|
0
registrerede
584
gæster og
1414
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM…
Her lidt mer, til de varme øjne vendt mod 80’erne – som var så fyldt med skaberkraft, vrede og ambition, at det 21 århundredes robotter forekommer mig at træde rundt og rundt i en drømmeløs søvn. Det er mærkeligt at se på nutiden, små tredive år efter, hvordan alle affinder og ofrer sig, som binære organismer; døde vi og ruller nu afsted på EU’s samlebånd?
Der er så mange refleksioner, genkendelige i Strunges Natmaskinen, vel nok det digt der her sir mig mest og som vækker flest minder og referencer. Drømmens faner af spækket med blod, livets ekko. Jeg holder meget af det ;)
REVOLUTION
En snavset himmel betragter en uro i vore fester:
Vores ord, musik og dans kaster røde, blå stråler af lys
over parlamentets og bankernes mure.
Grænserne mellem vore hjerner
skal ophæves!
Blodets tempo skal udmatte vore hjerner
vore sjæle skal forbindes med frie hænder.
Den ydre verden skal ændres TOTALT
efter vor transformation af den til ruiner
med Explosions-Roserne.
Vi ses i byen
trækkende på nye ideer
i grov uvidenhed om historien
på vej ind i en rus
som omfatter hele planeten:
Nye livsmønstre regnet på murene!
Kærlighedens diktatur!
Barnet som filosof!
Livets styring tildelt den enkelte hjerne,
ophøjet til stat!
*
NATMASKINEN
Langsomt oplades natten af byens lys.
Stjerneknapperne blinker
og på måneskærmen ses de første billeder.
Åh, jeg vugges om på en damper,
et tungt exprestog gennem mørket,
flyver højt i natmaskinen.
Skyerne af drømmedamp
hvisker hvidt til jorden.
Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes sjæle.
Mørket fyldes tæt af en summen af energi …
Jeg er til koncert i Rockmaskinen.
Ugens overlevende trænges om den lille scene
luften er hed af musik.
Vi er i trance og i trang
transcenderende
grænserne mellem køn,
mellem dimensioner af virkelighed,
dansende i tranceformationer
et sted i den sovende by.
Vi er forkomne englebørn
med vinger af fremtidssang,
med barnet i blodet og smøgen i kæften.
Vi har hud af den sarteste drø,
og hjerter der lyser mere end neon.
Vi er kvæstede af dagens skarpe lyde,
blødende lyserød sne,
spiddet af avisoverskrifter.
Vi er en del af Natmaskinen
transformerer angst til venskab.
Vi bærer vore hjerner med stolthed
bytter drømme og cigaretter,
fylder os med rus og masker …
Senere tager vi hjem hver for sig
drager gennem Natmaskinen med nye identiteter
ad offentligt fastlagte ruter.
Der falder sorte klumper af søvn
fra oliehimlen ned i vore øjne.
Vi sover ind som éncellede organismer
fra dengang jorden var hav.
*
OPBRUD
Vi er trætte som år,
som nattens maskiner.
Vi går gennem byen
mod dagens fremkomst mellem husene.
Maskerne af snavs og generation
slipper vi …
de stiger op i mørket
fulgt af vore søvnløse smil.
Med øjne fulde af nat
træder vi ind
i et nyt årtusinde.
- Michael Strunde, Vi folder drømmens faner ud, 1981.
mvh
Simon
|
|
|
|
