|
1
registreret Arne Thomsen
518
gæster og
54
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Død og Liv
|
Med ref. til tråden:
Værdien af forholdet mellem hvordan tingene ér i sig selv og hvordan de fremstår for os, har betydning som (rationel) viden om, at der faktisk eksisterer et forhold derimellem i en filosofisk optik – som tilmed er reflektioner man også i antikken gjorde sig, og i grunden en egentlig erkendelse. Vi kan m.a.o. være vidende om, at vi subjektivt får svært ved at betragte os selv objektivt, og derfor må bruge andre metoder når noget objektivt skal undersøges og beskrives – jeg går i øvrigt udfra du erkender frakturer på dit knokkelværk, som en objektiv beskrivelse af noget du kan sanse dig lidt tilrette i.
Men også her er refleksionerne et udslag af en rationalisme du stadig forsøger at komme til livs – hvorfor i grunden, må din gud vide, det nytter tydeligvis ikke at spørge dig. Men du kommer ikke uden om rationelle beskrivelser som en nødvendighed for dit eget liv, eller at fornuft i mangt og meget, er et grundvilkår for vor samfundsopbygning og livsvilkår på så mange områder. Dette indebærer dog ingenlunde at mennesker ikke kan drive rundt på en sanselig tømmerflåde, ej heller, at mennesker pludselig holder op med at bruge deres intuition eller kan inspireres af sansedata såvel som af kunstarter osv. Der er m.a.o. slet ingen tankenødvendig sammenhæng mellem det at have et rationelt livssyn som ateist, og det at være sanseløs (i en ordret betydning). Vi ateister kan endog strutte af livsglæde og den "åndrighed" du åbenbart tror kræver en håndsrækning fra religiøs overtro. Ja vi kan endda nyde kirkers arkitektoniske indretninger og orgelkoncerterne i dem, endda holde hånd med religiøse mennesker uden at blive flove, hva' sir du så?
Oftest giver du udtryk for at stå i kløften mellem sanselighed og et rationelt livssyn, endda så ofte, at det fra at være komisk er blevet lidt trættende. Religionskritik handler jo netop om, at kulturer ved hjælp af deres sansedate stykkede verdensbilleder på benene, og at troende også i dag ønsker at begrunde deres gudetro som ”menneskehedens nødvendige trøst”, stillet overfor erkendelsen af sin egen forgængelighed. Men dette syn på mennesket som væsen, er jo langt fra nogen nødvendighed, og rent faktisk har religiøs (over)tro i stedet medvirket til så ufattelig mange misforståelser af livet selv, ja af naturen og mennesket, hvorfor troen i stedet for at skabe trøst, fik skabt en masse forvirring og angst for at se sin død i øjnene. At det ikke er sjovt når mennesker dør fra os, kan vi blive rørende enige om, ja det er ikke engang sjovt når minderne om dem blegner. Men det er ingenlunde umuligt at være et menneske imellem alle de andre dødelige mennesker, og udfra den anskuelse indse fordelen ved at være hinanden til hjælp, når frygt og angst for livets ophør m.m. ryster vore tankerødder. Det er heller ikke umuligt at erkende menneskers ret til at ”være”, som du kalder det, på godt og ondt – uden dog af den grund at miste tilliden til etiske standarder i det fælles samfund gennem lovgivning bygget på fornuftige overvejelser. Så det er altså muligt for mennesket at indse at det må dø, uden at det må leve med vildfarelser om døden som et overgangsstadie til andre livsformer. Alene dét grundvilkår, sætter betingelselsløst selve livet og dermed menneskets trivsel i centrum – også trods vore egocentriske adfærd i mangt og meget. Ja man kan ligefrem sige, at idéer om efterliv i samtlige religioner, vidner om et efterliv som ”trøstepræmie” hvis nu man sku’ blive henrettet for at slå egne børn ihjel. Ikke ligefrem god moral, ej heller i en symbolsk fremstilling af religiøse menneskers tillid til guden! Vore kulturer er desuden fyldt med reminiscenser fra alle mulige kunstarter, der ret beset bevidner en utryghed overfor døden i kraft af religionernes måde at fremstille sagen på. M.a.o. handlede oplysningstiden om en frigørelse fra de sindbilleder der fastholdt samfund i en for mennesket ubrugelig selvforståelse, et mareridt af sanselighed, men meget lidt af den sunde fornuft.
Det var m.a.o. ikke uden grund, når så mange mennesker indenfor div. trosretninger brød ud i kritiske synspunkter om, hvilken vej samfundsindretningen faktisk tog form med religionen som myndig magt, hvilket selvfølgelig indebærer at netop følelseslivet var anfægtet. Og det var så sandelig også udbrydernes følelsesliv man søgte at ramme, når man fra religiøse institutioner slog ned på dem. Man brugte under ingen omstændigheder hvad vi i dag ville betragte som valide argumenter. Der er sket en afvikling af religioners menneskeforagt, ved en stædig fastholdelse af et humanistisk grundsyn. Men vi ser den dag i dag, hvordan islamister reagerer overfor kritik af deres overtro, og at heller ikke deres ageren består af stærke argumenter for nødvendigheden af deres verdensbillede og menneskesyn. Enten bruger de vold eller resignerer og indretter sig i endogame enklaver, med mærkelige idéer om et ”ateistisk samfund” og deslige – helt i tråd med din snak om samfundet rundt os i dag Arne. Imidlertid er religionskritik i vor tid altså nøjagtig lige så nødvendig som tidligere, og den kritik argumenteres der derimod for nødvendigheden af, og naturligvis også fra videnskabeligt hold – idet man heller ikke dér kan acceptere religioners sansedata som forklaring på ”meningen med naturen” i og udenfor mennesket. Idet hele taget vil næppe nogen ateist (dvs. også agnostikere) ku’ genkende sig i dine vildfarelser om et ”undertrykt følelsesliv” forklaret ved rationelle anskuelser om hvordan naturen og mennesket som biologisk væsen fungerer. Men dette har mangt en debattør jo nytteløst præciseret for dig gennem årene; lad os håbe det var ment som en spøg ;)
Nå, men en viden om forholdet mellem tingene som de tar sig ud (for vore sanser og erkendeevne), og hvordan tingene i sig selv må være, har imidlertid ingen praktisk betydning for menneskers livudlevelse hinanden imellem, idet ethvert menneskes sanseapparat fungerer på samme måde – og hvordan insekter iagttager verden, har betydning som viden om forholdet mellem menneske/insekt, hvilket i sig selv er en erkendelse. Dawkins beskriver i kap. 2 i The Blind Watchmaker (Good design) lidt om det evolutionære i den forbindelse, i bogen beskrives bl.a. flagermusens formidable egenskaber – til evt. interesse for din ”intuitive” forståelse af måske næste liv som flagermus…
Evt. forestillinger om at øjne tingene i sig selv intuitivt, ville altså også i her være uden betydning, idet din intuitive tilgang til dine sansedata afstedkommer fra bevidsthedsarbejde fra dit eget sanseapparat – og er altså ikke ”objektive impulser” fra entiteter i et guddommeligt univers; sagt for lige ophæve synoden mellem dit ”meningsfyldte guddommelige univers” og din intuition, som kun har en praktisk funktion og betydning. Hvordan smagte så dén, Arne? ;)
Mvh
Simon
|
|
|
|
