|
1
registreret somo
1991
gæster og
357
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
... og tak for de smukke digte og for dine ord og tanker om, hvad digte og poesi kan betyde i det enkelte menneske og for det enkelte menneskes liv i det hele taget.
Du skriver: "... at poesien ikke lever i tingene selv, men i deres forbindelse med os – at det ikke er det bestemte træ eller solnedgangen, som er poesi, men betydningen for sindet. Han mener dermed, at det han fandt da han søgte poesien, var livet vi lever. Måske dette står nogenlunde i forhold til hvad du selv tænkte dig til om poesien?"
Og ja, jeg kan kun svare JA  ... det er præcis dét, jeg tænker og får ud af at læse poesi ... og hvilke appetitvækkere, du gi'r mig, TAK! ... La Cour, som du før har citeret, må jeg altså til at fordybe mig lidt mere i, og Grieg må jeg til at stifte et helt nyt bekendtskab med.
Lige nu kommer jeg til at tænke på den svenske forfatter og pianist Tomas Tranströmer, som for to år siden fik årets Nobelpris i litteratur. Nok fordi han også har reference i musikken, og digte er bevægelse som musik, langsom musik og bevægelse.
Langsom musik
Bygningen er lukket. Solen trænger ind gennem ruderne
op opvarmer oversiden af skrivebordene
der er stærke nok til at bære menneske- skæbners vægt.
Vi er ude i dag, på den lange vide skråning.
Mange er i mørkt tøj. Man kan stå i solen og lukke øjnene
og mærke hvordan man langsomt blæser fremad.
Jeg kommer for sjældent hen til vandet. Men nu er jeg her,
blandt store sten med fredelige rygge.
Sten der langsomt er vandret baglæns op af bølgerne.
Henrik Nordbrandt har om Tranströmers digte skrevet :
»Skulle jeg prøve på at forklare den helt specielle oplevelse, som et Tranströmer-digt kan sætte i gang hos læseren, ville jeg nok beskrive den som en næsten chokagtig fornemmelse af at få indsigt i noget, som på én gang er helt nyt og meget velkendt. Noget aldrig tidligere oplevet, der kommer fra et sted, man ikke anede eksisterede, men som man ved, også findes dybt inde i en selv.
Tranströmers digte virker på mig, som om de ikke er skrevet, men åndet ind i papiret. Og ånden er til stede i hver linje. Fra hans først udgivne bog til den sidste i rækken fremtræder forfatterskabet ejendommeligt helt og organisk.«
Skitse i oktober
Bugserbåden er fregnet af rust. Hvad laver den her så langt inde i landet?
Den er tung, slukket lampe i kulden.
Men træerne har vilde farver. Signaler til den anden bred!
Som om nogle ville hentes.
På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.
Ja, det her blev både til lidt musik og oktoberstemning på endnu en smuk efterårssolskinsdag, hvor man kan blive helt himmelhavehøj 
Må du nyde dagen og oktobersolen i vindens bevægelse.
mvh
RoseMarie
|
|
|
|
