|
0
registrerede
36
gæster og
277
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Hun er jo meget sanselig, et sidestykke til brandbomben Henry Millers måde at udfase indtryk og skabe nye på – manden jeg mistænker for inderst at være blufærdig nok til at rødme når et særligt pigenavn nævntes, hvad man ikke umiddelbart ville tro.
Men jeg kunne lide dagbøgerne, som leverer et væld af referencer og tanker til storslåede menneskers arbejde, liv og tid; man får en historisk sammenhæng at klæde det subjektive på med, som jeg synes er givende. Lidt som måden Suzanne Brøgger, Simone de Beauvoir m.f. skriver og skrev på, som ikke bare er orgier i sanseindtryk men refleksioner der kæder autentiske kilder sammen i et indtrængende sprog, der muligvis så skaber en appetit på fx. Proust, som ligeledes skaber historisk perspektiv. Det blir et fællesskab omkring personlige hændelser der i læseøjeblikket introducerer fortiden som grund for nutidens virvar, hvormed det kan være svært at ramme fællesskaber ind ude i fremtiden. Der ligger en social arv som fundament i dagbøgerne, historier om mennesker der vikler sig ind og ud af hinandens liv og som havde brug for og i mange tilfælde misbrugte hinanden. De vidner om den omfattende utryghed der isolerede mennesker i øjeblikkelig angst i en nutid, der ikke inkluderede store tanker om fremtiden, og her tænker jeg særlig på de tidlige dagbøger 2 og 3.
Dagbøger er for det meste personlige optegnelser der først og fremmest siger noget om nogens tanker i en tid, og altså ikke fortrinsvis ment for andres øjne. Enkelte som Anais Nins bestræbelser, adskiller sig her lidt fra det almindeligvise ved de mange præcise informationer og måden de kommer til udtryk på, som bare er kendetegnende for en dygtig forfatter med noget på sinde. Det er altid godt at blive underholdt, hvis man ikke føler tiden er spildt, ved du ;)
En anden værdig læseoplevelse er ”Brechts Lai-tu”, erindringer og notater af Ruth Berlau udgivet af hans Bunge – den er fra 85, og giver et andet og sjovere indtryk af personen Bertolt Brecht, end det man fx. får i den ellers gode serie Matador, som vi med glæde har genset endnu engang.
mvh
Simon
|
|
|
|
