|
1
registreret
(1 usynlig),
843
gæster og
638
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Ohøj i aftningen…
Her en Kristensen’sk fornemmelse for vandets historie – som muligt havde formet sig lidt anderledes, vil jeg tro, havde han iblandet en dråbe af whisky, eller to. Spøg tilside, smukke og meningsfyldte er begge digte her, som er fra digtsamlingen ”Mod den yderste rand” (1936). Det er beundringsværdigt så effektivt han åbner situationer der længe klinger, som lydfotografier i en sansebilledbladebog.
I Regnvejr -
Paa Fortovscaféen
i Lindealléen
er Regnen trængt ind,
og under Markisen
som bugner i Brisen,
er Væde og Vind.
Paa Bordpladens Øde
Er Sjatter af Fløde
Og Søer af Regn
som draabevis blandes,
så draabevis dannes
et mælkevidt Tegn.
Hvad Tegnet, som flyder
på Bordet, betyder.
har ingen Værdi,
for Skønheden svinder,
saa snart som jeg finder
en Mening deri.
____
Her ét der passer det snarlige vejr og favner så meget – og som af forskellige årsager fik mig til at tænke på den fascinerende karakter Jesper Klein med glød skabte i filmen Skønheden og Udyret. Jeg sku’ i øvrigt ta’ meget fejl, hvis ikke et par Kristensen’ske æselører har tittet op mellem andet i Kleins og Lykkes hus, så her en…
Situation –
De danser paa Kanalerne, de danser to og to,
og Skøjten synger hvislende på Isens Dansebro,
og alle lykkelige Tal som otte, tre og nul
er ridset af de dansende på Vintrens blanke Gulv.
Med indadvendte skøjter og med indadvendte Tæer
gaar jeg min Skøjtevandring langs Breddens sikre
Træer.
Jeg bunper imod Stammerne, så Sneen drysser ned,
og rækker Grene mig en Hånd, gaar hånden straks
af Led.
De elskende Elskende kan danse baade Ottetal og Hjul;
men jeg maa gaa alene som en fremmed Vadefugl,
og Træerne, som drysser Sne, hver Gang jeg støder mod,
har lange Rødder ude for at gribe om min Fod.
Da fyger det, da ryger det, da styrter det med Sne,
og gennem hvide Taager hører jeg en Kvinde le,
og Sneens Tykning letter, og med indadvendte Knæ
har Kvinden angstfuldt klamret sig til mit Forsiklringstræ.
Jeg ryster atter træet, Du Madame Butterfly,
og Snevejrsdrys skal blomsterdrysse over dig og mig.
Men Smilet som jeg skimter i din blussende Profil,
er Genskær af mit eget desperate Chaplin-Smil.
For vi kan ikke danse paa Kanalens Dansegulv
Og svinge os i lykkelige otte, tre og nul.
Et Snevejrsdrys, et Blomsterdrys fra dette sikre Træ
Er Lykken for to elskende med indadvendte Knæ.
_____
mvh
Simon
P.s.: for øvrigt ka’ jeg varmt anbefale Ellen Forchhammers ”Kære Knud”, som giver et fascinerende indblik Knud Rasmussens vennekreds og livsnerve gennem breve m.m.
|
|
|
|
