|
1
registreret Arne Thomsen
1581
gæster og
96
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Nå, nu er jeg endelig på banen igen efter voldsom meget renderi i tide og utide ;)
Du skrev Glæden ved ordenes musik har referencer til rigtig mange mindeværdige fortællere, til tider på tværs af indre og ydre skel, ja det må jo frem, til forskel fra tankelandskaber vore ører i dag fyldes med og som de muligvis vedkender sig.
... og du betog mig helt og holdent med udtrykket Glæden ved ordenes musik det er et guf-guf udtryk 
Og når du så smukt beskriver Anais Nin og Henry Miller, ved jeg, at jeg må ned i den dagbog igen. Læse den med en moden kvindens øjne og hjerte, for jeg tror den er meget anderledes, end jeg husker den ... så tak for inspirationen til både hende og ham ;))
Og så får du mig alligevel tilbage i nogle af mine tidligere cirkler, som jeg også har cirklet omkring her i Mellemrummet, nemlig Inger Christensen og Poul Borum ... Inger Christensen fordi hun netop om nogen, beskriver Glæden ved ordenes musik her med nogle få sætninger fra "Hemmelighedstilstanden"
"Men digte skrives ikke ud fra hverken oplevelser eller fra tanker, ideer og forstillinger om noget som helst. Digte skrives med ord.
Det er først ved at lytte til ordene, til deres rytme og klangfarve, deres hele musik, at betydningen af dem sættes fri."
og fordi Poul Borum også var lidt af en "brandbombe" 
og her med et digt fra hans digtsamling "Lyssyn"
TIL AT ELSKE
Nede i det ikke-faldende,
det med hvert sandskorn jorddrejende,
det u-begyndende og derfor uendelige
vil jeg elske dig
kropsåben,
kun dér.
Der hvor meteoren ramte
og vi så det dengang
årtusinder borte,
og det var i sjælen
som er kroppen
og det fandt sted
fordi det altid havde været.
Med hårfin tyngde
hen over huden,
med mikroskopisk ydmyghed,
med stjernetætte nætter
og frostglimtende øjne
vil jeg elske dig.
Og der skal ikke være andet
end alt andet.
Så lidt behøver vi,
så jordisk.
Bevæger tungen
og læberne i luften,
spræller med benene som en blomst
der hele tiden er ved at komme op.
Ser mig omkring:
hvordan er jeg dog kommet ind i verden?
Betragter et øjeblik
det tomme spejl,
for det er også dér du er.
Så utallige,
så uigenkendelige
øjeblikke, allesammen
beregnet til at elske.
Jeg forsøger ikke at sammenligne eller sidestille de to forhold, men jeg har altid været betaget af mellemrum ... og altså også det mellemrum, hvori kærligheden og erotikken opstår og lever.
Længe leve kærligheden og erotikken 
Sensommerhilsner fra RoseMarie
|
|
|
|
