|
0
registrerede
159
gæster og
290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Fine sondringer, for der smages virkelig på ordenes vægt og betydning i Platons dialoger, i en tid hvor dannelsesidealer skabtes med faglige discipliner, som retorik, jus og andet, en tid hvor der tumles med problemstillinger man genkender i nutidens eftertanker – tanken flyver ofte baglæns, lærer vi vores fortid at kende, forstår vi os bedre i nutiden og kan måske bedre forme en fremtid.
Havde nu Karsten Friis Johansen ligget på en Youtubehylde, da ku’ vi ha’ foldet ham ud på ny; brugt ham til at dryppe vore øjne med både Platon og Aristoteles, der begge stod ham så nær og som derfor alle forbandt med ham, fordi han dryppede klassisk filologi i filosofihistoriens bæger, som alle grådigt drak af, lidt henad det sproglige univers der udfolder sig med Hans Edvard Nørregaard-Nielsens tungemål. Men han ligger der altså ikke, og er nu blevet en del af den historie han opløftede til en virkelighedsnær magisk realisme, der hældes i tragten på tilstedeværende hoveder.
Apropos tiden, vil jeg hoppe ind i et øjebliks stilhed en juni nat under den sidste store krig, hvor Christian Sarvigs søn Ole sad og skrev sig eftertrykkeligt ind i Brians senere kulturkanon, ja der findes jo sikkert dem der vil påstå, at den kanon skam er hele landets, selv vil strække mig til at sige, at Oles ironiske øje nok kun var faldet på den gode litteratur, som tysk kanonføde.
Digtene herunder er alle fra digtsamlingen Grønne Digte, men der findes hele syv samlinger, i blandt hvilke Jeghuset måske er mest kendt, så her nogle grønne øjendryp til den umulige målestok:
Regnmaaleren.
Regnmaaleren
med den flade kumme
staar i juninattens bløde regn
paa sin søjle
og lar sig fylde med vand,
mens mørke popler suser
og bevæger deres grene.
Natten kan høres videnom.
Regnen gir genlyd i verden.
Der er tomt. Der er stille.
Alle skabninger sover.
Poplerne suser.
Inat er haven vaagen
og fuld af vellugt.
Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
i nat.
*
Vintren kommer.
Somrens lyse sale
er blevet smalle, graa kamre
i mit sind.
Det støvregner fint.
Rundtom ligger løvet spredt
i mange farver som konfetti
efter et gilde.
Fornummet som en kube
venter jeg vintrens
og stormens komme.
*
Fronter.
Stormen.
Stride korn af tørre marker.
Nu tærskes, tærskes,
avnerne flyver.
Stride unge børster
ramte deres skæbne
med lyd som sten kastet paa sten.
- - -
Nu ligger moler ud i vandet
ved alle kyster,
og havet skvulper om stenene.
*
Dissonans
Grønne vækster.
Dyrenes dybe brum fra marken.
Regnen,
den mulddampende tilværelses
jordiske efteraar.
- - -
Men ilden?
De rødtglammende ovne!
- - -
Ingen kendte disse munde,
som stod og raabte ud i natten.
Ingen vidste om disse væsner,
som, skarpttegnede,
færdedes foran de glødende luger.
*
Jeg staar alene i natten
under stjernerne.
Og den tanke kommer til mig,
at de mange sole og soles planeter,
som kredser deroppe
og drejer sig om hverandre
i blinkende systemer,
er andre atomer
i den almægtiges legeme.
Vi sidder maaske i hans pande.
Maaske er vi hans øje
eller et haar paa hans hode,
mens han som jeg
staar og ser op mod sin stjernehimmel,
der atter er nogle faa atomer
af en skikkelse, der ligeledes
staar og ser tankefuldt op i stjernene.
Og selv er jeg en uendelighed
af verdener.
Jeg bærer solsystemer
og kloder med sletter og have
og levende væsner i mig.
- Ole Sarvig, fra Grønne digte, 1943.
mvh
Simon
P.s.: Det er for resten et sjovt vejr, håber du/i nyder det ;)
|
|
|
|
