|
2
registrerede somo
,(1 usynlig),
426
gæster og
44
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej igen RM..
Bare et p.s.: du ku’ jo låne ”Ved vejs ende” på bib. – som ”Smultronstället” hedder på dansk – og dermed spare pengene, hvis filmen nu skulle vise sig ikke at være tiden værd. Bergman har vel altid forekommet mennesker flest tragisk, ja måske ligefrem en psykisk onanist, og det kan der måske være noget om, men nok mest for dem der hellere vil bruge deres tid på spændings- og voldsfilm eller mystifistiske dramaer med religiøse overtoner. Desuden er de fleste af hans film jo i sort/hvid, hvilket vel gør dem lidt anæmiske for det publikum, hvorfor DR aldrig ville drømme om at servere den slags.
Sjovt var det derfor at se et par svenske programmer om film Bergman havde samlet gennem årene, i lyset af interviews med instruktører der fandtes i hans cinematek, fordi deres film havde haft en vis betydning. Og det viste sig så at være en perlerække indenfor forskellige genrer. Man savner for resten Ole Michelsens Bogart, den værdige afløser blev desværre aldrig fundet, og hvad der nu tilbydes sir mig ikke rigtig noget, andet end popsmart tv der skal skjule det i grunden indholdsløse. Men jeg ser næsten heller ikke længere tv og af samme grund.
Men så er det jo godt man kan købe eller låne de film der så sir en noget, og lige præcis i julen skal vi se ”Fanny og Alexander” og ”Masser af Whisky” – du ved, den gamle film med Gordon Jackson, om skibet der er fyldt med kasser af whisky men strander på den lille skotske ø, der for nylig blev tørlagt for de gode varer, – mens der henimod nytåret skal ses ”De Syv Samuraier”, som også hører til rækken af yndlingsfilm. Så heldigvis findes der jo masser af herlige filmoplevelser helt udenom det utålelige DR, så det er bare at række ud, ja måske imod film som ”Borte med blæsten”, ”Rødt chok” (D. Sutherland/Jullie Christie) og ”Julia” (Vanessa Redgrave/Jane Fonda) samt ”Stegte grønne tomater”, ”Havana”, ”Kilden i Provence” og ”Laurence of Arabia”, der ligeledes er fantastiske film at fornøje sig med.
Jeg fik kun set den første Harry Potter film, ”De Vises Sten”, som nok var herlig, men stillet overfor 6 film der mere lignede et økonomisk grundtema, gav jeg fortabt, og tror dertil at historier af den art i stedet bør læses, hvad mange børn jo også har gjort, men hvad jeg så ikke får gjort. Men det skyldes mere at der er andet jeg hellere vil bruge tid på. Og hvad angår de rigtig gode læseoplevelser, så undrede det mig engang at så fremragende romaner som ”Varulven” og ”Det svundne er en drøm” af Sandemose, aldrig blev filmatiseret, ja at ingen af de ellers fremragende filminstruktører der jo stadig findes, forudsat man bevæger lidt mod Sverige eller Norge, hvor handlingen også foregår, havde tænkt på det. Men måske visse bøger bare skal forblive at være personlige læseoplevelser, dels fordi et manus sikkert ville destruere de nuancer der skaber den særlige atmosfære, og endelig fordi deres virkeliggørelse ville ende i en så bekostelig affære, at det hele ville ende i en omgang Harry Potter – hvad de der ejer rettighederne til Sandemoses værker nok ikke ville bryde sig om. Men det ville nu alligevel ha været sjovt at se resultatet, idet mindste for mig, der engang boede i dalen hvor dele af handlingen udspiller sig.
Tit har man jo også set, hvordan filmfolk hev få grundelementer ud af en roman og egentlig bortkastede alt det væsentligste, dvs. det indre liv der fremstod genkendeligt for læseren, og derfor bare endte i en økonomisk farce – eksempelvis ville det næppe være nogen særlig god oplevelse at se ”Idioten” (Dostojevskij) filmatiseret. Farcer er jo ellers så herlige, hvis lige vi altså ser bort fra DR’s farce med altid at proppe de samme fire film med Dirch ind i de økonomiske huller. For engang imellem trænger alle jo til at grine lidt af sig selv, hvilket én som Woody Allen ka være os behjælpelig med, og da i særlig grad hvis man er så heldig at være jøde. ”Hannah og hendes søstre” vil derfor også være en af de film jeg vil se i julen, ikke fordi jeg er jøde, så ”heldig” er jeg desværre ikke, men fordi jeg som mange andre trænger til et godt grin af pinlige episoder der sagtens ku være mine, eller som jeg frygtsomt undgår at komme i. Woody Allen er nemlig også blandt dem jeg fremfor andre foretrækker, og selvfølgelig fordi han er en mester i at få mig til at glemme alt om mig selv, samtidig med at han pointerer noget i grunden komplet latterligt ved også mit liv og mine forskellige karakteregenskaber. Det kan være sundt at komme lidt på afstand af sig selv engang imellem, enten ved at se gode film eller læse gode bøger, i hvilket tidsrum vi glemmer alt om at afkræve vore omgivelser opmærksomhed. Fra Woody til Bergman kunne man jo forestille sig en verden til forskel, men udover at Bergman var en af Woody Allens bekendte, var han ham også et ideal indenfor filmkunsten; altså to personligheder der illustrerer sammenhængen mellem det komiske og det tragiske, to sider af samme grundelement, livet i dem begge, et venskab. Og sådan er det jo tit i forhold der faktisk fungerer, ja måske endda livet ud, at man komplementerer hinanden, som hvert sit lod på den fælles vægt. Og det er vel dét gode digte formår, at fremhæve det for livet essentielle, hvorfor der naturligvis også findes urkomiske sider af vores livsforhold at spore i Bergmans mange film, og i øvrigt formoder jeg han havde Pär Lagerkvist som sin personlige tankeven, i hvert fald findes der mange overensstemmelser.
”Smultronstället/Ved vej ende” er bare en af mine favoritter, fordi den så fint illustrerer tiden som vi gennem livet forholder os til den, og hvor der i et menneskes liv pludselig kan opstå den situation, at tiden står stille og efterlader os i selve øjeblikket med det vi fyldte den med. Som ansvarlige for hvorledes vi forvalter vore øjeblikke, ender vi med at måtte erkende at livets omstændigheder spillede sin særlige rolle, at det ikke er muligt at komme uden om, hvordan menneskets tid forvaltes af livets omstændigheder, og at man kan leve med ikke at være så perfekt, at noget styrer livets gang, men at vi må gribe ind i vores eget liv, så vi ikke ender som tidsspilde. Og her ku Pär Lagerkvist jo ha siddet på en lyserød sky og klappet Bergman blidt på kinden, med et ’godt min dreng!’, eller Hjalmar Söderberg, for den sags skyld, der jo viser os, hvordan kærligheden får os til at tage drastiske beslutninger med himmelvendte øjne, også på vej ned igen, men at det hører med til vores historie. Og i netop vores tid, hvor det åbenbart er så svært at håndtere sine følelser og forargelser, at man slår ihjel for sine impulser for et godt ord, da ville den slags film nok være betydeligt mere værd end voldsfilm og skjult porno, da virkeligheden jo alligevel ender med at ta røven på alle og enhver.
Nå, ikke mere sludder fra mig, p.s’erne har det med at blive lidt for lange...
mvh
Simon
|
|
|
|
