"At få øje på et væv i tidens strøm, at forsvinde og blive til og at genrejse verden i verden. Vandringen kræver tålmodighed. De fleste aftener skænkedes vi en blues uden engle, som vi måtte modtage for at kunne nyde stjernernes kamp. Tusmørkets orkester. En stemme af storhed inden i os. En rapsodi ved ilden foran beduinteltet. Efter endt vandring fornemmede man at noget cirkulerede omkring een. Et spøgelse fra månen eller noget der kom efter døden. Noget passerer og et dyr forsvinder. Verden havde i et kort øjeblik alligevel ingen genkendelige kanter. Der er kun en klar mængde af linjer og periferier tilbage, der samler sig i et nu eller udskyder sig og vender tilbage i en lidt anden form. Noget gentog sig som vi aldrig forstod. En gnist i ilden. En hvileløs ro i tanken. At stige på den tindrende jord. Også i søvnen var noget stadigt vågent. Noget andet end mig lagde sig til at sove. En himmel over en bakke. En busk der råber. Mørke træer der pludselig bliver lyse. En skiftende duft fra en grøn oliven. Fornemmelsen for den sjæl i naturen der trækker os ud af os selv og ind i en dybere søvn. På eet plan delte vi os og på et andet fandt vi uendelig hvile. Måske Schopenhauer havde ret: Søvnen er musikkens fødsel, der endnu ikke er skrevet, men som snart vil være og dermed atter forvandle os."