|
1
registreret
(1 usynlig),
193
gæster og
176
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Død og Liv
|
Hej Zenia..
”Måske bør man dog være lidt obs. på de bevægelser, som græsrødder er udtryk for? ... Også selvom de ikke "er helt kompatible med samfundskravene".
- I dag har vi vist svært ved overhovedet at finde græsrødder, i og med disse kvæles af en politisk mediemaskine der mætter en ensidige økonomisk forventning som eneste pejlemærke – dvs. merproduktion uden hensyn til egentlige behov. Men tilbage i tresserne og halvfjerdserne, spirede spørgsmål om fremtidens samfundsgrundlag jo frem overalt hvor unge færdedes. Der var stor forskel på det ansvar man kunne pålægge børn/unge og voksne – man havde endnu ikke et politisk medieapparat, der så massivt flyttede samfundsøkonomien fra de voksnes ansvar/evner over på ungdommens samvittighed.
Vi hører i dag tit svadaen om ”børnene der bare blev overladt til sig selv, fordi de voksne havde nok i deres”, som i et større perspektiv kunne forklares med børn der fik tid og ro til at tænke sig til rette, for så på det grundlag sidenhen at anbringe sig i livet. I det politiske perspektiv forgreb man sig m.a.o. ikke i samme grad på deres fremtid, mens forældre dog sagtens kunne ha store ambitioner for børnene af den grund, lige fra violinlære til den Kgl. Ballet, osv. Et lands selvstændige økonomi (ved højkonjunkturen) muliggjorde at græsrødder frit ku’ opstå og spire frem med initiativer, hvor den senere EU-Stat (1993) vel nærmest opslugte initiativer nedefra samfundsrødderne med konsensus skabt i ét elfenbenstårn. Herfra blev de omkringværende landekommuners betydning for helheden dermed skabt. Så fra det at se forskelle blomstre og stimulere levefoden på tværs af traditioner, fik vi altså pludselig direktiver om hvordan vi skulle tænke os tilrette som nye EU-borgere. Og fra grundskoleniveau ud i de højere uddannelser fik vi så også en uddannelsespolitik, der ikke bestiller andet end at sammenligne børn/unge med ensartetheden som følge – men hvorudfra vi nok næppe ka’ forvente andet end at se stigende krav til børn som økonomiske potentialer.
At vi stjæler deres barndom, stiller vi end ikke spørgsmål til, men nøjes med at bortforklare politiske motiver for en tidlig indoktrinering med henvisninger til hvor frygteligt børnene har det i lande vi i forvejen har udbyttet, hvilket vi selvfølgelig ikke kan få over vore hjerter at tilbyde vore egen børn, hvorfor de altså nu fra 3-årsalderen skal rende spidsrod i et virvar af institutioner for samfundets skyld – dvs. af hensyn til vores egen mere behagelige alderdom, dersom de jo dermed kan tvinges til at hive pengene hjem til ustyrlige forbrug.
Set i dette lys, bliver det svært at se græsrødderne vi tidligere kendte vokse op, for de får temmelig entydige erfaringer at stille spørgsmål til deres eget liv ud fra, svarene skal vi nemlig nok arrangere for dem! I dette forhold, ser jeg en frihed vi andre fik, men som vi ikke under børn og unge i dag – og som måske slet ikke kan genskabes, begrundet med vores politiske tunnelsyn ud i et massehysteri om stigende lønninger og merprofit, men som altså ikke bygger på egentlige forventninger til hvorledes samfundet og kulturen bør se ud om 100 år eller mere. De store tanker skaber vi m.a.o. ikke, til trods for ressourcerne, og pålægger altså også her vore tipoldebørn vort eget egentlige ansvar, nemlig at overbringe dem de livsbetingelser vi selv fik fra vore aner.
”Hvor er vi mennesker dog forskellige. Og samtidig er vort inderste ønske og behov måske alligevel ikke så forskelligt. Måske er det sådan, at man aldrig må og kan forvente forandringer til at komme udefra, men må lade dem spire indefra i takt med livserfaringerne?” & ”Det værste, der kan ske, tænker jeg bare må være, hvis hvert individ affinder sig med måden, tingene slingrer på med tanken om, at "jeg kan jo alligevel ikke gøre noget" og "udviklingen er jo nu engang ikke sådan til at ændre på".
- Ja vi inspireres af hændelser, men hvis alle afventede kilden til inspirationer, ville den sikkert aldrig opstå. Vor nysgerrighed forhindrer muligt dette i at ske. Vores erfaringsverden kan være så indbyrdes forskellig, at vi derudfra skaber uens forventninger til fremtiden, alt imens vi så sagtens kender hinanden igen i grundlæggende behov. Det vil her være med forskellige forventninger til fremtiden, at vi kan skabe de gode spørgsmål og produktive debatter – økonomiske tænketanke gør det ikke – for siden at skabe mulighed for nye erfaringer.
I dette lys, synes jeg tidens journalister er alt for popsmarte og politisk indoktrineret, hvor i stedet mere objektive beskrivelser skaber en nysgerrighed så nødvendig for erfaringer, med en større selvstændighed som konsekvens.
Det er fx noget læsere kan fascineres af i Suzanne Brøggers romanunivers: det stærke menneske der gør sig sine selvstændige erfaringer, med knubs på sind og krop, men som pludselig står i livet med et eget fundament, hvorudfra det vil være i stand til at tage stilling og muligvis sige Ja til en vision. Men det at få (noget af) livet ind i hovedet, kræver nu engang at vi tør stikke hovedet ind i livet – og det sker bare ikke, dersom vi lovbygger børnene ned fra træerne osv., fordi tre ”børnevenlige” socialdemokrater nu igen har læst om et barn i Sverige der faldt ned og brækkede halsen…
”At Susanne Brøgger, som engang så en opgave i at splitte så mange forhold ad som muligt, nu er nået til at være glad for sit parforhold og sit stille liv, tja det vækker da til eftertanke”.
- Hendes privatliv er mindre interessant end det digteriske, der som impuls ka’ medvirke til at løfte sløret for diskussioner om noget vigtigere. Det har desuden ikke været hendes hensigt at ødelægge nogens parforhold – læseren der blindt overtager meninger fra hovedpersoner i et romanunivers, står akkurat på så skrøbeligt et fundament i sit eget liv, at læseren måske af den grund trænger til at stille sig nogle af de spørgsmål forfattere lader en hovedperson gøre sig. Fremstår spørgsmål imidlertid som klichéer for en læser, har denne enten stillet sig disse spørgsmål i forvejen og historien er ligegyldig, eller spørgsmål kan af anden grund forekomme uden betydning for ens liv. Men i og med, at mange læsere følte sig provokeret af ’Fri os fra kærligheden’ og ’Creme Fraiche’, tog de akkurat stilling til konventioner der har været grundlæggende for ikke mindst kristne menneskers forestillinger om ægteskabet som den livsnødvendige institution i samfundet, og dét var i sig selv vigtigt, fremfor blindt at sammenligne hovedpersonen med forfatteren selv, for dermed at tro man får skovlen under ubehagelige spørgsmål.
”Hvis jeg skulle evaluere mit 50- årige ægteskab, ville jeg ikke kalde det "en organiseret form for ulevet liv", men kan da sagtens se, at der er sket noget med parforhold, når over 40 % bliver skilte”.
- Ja der skete jo det fantastiske, at kvinders tusindårige frihedskamp fra patriarkalske økonomier satte dem i stand til at skabe sig et liv på egne præmisser, men altså ikke nødvendigvis uden samvær med mænd og børnefamilier. Når antallet af skilsmisser stiger, fortælles ikke dermed historien om fortidens lykkelige ægteskaber. Skilsmisserne viser derimod noget om nutidens forventninger til samlivet mellem mænd og kvinder, forskellig fra forventninger kvinder sjældent frit ku’ formulere som politiske krav, tilbage i fortidens patriarkalske samfund - kvinderne havde end ikke stemmeret! For øvrigt er dette en kulturhistorie Simone de Beauvoir i ’Det andet køn’ glimrende fortæller, og med stærk argumentation. Det er svært overhovedet at skabe sig en identitet, i et samfund hvor det andet køn på forhånd har defineret ens livsopgave som fødemaskine og kogekone – i øvrigt et kvindesyn vi pt. oplever de gammeltestamentlige islamister reproducere, hvilket på ingen måde skal forhindre Suzanne Brøgger i at gå på opdagelse i disse kvinders personligheder og styrke; for som undertrykt menneske, må man nu engang finde på råd for at overleve.
I den forbindelse vil jeg da stærkt anbefale dig Ketil Bjørnstads fremragende dokumentarroman ’Oda Krogh’, og den lige så fremragende dobbelt cd ’Leve Patagonia’, som udover at være den fascinerende fortælling om banebrydende kvinder i det norske samfundsliv, også er fortællingen om store kunstnere som Edvard Munch, Hans Jæger o.a. spændende personligheder. Der har for mange mennesker været rigtig gode grunde til at frigøre sig fra omklamrende konventioner, for først da ku’ de skabe sig et liv med mulige momenter af lykke, ja samliv med deres elskede. Og disse frihedselskende mennesker findes jo i utallige eksempler, så der har været god grund til at skabe frihed. Oda Krogh er en dråbe i genfortællingens hav, men uden hende ville mange nok ha’ tørstet. Der er jo også helvedes mange årsager til at man som mand ser fordelene ved at leve sammen med en selvstændig kvinde som nødvendig menneskelig modpol, med hvem man både være alene og privat i samme rum, fordi man ikke har grund til at frigøre sig.
Under alle omstændigheder tror jeg nu ikke du skal se Suzanne Brøgger som en kvinde der troede hun havde frigjort sig fra problemer alle mennesker møder i et samliv, nok mere som en kvinde der allerede tidligt turde udfordre sig selv, fordi hun var sig forskellige problemer bevidst.
”Men hvis det er frihed, man søger, tænker jeg da, at den kan og skal da også kunne findes indenfor ægteskabets rammer”.
- Netop, friheden står altid i sit forhold til noget, et ”noget” der først skabes bevidsthed om, når det formuleres til mulig erkendelse. Men at være sig bevidst om en ønskelig frihed fra et samliv uden økonomisk grund, dét var kvindens lod i samfundslivet tilbage i tiden. I dag lever mange måske sammen for at holde tvangsauktionen fra døren, m.a.o. i et ægte skab uden dør, men grundet andre problemer.
”Er det et udtryk for selvudvikling ... eller trang til frihed ... måske for at kunne gå mere hel ind i et kommende parforhold? ... eller er det selvdyrkelse? ... Er det m.a.o. et tegn på sundhed? Eller er det Egoisme? - Og nu er jeg vist egentlig kommet altfor langt bort fra emnet. ... Sorry”.
- Jo jo, temaet puster fint indenfor rammen, som evt. bare ka’ udvides. Men spørgsmålet ku’ jo også stilles: er det egoistisk at vælge at leve alene, evt. helt uden at sætte børn i verden?
Et sådant spørgsmål ville indikere børn som det eneste saliggørende for et meningsfyldt liv. Vi henvises med spørgsmålet til en tankebygning om livet forklaret i en ønskelig sammenhæng, hvor meningen med livet dog kun står i relation til det at få børn, hvilket man fx kunne argumentere for med flg. udsagn: et samfund overlever ikke uden børn!
Videre kunne man så stille spørgsmålet: skal staten derfor tvinge folk til at få børn? Hvis der evt. er flere børn end nødvendigt for samfundet (som fx i Kina), skal staten da tvinge kvinder til:
1) at abortere,
2) at forære overskydende børn væk (fx til europæerne, for øge egen handel),
3) eller skal de steriliseres?
Også dér snævres livet ind til det ønskelige, spørgsmålet bliver her grundlæggende: for hvis skyld lever vi – evt. for samfundets, og skal mennesket da skyldiggøres for sin evne til eksistens, evt. med henvisning til kristendommen, som med et snuptag fraskrev mennesket dets skyld, hvorefter så mennesker vel idet mindste må få dårlig samvittighed, hvis ikke de er Jesus evigt taknemmelig?..;)
Variationerne er uendelige, der kræves kun at man tilskriver livet/naturen de meninger vi selv producerer – noget apologeter gjorde til stor kunst tilbage i tiden. Det ligger muligvis også de fleste af os nært at tænke os ’personlig udvikling’ som noget selvfølgeligt, dog kunne man jo også argumentere for menneskelivet i Nordkorea, som en menneskelig afvikling.
Mvh
Simon
|
|
|
|
