“Stod du ved graven dybt i din drøm, drev din længsel dig ud i dit legemes yderste egne, sad du bag dine fingerspidser og hørte din puls slå? Sad du i mørket bag dit hjerte, løb du rundt og samlede nødder i den høstlige skov, var du i jeghuset, som det lå halvt begravet af jord i skrænten som en fugls spinkle kranium; da det stod i lygteskæret med sin stentrappe og så ud over pladsen ?

Kom du til alle drømmens hemmelige steder, kom du til tolvslagets tomme hus ved parken, når døgnet er omme, og det står brændt og sort…

Slog erindringen dig pludselig med mærkelige verdener, som du måtte have vandret igennem engang i barndom og ungdom ? Kom du til uvirkelighedens slotsgårde og tårnpagodernes høje tidsler, hvor vi bygger vore huse ved foden, tankernes høje urter, nu så sent, da vi kun er som forvildede frø uden arters mærke og tegn!”



"Det er som om jeg må bøje grene til side for at finde dig. Gren efter fliget gren, som om jeg kæmper mig gennem mange år, og grenene og bladene er årenes øjeblikke. Jeg må anstrenge mig, for det er svært at trænge så langt tilbage, men når så endelig min vilje har fået en vajende, hviskende allé til langsomt at åbne sig gennem alt det forvirrende løv, så står du dér inderst i den solsitrende grænseløse skov ligesom dengang."