
Moderen sagde: - Hr. er ikke noget, man hedder, det er noget man er.
- Far er – men du er ikke! sagde Sacha
Edele ville forklare noget om, at han altsaa hed Hr. Herman Bang, men gjorde det ikke, for hendes Tanke var helt fortabt i hvad faderen havde sagt:
Han er klædt som en Abekat. –
Hvordan kunne et menneske være klædt som en Abekat? – Hun vilde ønske, at hun maatte være fri for at være inde, men at de vilde lade en lille Revne staa aaben i Døren fra Barneværelset til Spisestuen ind i Dagligstuen. men hun vidste godt, at det Ønske ikke vilde blive opfyldt, for det var forbudt at kigge gennem Revner, skønt det var den eneste behagelige Maade at se nye Mennesker paa.
Moderen sagde:
- I kan tro, han vil hellere se paa Jumbos Hvalpe end paa jer! – og det vidste Børnene var sandt nok, for Jumbos Hvalpe var smaa, ganske bløde, yndige, graa russiske Mopper med helt sorte, rynkede Ansigter, som alligevel ikke så vrede ud, men kun søde.
Men Edele var alligevel lidt krænket over Sammenligningen og sagde mut:
- Jeg bryder mig heller ikke om at se ham.
- Hun skal - sagde Lulu - - skal hun ikke, Mor?
Og maa vi saa faa de røde Kjoler paa med Sløjferne!
- Du maa ikke være saa forfængelig – svarede Moderen – men det Blik paa Lulu, der ledsagede hendes Ord, var et Kærtegn. For den beslutsomme, gnistrende og smukke Lulu var hendes Yndlingsbarn.
Besøget beskæftigede de tre smaa Piger meget. For Lulus Vedkommende, fordi det frembød Anledning til at faa den nye Kjole paa, og for Sachas Vedkommende, fordi de beskæftigede Lulu. Edele var bange for at være i stue med en Herre, der var klædt som en Abekat, og den næste Morgen spurgte hun Moderen om, hvad hun troede den fremmede Herre vilde sige.
Moderen svarede rask:
- Aah, han vil for Eksempel spørge dig om, hvad der er Hovedstaden i Paris.
Edele fik et Chok. Hun havde ikke tænkt sig, at hun ligefrem skulde høres i Geografi, og nu begyndte hun at spekulere.
Hovedstæderne var ellers det, hun var flinkest i – eller mindst daarlig i – for hun var ikke flink i noget som helst, og hun grundede meget intenst.
Hovedstaden i Paris?
Hun gik hele Formiddagen rundt og grublede: Det var ligesom det laa hende paa tungen: Hovedstaden i Paris? Hovedstaden i Paris?
- Sig, du véd det ikke! forslog Lulu ligegyldigt, mens hun spejlede sig.
- Det er saa flovt – sagde Edele modløst.
- Det er flovt – gentog Sacha hoverende – uh hvor er det flovt - - naar du er saa stor!
- Ti du bare stille – du véd det jo heller ikke selv
- sagde Lulu.
- Jamen jeg er heller ikke saa stor som Edele – sagde Sacha – og mig spørger han ikke om det, det har Mor sagt.
Hovedstaden i Paris? - - - Hovedstaden i Paris?
Edele tænkte ikke paa andet – hun tænkte for øvrigt slet ikke, det dunkede kun i hendes hoved – det gjorde det altid, naar hun skulde tænke. Som smaa Hammerslag dunkede det taktfast: Ho – ved – sta – den – i – Paris – Ho – ved – sta – den – i – Paris – Gud give dog, nogen vilde sige hende det.
Da Moderen havde talt om Velgørenhedsforestillingen med den fremmede herre, blev Børnene kaldt ind, og Edele var paa én gang meget skuffet og lettet over, at han slet ikke var klædt paa som en Abekat, men netop som en vældig fin herre. - - Nu var der ganske vist det famøse Spørgsmål tilbage om Hovedstaden i Paris, men det var ikke saa forfærdeligt at sige: Det véd jeg ikke – til en rigtig Herre.
Hun havde troet, at han vilde have et Par smaa røde Bukser paa og en lille snorefrakke og vilde se paa hende med et stikkende Blik under meget buskede Bryn og fare frem og raabe:
Hvad er Hovedstaden i Paris!
Men der skete ikke engang noget, der lignede en saa forfærdelig situation. Der skete det, at Lulu, efter at have nejet, skred hen til Hundekurven og med sikker Haand greb en for en af de fem Hvalpe og rakte dem frem mod Herman Bang, idet hun hver gang drejede dem en Omgang og kyndigt meldte: - Det er en Han – det er en Hun – det er en Hun – det er en Han – og det er ogsaa en Han!
Moderen og Herren brast i Latter – aah, hvor de lo – og de tre smaa Piger stod og saa forbavset og lidt forbløffet paa dem – Lulu med rynket Pande, for hun var bange for, at det var hende, de lo ad.
Digteren tog imidlertid en efter en af Hvalpene og lagde dem mod sin kind og kyssede dem.
Lidt efter satte han sig paa Hug og kyssede Sacha, og saa sagde han Farvel og gik.
Lulu var en smule misfornøjet med Besøgets Forløb. Hendes Værdighed var saaret:
- Det var bare fordi, jeg fortalte ham, hvad Hvalpene var for nogen – sagde hun – og det blev jeg jo nødt til.
Sacha var ogsaa fortørnet. Hun som var saa følsom overfor Berøring gned sig hæftigt med sin lille Underarm om Munden.
- Først kyssede han alle Hvalpene – sagde hun grædefærdigt – og saa kyssede han mig!
Men Edele var glad og taknemmelig: - Det var pænt af ham, sagde hun til hans Forsvar, at han ikke spurgte mig, hvad der var Hovedstaden i Paris!
Moderen lo.
- Paris er selv en Hovedstad, dit lille Fæ.
Da blev Edele for Alvor oprørt. Det var første Gang, hun havde været ude for en Fælde, og var faldet i den.
- Ja – Tak! sagde hun krænket – paa den Maade.
Og Lulu holdt ridderligt med hende.
- Paa den Maade er der virkelig ingen, der véd det.
- Jo, der er – sagde Sacha og gned stadig forbitret kysset af sin Mund. –Men hun er et rigtigt Fæ – Det siger Mor selv!
- Edith Rode (1870-1956) ”De tre små piger”.
mvh
Simon
|
|
|
|
