|
1
registreret Arne Thomsen
996
gæster og
191
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Her lidt i sommernattens kølige brise, i ro fra bund til kvist. Jeg faldt over Ana Blandianas lille digt her, bogstavelig talt faldt, i hendes envirionment. Da ordene kom på benene, midt i uendeligheden, og så den episke situation lidt an, tænkte jeg som så: hvilken øjesaks, sikke et telegram til livstiden, ja måske så udsøgt et lille nys ville egne sig til poetikkisten her. Så nu sidder det i saksen, velbekomme:
Om landet vi kommer fra -
Lad os tale
om landet jeg kommer fra.
Jeg kommer fra sommer,
det er et skrøbeligt land
som ethvert blad,
der falder, kan slukke,
men himlen er så tung af stjerner
at den nogle gange hænger helt nede til jorden
og hvis du nærmer dig, kan du høre hvordan græsset
leende kilder stjernerne
og blomsterne er så mange
at de smerter dig
øjenhulerne er tørre af sol,
og runde sole hænger
fra ethvert træ;
hvor jeg kommer fra
er det kun døden der mangler,
der er så megen lykke
at man næsten bliver søvnig.
- Ana Blandiana.
I 1969 genudgav Poul Borum så Haralds ”Parole”, næsten 50 år efter en ulykkelig omstændighed, der fik ham til ikke yderligere at udgive ting fra skatkisten, hvilket var synd. Man havde ikke sans for urlydene i Haralds strube, men det fik man så nu – tiden sårer mange anmeldere, i rytmisk rapsodi læges deres sår. Den senere lyrik er samlet under overskriften ,,Katakomb” – arrogante krokofanter tar nu hatten af, godt så; men se lige de her:
Sporvogn –
Blege sørgmodige
blide har lidt
dybder i havet blåner i hvidt
døde fiske gyser
grønt i gæller gulnet blod
øjne
Durrer og skurrer
og dulmer
du dig
langelig suser en drøm
gaderne vandrer et hjerte igennem
krysser en stræng
alt bedende blod
bøjer i lyset tusinde lygter
længes du bort fra verden som lider
tusinde
tusinde
er det dig nok
- Harald Landt Momberg (1922).
Prospekt –
Dronning Louises bro kommer stormægtig ilmarscherende
de bladløse kastanjetræer nejer ungpigelet rosentrøende
Peblingesøen har forladt sig selv og optræder i den astrale
verden
to linje 7-vogne studerer plakaten fra Det lille teater
om det fjærne Østerbro meldes mytteri i husrækkerne
per trådløs telefon overbringes sidste bulletin fra Svineryggen
vinduerne i Café de la Reine modtager skamløse tilbud
fra de ikke helt unge taxamotorvogne
Plakatsøjler forvirrer sig i klammeri med sin egen hat
den 2 millimeter høje politibetjent synger Toreadorens sang av
Carmen
Nørresøgade fyldes i et nu av blodige idéassociationer
Sortedamsflådens emiral forhandler N.I.O.G.T.-emblemer
fulde af håb banker sporvejsskinnerne på Frederik Jensens dør
en del højrearmmanglende personer danner offentligt ,,Forenin-
gen 7614”
en hidtil uberygtet grønttorvskone har forlokket morgensolen
til de utroligste ting i et lille bådehus
Harald Landt Momberg (1922).
Man bliver bare blå i hovedet, uden det mindste Halfdan, han ligger på vindens tunge – og jeg tror mange vil glædes over disse, hans ord:
TILEGNELSE
Der faldt også tårer,
der hvor glæden lo.
Vi må kende tvivlen
For at kunne tro.
Vi kan ikke flygte
fra det skøre ler.
Det som aldrig brister
blomstrer ikke mer.
Vi må altid flygte
for at finde hjem.
Flugt og savn er brødre.
Tilgiv også dem.
Livet stjæler livet.
Drømme går i skred.
Vi må gennemleve
for at leve med.
Angsten i vort hjerte.
Tvivlen i vor hånd.
Alt skal gennemleves
for at blive ånd.
Alt vil modnes langsomt.
Alt skal genopstå.
Livet kommer til os
når vi tror derpå.
Livet modnes langsomt.
Bristet frø skal gro.
Der faldt også tårer,
der hvor glæden lo.
Svigter den du elsker?
Elsker han dig mer?
Vi kan ikke flygte
fra det skøre ler!
Vi må gå i mørke
for at finde hjem.
Mange søger hjemad.
Vi må elske dem.
- Halfdan Rasmussen.
VÆRE-DIGTET
O at være en høne,
ingen kan finde, hvor er.
Gemme sig dybt i en have,
pikke et rødhudet bær.
O at være en tøjhund,
kysse en blankøjet dreng,
bo i hans venlige arme,
sove sig mæt i hans seng.
O at være et æble,
svulme i rigdom og mag.
Suge begærligt i stilken,
slippe en sensommerdag.
O at være en stodder
Stedt på den regnvåde vej.
Ensom, fordrukken og sølle.
Sådan en stodder er jeg.
- Frank Jæger.
Det var dét, for denne gang - natti.
mvh
Simon
|
|
|
|
