|
1
registreret
(1 usynlig),
2780
gæster og
187
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Mellemrummet
|
Kære Simon og RoseMarie.
Jeg har alt for travlt med min forskning i kommunikation og sociale medier, dialoger med forskere i ind- og udland, forberedelse af essays til min hjemmeside, undervisning, hjælpearbejde, teaterarbejde og mange andre kreative aktiviteter, til at have tid til at deltage i dette stærkt begrænsede forum, men som et a propos til den tåbelige diskussion om meningen med livet, kan I da få et af mine digte om emnet. I forstår jo begge brugen af metaforer, så I vil næppe mistolke min sammenfatning af et svimlende antal milliarder års udvikling.
Genesis.
Tiden skælver, stoffet kælver
i et lydløst brag.
Rummet fødes, kræfter mødes
i et gudeslag.
Plasmafaser, kræfter raser,
Altet går bersærk,
ekspanderer, kontraherer,
det er guders værk.
På sekunder strålebundter
kaster sig afsted
ud i rummet, nænsomt krummet
om en evighed.
I æoner stormer ioner
mod et ukendt mål.
Hede vinde, som et minde
om det første bål.
Rummet øger, stoffet søger
mod en tyngdepol.
I det golde mørke kolde
vokser frem en sol.
Solens varme strålearme
rør et kolloid:
Stoffet mindes, kræfter bindes,
det er livets tid.
Byggestene, helixgrene
med en mystisk sans
sig formerer, duplikerer
i en hvirveldans.
Celler spaltes, som de kaldtes
af en guderøst.
Viden samles, mens der famles
efter lysets trøst.
Kaos bindes, veje findes,
livets overtag
i kemien entropien
mindsker dag for dag.
Havet syder, bølger bryder
mod den hvide kyst.
Op af vandet, gennem sandet
snor en fisk sig tyst.
Mutationer, millioner
arter vokser frem.
Hjernen øger, tanken søger
mod et større hjem.
Nye gåder, nye måder
fremmer tankens skred.
Hele tiden øget viden
bryder grænser ned.
Data byttes, viden flyttes
uden tab af tid
gennem zoner, tachyoner
spredes hid og did.
Stjernetåger, liv, der våger,
lytter efter svar.
Er vi flere, ved vi mere
end det lidt, vi har?
Vidt forgrenet, men forenet
livet presser på.
Eksistenser uden grænser
prøver at forstå.
Viden sendes, alt erkendes,
og måske til sidst
Universet, gudeherset,
bli’r sig selv bevidst.
Kærlig Hilsen
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
