|
1
registreret
(1 usynlig),
430
gæster og
104
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Ja, det er rigtig gode sager Martin A. Hansen har skabt, og hvem andre end Fritz Helmut ku’ vel også ha’ præsteret hovedrollen i ”Løgneren” på så gribende en måde? Jeg vil alligevel springe tilbage i tiden, tilbage til Hjalmar Söderberg og ”Martin Bircks Ungdom” (1901) – som ikke er en bog med en masse digte, men historien om en digters sind og opvækst. Hjalmar Söderberg var ligesom Pär Lagerkvist en af de virkelig fremragende forfattere, der kunne det med at pakke læseren ind i historien i kraft af sproget selv. Det er også en side af Mellemrummet, noget det selv kan: at vise frem dét, man måske ikke umiddelbart ville støde på, medmindre altså man udfra et kendskab, søgte netop dét. Men det er altså en sjov tid, hvor forfattere springer ud alle steder fra og næsten ikke får pusten, midt i opstigningen på skuldrene af selvbilleder litteraturprogrammer i tv promoverer mere end historierne selv. Men her putter jeg dig altså direkte ind i kap. 12, som måske viser en anelse af det vi senest har talt om.
”Henrik var kommet ned fra Uppsala. Han havde lige taget Magistergraden og skulle nu om et par uger tiltræde en rejse ned gennem Europa, inden han skrev sin Doktorafhandling »Om den romantiske ironi«. Han havde ingen formue, men hans farbror – nationalbankdirektøren, politikeren, millionæren – havde tilbudt at bekoste hans rejse. Dette vidste Martin allerede af Henriks breve. Men inden han rejste, ville han hvile ud nogle uger. Han var lidt overanstrengt, for han havde arbejdet haardt for saa hurtigt som muligt at slippe væk fra Uppsala, og alligevel havde han faaet tid tilovers til at skrive et par kritiske studier i et tidsskrift og var derigennem blevet lidt kendt blandt den snes mennesker, som interesserede sig for sligt.
Martin havde ventet ham de sidste par dage og havde en flaske vin og en æske cigaretter i beredskab.
Henrik Skyggede med haanden for øjnene mod solen:
- Her er alt ved det gamle, sagde han. Her har tiden staaet stille.
- Ja, paa det nærmeste. svarede Martin. Kun har de bygget en stor fabriksskorsten lige dér ovre. Den har været mig en ret stor adspredelse i ensomheden. En tid arbejdede jeg om kap med murerne, men jeg kom bagefter. Jeg begyndte paa et digt, da de lige var begyndt paa skorstenen; nu er skorstenen færdig, men ikke digtet. Den er i øvrigt smuk, skorstenen altså. Især i skumringen, som silhouet. Røgen pulser ikke længere op af den, man glemmer formaalet med den; det er ikke en skorsten, det er et søjletaarn, bygget af en eller anden kaldæisk fyrste og præst, som stiger derop, naar det bliver nat, og beregner stjernernes gang.
- Ja, sagde Henrik, man glemmer formaalet; og først da bliver den smuk?
- Nej, svarede Martin, den bliver ikke smuk, fordi man glemmer formaalet, men fordi man digter det om til et andet, som har det fortrin at tilhøre en gammel ærværdig poetisk tradition. I øvrigt hører fabriksskorstenene til i sig selv og uden omdigtning til de smukkeste blandt vore moderne bygningsværker. De lover mindre end de holder, og de er i det mindste ikke maskeradefigurer hverken i gotik eller renæssance.
Henrik smilede.
- Firsersnak ! sagde han....”.
mvh & god weekend ;)
Simon
|
|
|
|
