|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
222
gæster og
30
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM – var nær ved at skrive, her under skyerne; ja snart daler små fnug ned på næsetipperne og nisserne springer i øjnene over glöggen…;)
Her lidt af Morten Nielsens Efterladte Digte, samlet af Paul la Cour, der også skriver forordet, i hvilket der berettes om det forord Morten Nielsen selv havde overvejet til sin samling, det lyder:
»Det er ikke Skik og Brug at sige noget foran i Digtsamlinger. Alligevel giver jeg Bogen her et Ord med på Vejen. Ikke for at undskylde den – selv om jeg vel er den, der bedst kender dens Mangler. Men for at forklare, hvorfor jeg lader den komme frem nu. Under andre Forhold vilde jeg have ventet nogle Aar.
For Tiden er det haardt at være til for de fleste, men jeg tror, det er haardest for dem, der, fordi de er unge, endnu ikke har faaet nogetsomhelst gjort færdigt. Og som frygter for aldrig at faa noget bragt til Ende. Den Angst kender alle, der har strejfet unge Mænd, som i meget lignede dem selv – og senere gik til, et ellers andet Sted, for der kæmpedes.
Naar denne bog kommer nu, er det, fordi det er nødvendigt for mig at have gjort en Ting færdig, som er min, og som jeg har Ansvaret for.«
Det er fine ord med mening om det liv han selv påtog sig ansvaret for, Paul la Cour skriver:
„Han fortalte, at da det Kuld studenter, han tilhørte, kom til København for at begynde Studierne paa Universitetet, turde adskillige af dem ikke, heller ikke han selv, leje et Værelse uden først at sikre sig, det havde flere Udgange, eller at man i det mindste kunne slippe bort over Tagene. Det var jo som Regel Kvistværelser, der tilbød sig. Naar jeg saa på saadan et, gik jeg altid hen til Vinduet og undersøgte Taget, sagde han.
Paa det Tidspunkt, da ingen af disse unge Studenter endnu var gaaet ind i illegalt Arbejde, kunde denne Angst maaske synes overdimensioneret, men den var det ikke. Det var den uformelige Angst, man altid føler, mens man bereder sig til en vanskelig og farlig Gerning, man endnu ikke, aabenlyst for sig selv, har sagt Ja til, saa den har forvandlet sig til en overskuelig Realitet. Det var den Sindets Urolighed, der driver til Handling, for i Handlingen at samle sig til Frygtløshed.
Morten Nielsen og hans Kammerater kom fra en tydelig Angst, vi alle følte, men de forvandlede den til frugtbar Ansvarsbevidsthed, dyb Følelse af Gæld til Livet, de satte paa Spil. Netop paa deres Omkostninger kan vi aflæse deres høje Kvalitet.
Allerede den Digtsamling, Morten Nielsen naaede at udgive, indledes med et Digt, Riget af tusind Aar, som handler om Omkostningerne. De er det stadigt tilbagevendende Tema i hans Digtning. Hans skrev kun undtagelsesvis direkte Oprørs- og Angrebsdigte, lukkede af Kampens hensyn, næsten alle hans Digte er i Stedet fyldt med alt det levende, den Higen mod stadig mere Liv, renere Liv, som laa bag Kampen, gjorde den nødvendig og var den Smerte. Han tabte ikke Maalet af Sigte for Dagens Strid, Kampen forvandlede han ikke. Det tunge Hjerte, hvormed han og hans Slægtsled kæmpede, og som holdt ud med sin Tyngde, alle deres hemmelige Omkostninger, var deres Lødighed.
Mellem Morten Nielsens Papirer har jeg fundet et Par hastigt nedkradsede Linier. Ingenting er nemmere end at skrive Vers, som siger noget, skriver han. Naar der alligevel ikke er svimlende mange gode Vers, er det, fordi dèt ikke er nok, at en Ting staar i et Vers, den skal også være der, den skal ligge indeni Linjerne og lyse.
Heller ikke i de Tanker, han gjorde sig om sin Kunst, at det er Livets i os, vi bliver spurgt om, Livet indeni Tingene, det varmende og lysende, det, som ikke foregiver at være, men er … så enkelt, så uunnværlig som menneskets åndedrett. Hans Angst for at bringe Livet for lidt rakte ind i hans kunstteoretiske overvejelser. Rødderne skulde med, her og alle vegne”.
*
Digtet her er muligvis skrevet mens vinden susede om hans snørebånd og tankerne fløj mod den elskede Tutti; ét er dog sikkert, at han var lige så optaget af lysets måde at lægge sig på, som Willumsen - blot skinnede han selv, fordi han var en strålende iagttager:
AFTENENS STJERNE MOD NORD
Kølige Striber af Aar.
Nord for den Jord, hvor jeg gaar,
kom den med Mørket, der kom,
Aftenens Stjerne mod Nord.
Ude i Himlen, men nær
duver den ind i mit Blik,
bliver til en Rytme, der blidt
følger en Rytme af Skridt.
Gennem den tidlige Nats
Muldlugt og Lugten af Løv,
ude fra Mørket, der faldt
ind om den Jord, der er alt,
synker den ned over mig,
bliver den en Rytme, der støt
følges med Pulsslagets Rytme,
svingende roligt og rødt.
Vejene strækker sig ud
under et blinkende graa,
langt med en Efteraarshæk
løb mine Drengeaar væk.
Nu er jeg hjemme igen –
Aarstidens smuldrende Lugt
mødes med sky’r i en bristende
Skal om den faldende Frugt.
Gyngende falder et Lys
ind over Øjnenes Vej,
ser en Bevægelse dér,
mødes med Rytmen af dig.
Stjernen. Og du. Og mit Liv –
klar falder Rytmen, og hed,
er som et Lysskær omkring
det, der er en Hemmelighed.
*
Digtet her, smyger sig omkring den inciterende frygt for det, der ikke vil nåes:
NÆSTSIDST
Her gaar de udad, udad,
falder og synker væk.
Og din var deres Munterhed
og desperate Skræk.
De synger i Dag, og i Morgen med,
og hvem staar vel så for Tur
til Mødrene ude paa isgraa Marker
eller imod en Mur?
Her gaar de udad, udad,
unge Mænd som vi selv
og ingen af dem fik levet sit Liv,
og ingen fik sagt det Farvel.
*
Her oser digtet af eget liv, men om forestående liv der snart slukkes:
AUGUSTNAT ENOGFYRRE
En Stue i Halvmørke. Stemmer,
der taler om dæmpede Ting
- Ting, der blev til,
naar en Menneskehaand
brød det sædvanliges Ring,
fandt en Stump Sol i et Glasskaar
paa lyse, urolige Spor
og ledte den ind i en Tone,
en Farve, en Sten og et Ord.
Et halvmørkt Rum. Fra en Stol
en Glød af en Cigaret –
udenfor Vinduet Prikker af Ild:
Flyvemaskiner … en Stjerne,
Mennesker lytter mod Gaaders
tøvende Aandedræt
og hører de endeløse
Kolonners Motorer kværne.
Krigslys og Larm af Motorer
over Vejenes mørke Mil,
men blødt ridset ind i det blegblaa Rum
staar Menneskets tavse Profil:
Et sænket Ansigt mod Himle,
der skinner blegt og mat,
mens Striber af hvidt Projektørlys
fejer derover i Nat.
En mørk Silhuet mod Himlen
og ud mod de mørklagte Byer:
der lyser en Vished omkring den
om Træer og Børn og Dyr.
Om nye Augustnætters Halvlys,
naar Mørket har skjult vore Spor,
om en Søns eller hans Søns Tanker
i Toner og Sten og Ord.
*
Adskillige af digtene i hans Efterladte Digte er fremragende, men en lille pause – som vi talte om: lidt ad gangen er måske ikke dumt…
Nisselige hilsner,
Simon
|
|
|
|
