|
1
registreret
(1 usynlig),
820
gæster og
1540
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her lidt herligheder, i særlige omstændigheder:
Små øjeblikke
Der er øjeblikke, små øjeblikke
hvor jeg føler at jeg alligevel vil savne alt dette
når jeg – som man sige – ikke er mere
og således næppe får tid til at savne noget som helst.
Det er ikke de store øjeblikke
– der altid har lidt evighed i sig –
Jeg tænker på i disse små øjeblikke,
men på alt det der gør at livet er til at bære
og som undertiden gør at det ikke er til at bære:
alt det, der er så småt, at det er til at græde over,
– til at grine ad
– til at smile over
– til at smile til.
- 10.-9.
Løvfald
På træerne stråler bladene. Hvis ikke de raslede under fødder-
ne, kunne man høre dem falde.
Der lyder et skud. Skytten kommer lige imod mig med gevæ-
ret under armen. Det ville være let for ham at plaffe mig ned.
Nogle ville savne mig. Da det er pinligt at tænke på, tænker
jeg på dem jeg ville savne, før jeg kommer i tanke om at jeg
ikke ville savne nogen. Det er det værste ved døden. Det er
døden.
Bag mig lyder et skud. Jeg vender mig ikke om. Træernes
farvepragt minder mig om en dødskantate af Bach.
11.-10.
Sidst i september
Sundet er blankt og blåt.
Himlen er lysere blå med sarte hvide striber
løvet har alle andre farver end blåt og hvidt.
Sommeren er aldrig så klar som når den er forbi.
Det har sommeren til fælles med så meget andet.
Foran mig på stenbalustraden hopper en krage
hurtigere og hurtigere, jo nærmere jeg kommer med
langsommere og langsommere skridt, indtil den
stiller sig på tvært med forbløffet blik og gennemborende næb
og letter med et ærgerligt grynt.
Bølgerne lyder som stille munterhed.
Hvis dette var en drøm
var det en lykkedrøm.
Men så ville kragen sikkert have min størrelse
og jeg kragens.
28.-9.
Villy Sørensen, Vejrdage, 1980.
ANGÃ…ENDE VIRKELIGHEDEN
Der er mere end 60 km til den nærmeste virkelighed,
Og whiskyflasken i denne er tom.
Næste flaske er derimod nær.
Et resolut vrid med hånden
og den breder sine tørvemoser ud,
sit irske landskab,
som skal fylde os med glemsel,
kvase, først vor nærhukommelse
(alle de kunstige ord, som ender på –land),
og siden visse organer, vi bedre kan bruge.
Tilsyneladende helt tilfældigt,
det er svært at få øje på tegningen,
ødelæggelsens mønster er ret subtilt
og vil vanskeligt kunne kortlægges
selv med det mest moderne, avancerede udstyr.
Naturligvis lander man langt borte, og på en eng,
og folk, man har kendt, er så gamle, at de er døde,
uden penge er man tillige,
uindløselig i en vis forstand.
Men jeg tror, at stolen flyver os hjem,
eller i det mindste tilbage,
og ved, at de adskilte virkeligheder
er forbundet med whiskyflasker.
AMSTEL HOTEL
Ti år er gået, siden den fragile
og stille Baker, tømt for energier,
defenestreredes. Snart tre årtier
er nu forløbet, fra Celan fandt hvile
i Seinens tavshed. Her i Amsterdam
er månelyset gråt og sporvognstoner
fremmaner visse barndomssensationer
markeret på det indre spektogram.
Én spiller kort og mister sine øjne,
en anden finder trøst i heroin,
de drømmer andres drømme, ikke min,
for den er gjort af virkelige løgne.
Støj bliver til stilhed, hvis den varer ved,
ti år kan ikke måles som et sted.
- Peter Poulsen, En skygges forbigående, 1999.
mvh
Simon
|
|
|
|
