|
0
registrerede
483
gæster og
1172
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Død og Liv
|
Kære Zenia.
Din datters sorg - og hundens digt - griber mig om hjertet.
Alle overvejelser om hundes faktiske oplevelser og følelser må vige her og nu (men det er jo set, at hunde er døde af sorg).
Dit digt minder mig om en hændelse, jeg nær havde glemt:
En ikke ganske ung kvinde havde tilkaldt mig til sin hund, der var håbløst syg og plaget af stærke lidelser.
Det blev hurtigt klart, at dyret skulle aflives.
Kvinden accepterede, og jeg gik i gang med bøddelens arbejde.
Jeg var helt fokuseret på, at drabet skulle forløbe perfekt, hvad det også gjorde, og først derefter blev jeg opmærksom på kvindens situation.
Kvinden vidste ikke, hvad vi skulle gøre af den døde hund, og det endte med, at jeg gravede den ned i haven for hende.
Det er jo ikke lige dyrlægearbejde, men det var godt og rigtigt, mærkede jeg.
Kvindens ægtefælle sad i en rullestol - totalt dement - og nu erklærede kvinden, at hun nu ikke havde mere tilbage at leve for.
Jeg havde været tilfreds med kvaliteten af mit bøddel- og bedemands-arbejde, men måtte nu erkende kvindens bundløse sorg, fortvivlelse og håbløshed: Hvad har jeg nu tilbage at leve for? Intet! - sagde hun.
Jeg følte mig håbløst uduelig, og hvordan det alligevel lykkedes mig at fremstamme noget, der skulle være trøst, ved jeg ikke: Jeg spurgte hende, om det havde været bedre, hvis hun ikke følte smerte og sorg over sin elskedes hunds død.
Hun svarede ikke, men min fornemmelse var, at hun trods alt fik en smule mere mod til at bære sit savn, sin smerte og sin sorg over at miste også "sin sidste ven".
Død, savn, lidelse og sorg er ikke komfortabelt, men hører med i kærligheden - i tilværelsen.
De er kvaliteter i livet - vil jeg mene.
Arne 
|
|
|
|
