|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
355
gæster og
34
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Mellemrummet må de med interesse for sprogets facetter bidrage til at udvikle og forny, det sir sig selv. Poesien er imidlertid en niche i litteraturen, og sådan har det været i rigtig mange år, dog en niche med rødder i enhver kultur, ja der findes næppe det sprog i verden som ikke byder på flere store digtere.
Men i en vores tid, hvor de sproglige finesser direkte forsvinder i malstrømmen af politiske retoriske platheder, som så i særlig grad påvirker børn og unges sproglige færdigheder, idet små mennesker i enhver politisk sammenhæng nu blot betragtes som økonomiske værktøjer, men altså ikke selvstændige individer, ja da prioriteres den menneskelige udviklingsproces ikke længere, og lige præcis her er sproget jo så aldeles afgørende for udviklingen en dialektisk tænkeevne. Jeg vil endda gå så vidt, at man politisk ligefrem forgriber sig på forældre, idet erhverslivet nu styrer enhver politisk vision, ved at påtvinge dem at sætte deres børn endnu tidligere ind i de skoler, der nu kun er beregnet til at udskille børnene i de forskellige erhvervsgrene, men altså ikke længere beregnes til at stimulere deres individuelle færdigheder med en selvstændig tænkning imod en personlig udvikling.
I en sådan samfundsudvikling får poesien jo særlig svære betingelser, idet selve tiden til overhovedet at skabe sig et sprog, og med det formulere forestillinger, ikke længere vil være en option. Man ser tendensen overalt, hvor alle forventes at målsætte livet, så de ikke senere vil kunne anklages for at ligge samfundet til last - hvad mon det er, man dér vil være sammen om? Man skal i det hele taget ligne hinanden i stort og småt i denne tid, for jo større ensartethed der kan skabes, desto større vil muligheden være for at man ud i fremtiden vil kunne indrette mennesker til erhvervsmaskinen i yderligere grad.
I stort set hele Europa ses denne politiske tendens, hvor alle skal identificeres med samfundsøkonomi som livsvilkåret, for til sidst ikke at kunne udskille sig fra andre mennesker, i grunden ligner udvikling meget det kommuniske manifest ;)
Pointen jeg her vil frem til er selvfølgelig, at poesiens lille område i litteraturen slet ingen mulighed får for at blomstre, i det selve tænkningen jo er så styret af angst for en økonomisk fremtid, hvorfor mennesker indretter livet efter en økonomisk alderdommen, men hvordan en sådan alderdom vil tage sig ud, er et godt spørgsmål, særlig i en tidsalder hvor begrebet "livskvalitet" fløjter om ørerne på alle. Det interessante er et højt BNP, sammenstillet med en ussel fordeling - som helt ligner fortidens, hvor blev den økonomiske udvikling m.a.o. af, hvad brugte man den til?
Poesien er jo også en psykologisk mekanisme, en sproglig integration af refleksioner over sindets påvirkning, og i den forstand også en afspejling af de livsvilkår en kultur digterisk formåede at skabe visioner igennem. Vis mig den oplevelses- eller dagbog, som ikke har et eller flere digte i sig, som netop mentes at afspejle skribentens egen induktive tænkning eller reflektioner over en tids særlige påvirkninger! Og hos de unge, der reflekterer over deres kærlighedsliv og ofte starter med et: Kære dagbog, i dag…osv., er jo udtryk for et sprog under opsejling, en overvejelse med mulige revisioner, og det er godt, for det skaber muligt nyt til livet!
Der er jo brug for at forskelliggøre sig fra noget i enhver tid, finde sine sko og sætte sig i et forhold til et eller andet. ja ind imellem behøves det ligefrem at skabe et lille skænderi, for at fjerne sig fra noget man er blevet lidt for ensartet med. Derfor er det sproget så yderst vigtig, med det skabes den indre stemme, hvilket man ikke giver sig tiden til, nu om stunder. Børnene får ikke omstændigheden for at kunne falde i staver, de skal være aktive overalt og får altså nærmest et sygeligt selvforhold at kunne kede sig lidt over i stedet. Det er lidt synd.
Nå, jeg syntes bare du sku’ ha’ lidt anderledes til øjnene, nu vi plejer at byde på andres digte her og dér.
Jeg er sådan set ikke på vej væk fra debatten eller Mellemrummet her, hvis det var din tanke, hvorimod grænsen for TS’ernes (Troende Surmulere) gentagelser er nået – fx er det jo umuligt at finde debatværdien i deres mentale tilstandsrapporter og trosbekendelser, alias ”uh, jeg er så glad for at være i live” og deslige, som desuden altid mangler selv den simpleste forklaring, informationværdien er m.a.o. lig 0. Derudover har deres overfølsomhed, offerroller og trosonani jo aldrig interesseret mig, selvfølgelig derfor heller ikke det symptomatiske i ”hønsemandfænomenet”.
Så i det hele taget formoder jeg bare at de intet har at debattere, og der er nu engang ingen mening i at stille spørgsmål til folk der ikke evner at forklare tanker og idéer de selv fremmer. Så hvad debatten i det hele taget angår, har muligvis andre forholdt sig på samme måde til alle disse gentagelser af samme trosbekendelser, hvilket så kan ha’ reduceret deltagelsen lidt. Også jeg havde endvidere lidt at se til sidste år, og har det stadig, ture på rejsefod fyldte sit, en smule debat blev det dog til, men altså fortrinsvis andetsteds.
Hvad poesien angår, forsvinder vores egen og andres interesse vel ikke sådan i vinden, det er mere børnenes tilgang jeg i den forbindelse er lidt bekymret over, og går udfra vi fortsat med mellemrum lægger digte ind nogen evt. kan falde i staver over – det er sådan en hygsom adspredelse, ved du.
Håber ellers du havde en ypperlig juleferie og en sjov nytårsaften med fjas og latter, trods alt, er du jo altså ikke futtet af, og det synes jeg da vi burde fejre! ;))
Mvh
Simon
|
|
|
|
