|
0
registrerede
3136
gæster og
177
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Skønt skriv, Simon ... tak for ord. Om mellemrum, poesi, billedsprog, sansning, livsudfoldelse og skabelse.
Digtene er jo formet af nødvendighed, når de er gode, folder de noget ud for os. Digtere kan vise hvad livet gør et menneske, ved det, at mennesket skabte liv i digtet. Billedsproget er fascinerende, som en tidløs nerve der bringer os i forbindelse med aftrykket af noget hændt, som bringer noget til live i os. De virker, når noget væsentligt springer os i øjnene, på en sådan måde at vi udlever digtet.
... og et menneske som netop kunne skabe ord af sansning og sansning i ord var Martin A. Hansen. Ord med dybde og alvor ... og tid. Tiden som var, og tiden som bliver til, fordi vi har en fortid, som i sig selv er den fortælling, vi kommer ud af, for igen at blive til en fortælling, som vi kan give videre.
Stenen får ikke tunger
efter ønske.
Træet får ikke vinger
af længsel.
Hjertet bliver ikke et andet
selv om det jamrer over sig selv.
I brændingen synger stenene.
I stormen løfter granen vingerne,
en fremmed har rørt hjertet.
Jeg er lige stødt ind i det her digt ... og ja, en fremmed har rørt mit hjerte med ord og stemning og dybde i billedsproget.
Ham må jeg ha' noget mere af ... 
Så jeg søgte lidt og fandt så disse ord, som er en del af en tekst "Højen, solen og stenen" fra 1955 :
Har I aldrig stået med en gammel ting i hånden og mærket, hvordan den ligesom længes efter at fortælle. Men den er stum. Den ville gerne fortælle, hvad den har været brugt til, hvad menneskene har gjort ved den, tænkt og sagt. Men den er stum. Man må selv vide noget for at få den til at fortælle. Eller har I aldrig tænkt på, at alle de glemte, mennesker, hvis rester jorden skjuler, gerne ville fortælle os noget. Gerne ville komme og hviske os i øret, hvad de vidste. Det er glemt, det er tabt, det er noget af vort folks tanker som er begravet i jorden. Og så går vi og leder efter spor, så vi kan høre en lille smule af deres tanker. Det er historie. Måske de kommer os meget mere ved end vi tror. Vi stammer jo fra de glemte folk. Vi har noget af deres sjæl i vor sjæl. Og når vi opdager noget om deres sjæl, så er det, som om vi har opdaget noget i vort eget hjerte og sind. Det er historie.
Milde efterårshilsner fra RoseMarie
|
|
|
|
