|
0
registrerede
419
gæster og
203
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Lørdagshej på skrømtet...
Udmærket digt ;) – hvorefter jeg kort springer videre til:
”Morten Nielsens digte kender jeg, og de rører mig dybt, fordi han om nogen formår at skrive om forår og håb på trods af de dystre omstændigheder. Digtene er dybe og intense, netop fordi de indeholder, rummer og udtrykker modsætningen i den grad, som de gør”.
- Afgjort, man væbnes med en forunderlig puls, han mestrede smukt den rytmiske ordmusik og man mærkes af skarpe trusler fra et ydre og indre, for de menneskelige tab var omfattende i tidens angst. En tæt ven til ham kom fx. på nerveklinik, nerver flossedes langsomt overalt og man måtte finde på ordmedicin; lidt som Faust/Mefistofeles: træder du som frygtløs ung døden over tæerne og går frejdigt videre, da har døden travlt med sine ømme tæer og du går fri, men er du frygtsom og træder varsomt, da slår døden tungt dig til jorden; man ku’ ik’ gå gennem livet med skyklapper, måtte lære at ta’ vare på sig, tage vare på netværket, og dermed virkede digtningen forløsende i selve processen, og var jo en sublim måde at komme om hjørnet med censuren på.
Og kærlighedsforholdet betød en verden, men tilbage står en enkelt lille digtsamling samt en række breve, der på smukkeste vis og trods den unge alder beskriver et reflekterende forunderligt sind, med tanker der svæver i et litterært spænd af modne refleksioner og realistiske krav til ikke mindst ham selv. Man er altid sin egen værste kritiker, men som 22 årig lider man i efterslæbet fra pubertetens skæren sig ind til knogler og marv, og kan jo efterlade sig selv stærkt blødende, som når han i Spansk Motto skr. flg. passage: ”Men jeg er en ægtefødt dansker / Min lige er ofte mødt / og mit Haar er ikke som Spaniens Nat / for det skinner desværre i rødt” – han har givet set lidt skeptisk på mødet med kærligheden, hvad den ville og gjorde med ham. Samtidig er kærlighedsforholdet lisen eller plastret på læsioner man pådrog sig op gennem barndommen og ud i de unge krigsår; men at gå til kærligheden for at blive helbredt fra sig selv, er som at gå til bødlen for at blive sin smerte kvit: man ved den er et tveægget sværd, der fjerner enhver rest af fornuft der måtte være opsparet, og alligevel lægger man hovedet på blokken, hvilket er lidt af skismaet han beskriver, når han beslutter sig til et frejdigt hop med sit blødende hjerte i hånden. Han havde forresten lige fået sig et plus-barn da han fandt sin Tutti, så han har været lykkelig kort før døden: livet er så tæt på og dog så fjernt, han genkender sig glimtvist i hende og andre, i historier der skabes og som han bruger til at skabe sig selv, fascineres, forfører og lader sig forføre af øjne der ler, for i øjeblikkene står lykken og ulykken så tæt på rad og række, at man skulle tro de var de bedste venner. Men usikkerheden lurer i erfaringen, ja garantierne i ensomheden, som han også fyldtes af, og forsøgene på at nå sig selv gennem hinanden, eller nå hinanden gennem sig selv, synes vist ofte håbløse.
Krigen trods sin gru var også en inspirerende faktor for en del ordflettere, og Morten Nielsen var heldigvis glad og lykkelig for sit studie, og var dertil en dygtig og nøgtern tænker med elegant kritik af passager i digte du selv ka’ la’ øjnene fryse på. Der er faktisk hele to bøger, Breve fra Morten Nielsen og Breve til en ven – til hvem han på et tidspunkt sir: ”du kan altså ikke digte en elefant frem på en loppes grundlag, dér ka’ den ikke være”, hvilket så passende ka’ stå som referent til bl.a. Zenia med det uforsonlige forhold til den sunde fornuft ;)
Men 40’erne har været en tid hvor stærke kræfter kastede rundt med én, og i sådanne tider er det ikke mindre væsentligt at bevare en sund dømmekraft, som altså går fint i spænd med behov for at åbne digte og bade i de romerske bassiner! - pointen er jo for fanden, at gode digte har et liv i sig selv, de skal ikke beskrive realiteter, mens de kan afspejle særlige indtryk fra dem. Nå, men jeg tror digteren MN havde råd til at være fattig, fordi han var salig med et vid og stor pose fornuft – hvilket ikke har en skid at gøre med følelser for spanske divaer osv.; forøvrigt tror jeg du snart ska’ ha’ lidt tynd litterær adjunktlyrik, bare for at være barnagtig malinovskiagtig, dvs. lidt før snart ;)
mvh & et solstrejf fra oven..
Simon
|
|
|
|
