|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
475
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Her et uddrag af dette pragtfulde værk af Elsa Gress, ’Fuglefri og fremmed’, det starter med: Vandringer – og der er faktisk en grund til dette uddrag: det smyger sig kært op ad Arnes noget forsimplede indtryk fra billedkunstneres skaberværker, hvor Elsa Gress derimod forstår at folde oplevelsen ud for os, så vi gennem hende ser oplevelsen der skabte så markant et tryk på sindet. Det var også en tid med mange forandringer og oplevelser, som nogen sikkert har kunnet lægge bag sig, mens andre for at kunne komme videre, måtte skrive sig igennem ræsonnementer i essays eller poesien. Det fylder lidt, det her, men kan måske fylde et par huller ud, men fremfor alt tror jeg stykket her kunne skabe et glimt af lykke bag øjnene her og dér, grundet et episk vælde kun en sand mester som Elsa Gress kunne ha’ gjort det, hvorfor du måske også af den grund ku’ gnubbe dine tæer ved ilden med en sådan bog i favnen – alt imens de små snegle udfolder tentakler og talenter mellem tårnhøje græsstrå under fuglekvidder fra oven – nåja, lige tidligt nok måske, selv om foråret ganske vist pibler lystigt frem her og dér og alle vegne; lad os se:
Die Stunden gehen, die Wunden stehen …
(tysk ordsprog).
Grünewalds Isenheimtavle i Colmar var ikke bare endnu et skilderi (klassisk, ja stor mester, jaja, tidligt sekstende århundrede, nå) beskuet af et par fodtrætte, konstant halvsultne og slet klædte unge danskere på ,,vandretur” – hvilken eufemisme – i Europa godt et år før krigens udbrud. Den var et slag i ansigtet, et stød i mellemgulvet, et frygteligt sug i sjælen, en erkendelse hinsides erkendelsens grænser, en døds-, livs-, krigs- og fredsoplevelse der opsummerede ens værste mareridt og blindeste håb i et tidløst glimt, et forfærdende déja vue, en ond mindelse, en uomgængelig trussel og en storslået forjættelse i ét.
Det er meningsløst at tale om kunstneriske oplevelser, om billeder, bøger, teater, film, musik, som noget udenfor individets udvikling, med mere eller mindre indflydelse på denne udvikling, når de oplevelser er den pågældende udvikling, i lige så høj grad som nogen ,,virkelighed”.
Isenheimtavlen var virkelighed. Vi var kommet for at se den, min bror og jeg, et par måneder efter vores mors død, et par måneder før ,,fred-i-vor-tid”-forræderiet i München. Vi havde i alt fald vagt styret i den retning, så vidt det stod til os, de sidste par hundrede kilometer. Vi havde set reproduktioner, små og vildledende ganske vist, vi havde læst Huxleys forskrækkede beskrivelse, og vi havde heldigvis ikke råd til en Baedecker eller stedlig pjece til at ødelægge indtrykket på forhånd. Alligevel var vi totalt uforberedte, også efter de hundreder af altertavler, gode, strålende, middelgode, ligegyldige og slette, som vi havde bag os på vore ture som den eneste gratis ,,kulturoplevelse” vi havde haft råd til. Vi vidste der ville være noget at møde i Colmar og havde valgt den retning, om Gud og bilisterne ville og det politiske vejr holdt, på samme måde som vi det år, og det foregående, havde valgt steder vi håbede at se – bare en håndfuld steder, spredt over kortet valgt udelukkende på basis af noget set, på en film eller i et museum, eller noget læst: en ting, en bygning, et billede, en stemning, et sceneri, eller bare et navn med magisk klang, nedfældet i en kunstners sind og derfra på en filmstrimmel, et lærred, en side, hvorfra det havde virket på os, som radioaktiv stråling og givet udsving på en indre geigertæller.
Og der trådte vi så fra solsiden ind i det kølige rum og stod ansigt til ansigt med den korsfæstede i overstørrelse – eller måske slet ikke i overstørrelse, han syntes bare uhyre stor – det dødeste døde menneske blandt dødelige, en krop der ikke bare var spydstukket og torteret til døde, men hakket og gennemhullet, som ramt af tusind shrapnelstumper, med det grønne, rådnende kød føleligt at mærke, snarere end se, under den på én gang udtørrede og stankklamme hud med de lysende røde blodrosetter omkring de gabende huller, med de smerteforvredne hænder og fødder naglet til det friskgrønne korstræ, med et ansigt der ikke længere var strammet i rigor mortis, men slappet, livløst for al evighed. Det var for os ingen religiøs skildring, men et mindesmærke over alle kriges sindssygt slagtede, alle tyranners sindssygt torterede ofre, fortidens og nutidens og fremtidens, skabt af en kunstner der i en grum tid mellem krige, som vores var det, på bestilling og efter anvisning af en rig abbed havde malet denne rædselsvision med klinisk kold omhu for detaillen, ud af sin iagttagelse, sin angst og sin tro. Til venstre for korset de efterladte, alle tiders altid efterladte, katastrofens overlevende, Magdalena knælende med sorgfortrukket ansigt og krampagtigt knugede hænder, Johannes, vennen, hjælpeløst støttende den besvimede guds moder, en ungpigespinkel skikkelse i blændende hvidt, med tåreplettet dødblegt ansigt under nonnesløret – et ,,moderne” ansigt som man siger, af skræk for at sige evigt menneskeligt, om alt hvad man umiddelbart forstår – et menneske i chok, blindt, ufølende, men dømt til overleven. Til højre kun en stor, kluntet og kantet, uvedkommende og dog nødvendig figur, Johannes Døberen med profetbog og symboludstyr, pegende på den korsfæstede med et barsk hvad-sagde-jeg-udtryk, det uberørte genfærd, profeten der uvægerligt får ret, da han har profeteret det værste i den værste af mulige verdner.
Og derefter – de andre dele af tavlen kunne først opfattes senere og svagere – opstandelsen i et overdådigt lyshav, en eksplosion af fryd og opfyldelse, en uhørt, mageløs triumf, ikke en gud, men et menneske der havde intet og alt at gøre med det overdøde slagoffer på Golgatha. Bagefter kunne man så se på den livlige englekoncert, hvor et par mistænkeligt behårede og underfundige væsner havde sneget sig ind imellem de saligt musicerende engle med opstoppernæserne, på den varme jordnære Madonna med det mælkestruttende skælmske bondebarn, den næsten mekaniske bebudelsesscene, den stive samtale i ørkenen mellem helgener med gribbe i baggrunden, den Bosch’ske Antonius’ fristelser, der igen havde noget af den tid- og historieløse drømmevirkelighed fra korsfæstelsen og opstandelsen, et orgie i farver, grimasser og sete og følte uhyrer, ulvetidsvæsener, meget fjernt fra nogen hagiografisk anekdote og meget nær Picassos Guernica og uretoucherede fotografier fra skyttegravshelvedet i Første Verdenskrig, men uden den umiddelbare styrke fra de først opfattede, aldrig glemte scener. Dødens totale sejr, livets absolutte triumf.
Jeg har ingen anelse om hvor længe vi stod og stirrede på disse to yderpunkter af enhver mulig følelsesskala, håndgribeliggjort ved hjælp af så godt som ingenting: lidt pulver og limstof på gammelt træ, et mirakel som ethvert kunstværk er det, men mere end mirakuløs i sin yderste menneskelighed, sin uforsonlige ufølsomhed og kompromisløse medfølelse, sin blide hårdhed og knusende ømhed, i én altomsluttende virkelighed, der aldrig ville kunne reduceres til dekoration som vor tids sidestykke, Picassos ,,Guernica”, er blevet det. Jeg ved at min bror var så overvældet, lammet og blændet som jeg og af samme grunde, og at han siden på denne rejse-ingensteder-hen rev mange lapper papir itu med påbegyndte digte over dette indtryk. Og jeg ved også nu, at det ikke bare var et kunstværk, men det kunstværk i det øjeblik for os, med netop vores håb og frygt og forsøg på at glemme i netop den verden, der sænkede denne følelsesvægt over os og gjorde alle andre indtryk blege og uhåndgribelige. Men jeg nærer heller ikke idag mindste tvivl om at dette første farvede og ladede indtryk af det berømte værk var sandt og ægte og gyldigt, selv om jeg ikke dengang ville eller kunne have beskrevet det som nu. Og jeg husker hvor indigneret jeg blev, i retrospekt, mange år senere, over en kedelig pedantisk museumsbeskrivelse af værket, og endnu senere, over længst afdøde K. Huysmans tørt bedrevidende og korrigerende stykke om det. Var de da blinde og døve disse triste kunstdommere med deres distancerede pegepinde og skolemestermanérer? Ja, det var de, og det er de, i denne som i andre anledninger, men deres misforståede ,,forståelse” af netop denne åbenbaring forekom mig så meget mere harmelig, som jeg var mere personlig engageret i denne underfulde meddelelse, tværs over århundreder og allehånde grænser, fra et kunstnermenneske til et par medmennesker, der endnu på mange måder var uskyldige og uformede, men dog allerede mærkede.
Henved tredive år senere genså jeg Isenheimtavlen, denne gang sammen med mand og børn. Vi havde besøgt min mands lærer, Mark Tobey, den gamle kunstner der helt suverænt har forenet Østens og Vestens bedste kunstneriske egenskaber uden at sætte sig selv på spil. I sit selvvalgte eksil i Basel havde han talt til os i dagevis om sine mangfoldige kunstoplevelser, og da vi tog afsked pålagde han os ikke at glemme at køre over Colmar og se Grünewalds hovedværk, et af Tobeys yndlingsbilleder blandt klassikerne. Og jeg opdagede at jeg havde fortrængt bevidstheden om dets nærhed, ja, om dets eksistens, de sidste mange år. Min mand var som maler ivrig efter at se tavlen, og jeg kunne ikke finde nogen gyldig grund til ikke at gense den, selv om jeg følte det som om jeg skulle hales tilbage i en sindets underverden, og samtidig var bange for at møde et blegt ekko af ungdomsoplevelsen, og for hvad det ville indebære af illoyalitet mod kunstneren og værket, men først og fremmest mod min bror og mig selv og vores ungdom. Og så var jeg kort efter i Colmar, denne by der ligger frosset i historien i det evige grænseland, og stod igen overfor tavlen, i et andet selskab, og mine børn gøs lidt over det uhyggelige liv, og den yngste var glad for at finde fabeldyr i fristelsesbilledet som lignede dem han kendte fra nogle af sin fars billeder, og Clifford så sagligt og indlevende på tavlen, med kunstnerblikket og historieblikket, der er væsensforskelligt fra kunstkenderblikket og historikerblikket – et kollegialt anerkendende og dybt interesseret blik, og han sagde:
,,Ja, det lig er sandelig det dødeste der er malet. Men se bare, hvor det går logisk ind i helheden, der samtidig er helt uventet, fordi den er så koloristisk overdådig. Antonius’ fristelser er omtrent lige så uhyggelig som korsfæstelsen, men fabeldyrene og hele den dramatiske opbygning har allerede lidt af den sjov og fest, der kommer frem i galafødselsdagen. Og opstandelsen, wow! Det er den livligste opstandelse jeg har været ude for. Opstandelser plejer at være kedelige. Den her er det mest psykedeliske man kan forestille sig, se bare den lysmættede cirkel – som den store Buddhacirkel på de bedste hippie-yippie-grippie plakater. Man går ikke fejl af en cirkel i kunsten. Og de der vildt teatralske flagrende gevandter og dramatiske gestus, selv i de rolige afsnit … Hvis de der laver farvefilm havde begreb skabt om farver, kunne de øse endeløst af det her … Den Grünewald vidste nok hvad han gjorde, og hvad de blaserte kunder ville have. Han må have været med på det nyste og haft masser af nedrakkere, der har fået ham gemt af vejet et par århundreder. Det er ikke så sært man har fundet ham frem igen, da man begyndte at få smag for El Greco. Grünewald og Bosch og El Greco, hvad er der at føje til i den retning, de har mere inspirationsværdi for os i dag end noget andet før og efter dem ... Det er da forresten en mægtig handy måde at arrangere billeder på, sådan en tredobbelt triptych til at folde ud og ind i forskellige kombinationer, det skulle man indføre igen … let at flytte og spændende at komponere … hvordan mon træet har holdt sig … man kunne vel bruge andre …”
Hans stemme tabte sig i indadvendt mumlen, mens han med sammenknebne øjne gik i detailler, som Mathias Nitthart selv må have gjort det, da han havde lagt sidste hånd på værket og så at det var godt. Men jeg stod og så med, og så både hvad jeg dengang havde set, fjernt som gennem den forkerte ende af kikkerten, og hvad min ledsager nu fik mig til at se, tænkte jeg at han havde jo ret, og at det han fik mig til at se ikke svækkede eller nedbrød, men støttede og øgede billedværkets genfødte liv i mig med ny indsigt og friske associationer. Men jeg tænkte også, og følte med stigende sikkerhed, mens jeg så på dette mangedobbelt sammensatte billede, hvoraf min erindring var en væsentlig del jeg aldrig kunne udskille, fra billedet eller fra mig selv, at Palle og jeg også havde haft ret, at den ekstra dimension af profetisk rædsel var der, ikke som noget ydre, tilføjet, men som integrerende del af den store simultanscene – den rædsel vi følte som omtumlede, hjælpeløse Candider i en ond tusmørketid, og den angst vi nærede som netop det søskendepar på flugt fra netop det dødsleje. Vi havde oplevet den dobbeltangst og den modsvarende jubel i frigørelsesvisionen, og oplevelse er den første, sidste og ukrænkelige ret til kunsten som til livet. Afstanden i tid havde ikke slettet oplevelsen, havde endda på sin vis intensiveret den, men også gjort den sværere at nå igen. Afstanden gør ikke klogere eller bedre, og den skabende kunstner, som det erindrende og søgende menneske, arbejder på trods af den, ikke i kraft af den, som folk der hverken skaber eller erindrer eller søger tror de gør.
Og afstanden er tit nok, i tid som i sted, ikke bare hæmning, men solid blokering. Det er i den normale selvopholdelses interesse at respektere blokeringen, ikke af særlig dybdepsykologiske grunde, men fordi man ellers for hurtigt eller for tit ville konstatere, at det er en from tilsnigelse at hævde, at tiden læger alle sår. Det er den blokdikterede ,,sandhed”, det med tidens lægedom. Stunderne går, vunderne står, er den erfarede sandhed, som ikke er til at leve med i det daglige, og som er bandlyst i ethvert velstands- eller velfærdssamfund, som i dets borgeres liv. Men kunstneren, også – især – når han arbejder direkte med sine oplevelser, har ingen pligt til at standse ved vejspærringer, og hans nysgerrighed vil drive ham til at forcere spærringerne, ligesom videnskabsmandens driver ham ind på lukkede områder. Det allermeste af den tur i Europas tusmørke i det herrens år 1938, som af nogle perioder før og mange efter, er spærret område, men når jeg tvinger den spærrebom i vejret der til daglig beskytter mig mod store dele af fortiden, husker jeg meget godt. Vejene, menneskene, situationerne … fornemmelserne. Og altertavlen i Colmar bliver ikke bare noget enestående, sluttet, færdigt. Langt senere genoplevet, men en dør. En tredobbelt, tofløjet dør, hvis inderste lag åbner sig mod både den indre og den ydre verden, dengang…
___
Fra Fuglefri og fremmed af Elsa Gress, 1971.
Mvh
Simon
|
|
|
|
