|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
583
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM og Ole..
…selv om det jo er fandens til tidspunkt at slå øjnene op på:
Ole: ja det ka’ være en køn lille legestue, debatten i det hele taget, og det må du sgu’ skønne at more dig over, også selv om du helst så nye og vedkommende argumenter i betragtninger formes, fremfor livssyn genskabt fra bønnebøger og overladte trosbekendelser, foruden hvilke Pegasus nok havde smidt Arne af længe før han ku’ sige ”Lykkelige Kristoffer”. Man ka’ selvfølgelig lære lidt af absurditeter og deres modsigelser, men interessen drukner i kun de samme. For øvrigt vil du aldrig se andet fra de tre galehoveder (put selv bindestregen ind), hvor eneste saliggørende jo bare er jesushysteriet – med en underliggende årsag så banal, at den sgu’ ik’ er værd at kommentere.
Så tag du et pust her i stil med RM’s betragtning, når Arnes mundvand løber over ende i kærlighed til universet og ”buldrende stemme” i selvkærlighed synger hara krishna som en lille Jens Madsen ;)
RM: Der findes også en Kaj Munk, hvorfra der findes righoldig litteratur og med ikke mindst selvbiografien ”Foraarets saa sagte kommer” som indblik i et realistisk visionært menneskes sondringer, sind og kvaler over livet.
Han fødtes 1898 i Maribo, faderen dør da han er halvandet år, familienavnet var opr. Leininger Petersen, og den splejsede lille sygdomsplagede dreng han adopteres som 5-årig af moderens familie – måske var det den viljestærke og dybt religiøse plejemors eget sind, der satte skub i Kajs digteriske evner, de kom i hvert fald frit til udfoldelse, for allerede mens han i 1917 tog studentereksamen i Maribo, skrev han midt under repetitionen sit allerførste stykke ”Pilatus”, som fik en flot modtagelse på forlaget. Kysten var klar, selvfølgelig skulle han være præst, og fik i 1924 sin kandidat med kald i Vedersø (mellem Ringkøbing og Holstebro), og allerede efter fire års studier fik han fribolig på Regensen og levede i denne tid som ”husdigter”. Om kunsten at digte formes der i tiden mange tanker – Hans Brix må man kigge på – og i 1940, hvor krigen jo er brudt ud og informationer nøje granskes for sandhedsgehalt, for overalt svirrer det med forestillinger om hvad der sker, ser man så disse, egentlig smukke betragtninger:
”Hvad er kunst for noget? ,,Digt og forbandet løgn”, undser Peer Gynt sig ikke for at nævne i samme åndedræt. Og for mange jævne mennesker kommer det at digte og det at lyve nogenlunde ud på eet.
Men at digte er et tværtimod over for løgnen. Videnskab er at finde den sandhed, der kan bevises, kunst er at gætte sig til den, der ligger endnu dybere. Hvordan ved man da, den gætter rigtigt – at det er sandheden, den gætter? Ja, det er kunstens hemmelighed, dens evne, at herom overbeviser den. Den bibringer hjertet en sådan befrielse, at det ikke kan andet end sige ja”.
Men se nu lige her, uglerne rumsterer højlydt i mosen og Kaj er forelsket til opover begge ører, der sikkert har været let rosa; for ganske vist var han sikkert lige så fræk i huden som Morten Nielsen, men hende, den allereneste i dette fjollede øjebliks inderligste nu, hun får altid tungen til at knudes og verden står bomstille! Læg mærke til ord som ”kattepoteblød”, ”lokkeknude”, ”hjertesvulmende fryd” og anvisningen til de hellenske digtere som livets berøring, hormonerne bare svupper i hjerteblod med disse ord:
”D. 12.juli 1914.
I dag har jeg vovet at se på hende, at tale med hende. Hendes navn kender jeg endnu ikke. Hun er høj og slank og smidig. Hun har den reneste, lyseste hudfarve, en såre lys lokkeknude i nakken, den hvideste hals og den kysseligste mund. Kinderne rødmer så sitrende blegt og synes så bløde. Og øjnene – himlens blånende lyksalighed tindrer deri, og solen går bag skyer af misundelse. Hendes røst har en verden af kærlighed, er så kattepoteblød. Hendes tanker er renere end de klareste vande. Når hun taler og smiler på samme tid – åh, de løgnere, som siger, at Hellas’ og Nordens diser er døde – har aldrig levet! Hvor er det saligt at elske, at leve og elske! Jeg vil elske hende hele mit liv. Selv om hun aldrig vil elske mig – selv om hun vil skænke en anden sin rene kærlighed, jeg vil dog elske hende lige fuldt til min sidste dag – og derved frydes. Aldrig skal sorg – aldrig skal bitterhed – aldrig skal lede nå ind i mit sind mere. Hele mit liv skal rinde i uudsigelig, hjertesvulmende fryd, bestrålt af elskovs uudslukkelige, evigt tindrende lykkesol. Hvor er det saligt at leve.”
- Ja der er liv i Romeo her, men han fik nu alligevel ikke skønheden, for d. 14 juli må han skrive, at mødet nu er endt. Han står på færgen og ser vandet dernede skvulpe, men ikke renere end hendes hjerteslag – selv om hun står og snakker med en anden. I 1916 sejrer så hjertet og han får sin Viktoria, der dog i 1917 truer med at sende ringen retur, og han ræsonnerer: ”hun er jo dog ingen passende kone for mig. Står under min dannelse og i det hele taget. Nej, så er min lille kusine på Frederiksberg af en helt anden støbning; hende…”. ;)
En sen aften 1944 hentes han i præstegården, blev senere fundet skudt – af svinene fra Gestapo, der opbragtes over modsigelser fra mennesker i det land de bare invaderede. Ak ja, så triste skæbner der skulle overgå så mange dygtige mennesker, udelukkende grundet en samling megalomane fjolser der såmænd også fylder verden i dag, hvor vi alle bare lulles i søvn med små bitte bider af samme storhedsvanvid, bare med politiske virkemidler, løgne og bedrag samt frasigelser af samme, når omsider de bliver kendt.
Men mange stykker og digte fra Kaj Munk står stadig fejende flot på de klareste linjer, meninger der forstås overalt, eller næsten, ordet er dog frit, nu også dem han skrev ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
