|
0
registrerede
1048
gæster og
2319
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Du fægter som jeg, når du kan - hvæs du bare humørpennen, og nyd sneen...gulp! ;)
Her lidt fra en tidløs forfatter, der gjorde tidens, samfundets og menneskets interesser til sin egen sag. Bertolt Brecht var et meget sammensat menneske med en brillant hukommelse, og hvilke historier udfoldede sig ikke under dette ”halvtag”! En særdeles god hukommelse kan imidlertid også være en belastning, både for personen selv og dennes omgivelser, hvorfor tankestoffet altså ingen mulighed får for at gå i glemmebogen, og således må udfælde sig på en eller anden måde.
Han tænkte allerbedst mens han talte: når man taler, må tankerne formuleres så klart, så også en anden kan forstå dem, sagde han, og benyttede af den grund ofte andre mennesker til diskussioner, der så kunne skabe klarhed over særlige forhold og bestemte ting – hvilket Hermann Greid og Hans Tombrock var gode eksempler på. Han huskede ligefrem deres samtaler ordret. Hermann Greid var dog ikke Brecht nogen særlig interessant personlighed; men at være en personlighed uden noget videre interessant at sige/skrive, hindrede selvfølgelig heller ikke dengang det snaksalige menneske i at lægge sine umiddelbare tanker på en vægt af guld!, og det vidste også Brecht, der var særlig glad for Finlandstiden sammen med Hans Tombrock. Kvinderne i Brechts liv, ak ja, de fungerede vel nærmest som sekretær-sengekammerater hos manden der måtte huske at vende sokkerne om, for ikke også at komme på kant med jorden under ham.
Sjovt er det at tænke sig flere af fortidens personligheder ind nutidens forhold, og jeg er slet ikke så sikker på at herrerne deriblandt havde fået ørerne i maskinen hos nutidens kvinder, hvorimod misundelse blandt haner (og hønsemænd) jo er en tidløs affære. Men hvordan så Brecht ville ha’ haft det i Pisa året 1564 er så et godt spørgsmål, men under hvilke omstændigheder vi aldrig havde set skyggen af Galileis Liv, og dét ville ha’ været synd for os; for slet ikke at tænke på, hvis Galilei havde holdt tand for tunge:
I Rom var Galilei gæst
ved kardinalens store fest,
maden var lækker, vinen skøn.
Man havde kun en lille bøn…
Mvh
Simon
P.s.: jeg forstår din glæde og interesse i Tom Kristensen, også han er tidløs på sin egen besynderlige facon, for hvilke karakterbeskrivelser og fornemmelser for situationer mellem mennesker, udfolder sig ikke for ens øjne i hans bøger og digte. Som dreng, læste jeg bogen Kina i Oprør, der var som et filmisk indblik i en historisk tid, hvor man også dér, foldede hele sanseapparatet ud overfor alt "omkring sig", i denne fabelagtige historie. Og fabelagtig er måske et godt udtryk for denne mands evner som forfatter og digter, ja som menneskekender.
|
|
|
|
