|
1
registreret
(1 usynlig),
1774
gæster og
139
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM & Ole..
Her lidt af en mulig ukendt musik til øjnene, ikke så meget for at lægge danske poeter bag, som for at lægge et par af de rigtig store frem for os, nogle af dem skabte livstegn i selv meningsløs krig og livets paradoks, med de sanseligste billeder på situationer nære som fjerne. Jeg læser essays af Virginia Woolf i øjeblikket – i 1912 giftede hun sig med Leonard Woolf, og sammen grundlagde de så Hogarth Press, fra hvilken min ”Granite and Rainbow” her stammer – hvor memoirers skaber en atmosfære med myriader af anvisninger til bevidste tankevækkere i tider så fjernt fra litterater og poeter der i dag omgiver os, men som benytter sig af en psykologisk romanform som hun, hvis ikke hun ligefrem skabte den, i hvert fald var medvirkende til det – eksempler derpå kender du måske sikkert selv, enkelte er tilmed filmatiseret, men viser kun lidt om hendes tankes styrke, som man får et meget klart indtryk af i hendes essays, hvorfor de naturligvis er værd at kaste sig over – ”To the Lighthouse” bør man unde sig selv, hvis man er glad i sprogets dirren, inden i. Hun var bl.a. rigtig glad i mange af tidernes store poeter, ikke kun Shakespeare, hvoraf enkelte stykker ska’ fylde tanker også her, så fra mig til jer, to whom they speak:
Forward, the Light Brigade!
Was there a man dismayed?
Not though the soldiers knew
Some one had blundered:
There’s not to make reply,
There’s not to reason why,
There’s but to do and die:
Into the valley of Death
Rode the six hundred.
Cannon to right of them,
Cannon to left of them,
Cannon in front of them
Volleyed and thundered;
Stormed at with shot and shell,
Into the jaws of Death,
Into the mouth of Hell
Rode the six hundred.
- Tennyson’s “The Charge of the Light Brigade” (1854).
Aloof, as if a thing of mood and whim;
Now that its spare and desolate figure gleams
Upon my nearing vision, less it seems
A looming Alp-height than a guise of him
Who scaled its horn with ventured life and limb
- Thomas Hardy.
mvh
Simon
|
|
|
|
