annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15538991
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372510
Et andet syn 1980929
Jesu ord 1518467
Åndelig Føde 1466259
Galleri
Efterårsjævndøgn Rødhus
Hvem er online?
0 registrerede 285 gæster og 91 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Død og Liv

Kære Zenia.

Din datters sorg - og hundens digt - griber mig om hjertet.
Alle overvejelser om hundes faktiske oplevelser og følelser må vige her og nu (men det er jo set, at hunde er døde af sorg).

Dit digt minder mig om en hændelse, jeg nær havde glemt:

En ikke ganske ung kvinde havde tilkaldt mig til sin hund, der var håbløst syg og plaget af stærke lidelser.
Det blev hurtigt klart, at dyret skulle aflives.
Kvinden accepterede, og jeg gik i gang med bøddelens arbejde.

Jeg var helt fokuseret på, at drabet skulle forløbe perfekt, hvad det også gjorde, og først derefter blev jeg opmærksom på kvindens situation.

Kvinden vidste ikke, hvad vi skulle gøre af den døde hund, og det endte med, at jeg gravede den ned i haven for hende.
Det er jo ikke lige dyrlægearbejde, men det var godt og rigtigt, mærkede jeg.

Kvindens ægtefælle sad i en rullestol - totalt dement - og nu erklærede kvinden, at hun nu ikke havde mere tilbage at leve for.

Jeg havde været tilfreds med kvaliteten af mit bøddel- og bedemands-arbejde, men måtte nu erkende kvindens bundløse sorg, fortvivlelse og håbløshed: Hvad har jeg nu tilbage at leve for? Intet! - sagde hun.

Jeg følte mig håbløst uduelig, og hvordan det alligevel lykkedes mig at fremstamme noget, der skulle være trøst, ved jeg ikke: Jeg spurgte hende, om det havde været bedre, hvis hun ikke følte smerte og sorg over sin elskedes hunds død.

Hun svarede ikke, men min fornemmelse var, at hun trods alt fik en smule mere mod til at bære sit savn, sin smerte og sin sorg over at miste også "sin sidste ven".

Død, savn, lidelse og sorg er ikke komfortabelt, men hører med i kærligheden - i tilværelsen.

De er kvaliteter i livet - vil jeg mene.

Arne smiler
Seneste indlæg
Ramadan-måneden
af Anonym
29/03/2024 03:03
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Med Obama og Clintons hjælp når Biden-..
29/03/2024 05:47
Luftalarmer over hele Ukraine i nat: Én..
29/03/2024 02:41
Økonomisk hjælp på vej til amerikansk..
29/03/2024 02:03
Verdens glemte konflikt: FN-opfordring o..
29/03/2024 01:28
Stormen Nelson raser flere steder i Euro..
29/03/2024 00:31
Nyheder fra Religion.dk