|
1
registreret Arne Thomsen
574
gæster og
44
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Af Guds Mund
|
”Jeg er helt enig med dig i, at vores sanser og fornuft ikke kan opfatte alt. Omvendt mener jeg endda, at vi har andet end vores sanser og fornuft at opfatte med”.
- For det første er det meningsløst at tale om at ”opfatte alt”, her måtte der spørges til hvad der menes med ”alt”, og indkredser man på denne måde hvad der sættes til beskrivelse, viser det sig tit bare at dreje sig om dels dårlige beskrivelser og dels bare fantasiobjekter til observation. For det andet, gir det at væve verden og mennesker ind i mystik, sikkert nogle mennesker lidt af den opmærksomhed de ikke kan opnå i kontakt med mennesker der forholder sig til den reale verden, men ikke af den grund er udtømt for evnen til fantasi, de roder bare ikke forholdet sammen.
Men mystik er og forblir bare en overordentlig dårlig måde at beskrive verden såvel som mennesket på, som også langt tilbage i historien blev regnet for puerilt nonsens af masser af mennesker der forstod at skelne med fornuftig tænkning. Fortrinsvis regnes mystik idag til en af måderne hvorved grupper mennesker med mangel på spænding i livet franarres deres penge. I den forbindelse må vi bare sige, at det forekommer mærkeligt at disse mystikere ikke evner at forundres over naturens måde at virke på, uden at de partout skal tilplastre den med fantasier..;)
De store problemer opstår først når mystikerne ikke har andet at tale om end deres fantasier om verden selv som et åndeligt fænomen. At dette så skyldes egen projektion, interesserer dem ikke en fjært. Underliggende består snak om mystik jo af et socialt behov, men altså ikke af et behov for at forstå og beskrive verden på en bedre måde og med artige metoder, og her har vi kimen til en endeløs række af misforståelser de så ofte render ind i med hovedet først, dvs. når de også overfor mere seriøse videnskaber med strenge evidenskrav, forsøger at dække deres opmærksomhedsbehov. Dybt underneden væver en lille murer nemlig ”dødens porte” til med de lifligste idéer om evigt liv, og dér har vi så selve årsagen til at religioner repliceres i kulturer: mennesker forklarer deres ængstelighed og sorg over tab af liv med dårlige naturforklaringer, og gir dem så videre til deres børn, hvor vi så her ser den seneste række udtrykke deres utilfredshed med døden – med ofte kærlige ord til ammestuehistorier, der i sidste ende alligevel ikke sikrer dem et liv efter døden. Dette kaldes tragikomisk...
Det sjoveste er nu alligevel når mystikeren pludselig gir den i rollen som skeptikeren, hvor fx. ”der er mere mellem himmel og jord end vi kan...osv.” hurtigt erstattes med netop fantasier om en guddommelig skabelse der så tilbyder en afgrundsdyb mening med selve livet; denne spændende mystik der m.a.o. hurtigt får skepsis ret ud af døren med en lille ammestuehistorie; sig mig engang: er det ik’ bare sødt? ;).
Det er såmænd ikke fordi den slags er særlig imponerende, det er set før, ligesom det heller ikke er særlig spændende at se hvordan mystikeren projicerer tidlige filosoffer ind i sin egen overnaturlige tro – en enkelt ”debattør” har endda gentaget side 1 på cd’en i snart 5 år, og indtil videre tyder ikke meget på at der er noget på side 2. Næh, det imponerende er, at mystikere så sjældent oplever trangen til at forny sig; at de ka’ holde ud selv at se de samme fjantede idéer på tryk i årevis!
Man ku’ måske kalde den slags for ’trangen til digtning’; at skabe noget der virker i sig selv, skaber nye sindbilleder i den der slubrer i sig, noget der naturligvis må forgå igen, som pulsen. Og ska’ vi endelig fylde blikket med historier uden tid, hvorfor så stoppe sig med kun jesusanalogier, nu der findes bedre og smukkere digtning der end ikke tilstopper én – som fx. den homeriske hymne om Demeter, der havde så sælsom en skæbne?
En anden god grund til at sætte disse jesushistorier i parentes er jo, at de udover ikke engang at være særlig gode, faktisk er blevet brugt til at lægge afstand til den hellenske kultur som vores egen arne, og psykisk set vil det for mennesket sige, at kristne frarøvede eftertiden fortiden med indføring af en ny tidsregning. Den slags er der ingen grund til i nutiden at acceptere, lige bortset fra at vi må acceptere de kristne ”kulturberigere” som et folk, der rent faktisk gjorde deres for at ødelægge tilgangen til historien de selv stod udfra. Ja, de var nøjagtig lige så selvoptagede som kristne ses at være det idag, og ofte i et skin med kærligheden som motiv, hvilket blot vil sige den kærlighed de nærer sig selv, gennem deres jesushistorier. Ser man godt efter, er mangt en græsk og jødisk hymne såmænd genbrugt og genfortalt med bare den foretrukne himmelnisse i forgrunden, det er m.a.o. heller ikke nyskabelse der karakteriserer de gamle kristne, hvilket ikke er en formildende omstændighed for de senere.
Men altså, gennem århundreder havde den været glemt, fortæller Wilhelm Grønbech, til en lykkelig hånd kort før år 1800 fremdrog den fra en skrammelkrog i Rusland. I dette gamle digt beskrives gudinden Demeters sorg over tabet af sin datter, der blev røvet mens hun legede på engen. Sammen med sine legeveninder sprang hun omkring fra blomst til blomst, til hun så en, den fagreste af dem alle; den bar hundrede blomster og duftede så sødt, at himmel og jord frydede sig i vellugt. Men just da hun greb efter dens stængel, gabede jorden, og underverdenens hersker drog hende ned i sit rige.
Hendes moder hørte pigens sidste skrig runge mellem bjergene. Hun rev det lyse slør af hovedet og hyllede sig fra hoved til fod i mørkt klædebon. Viden om løb hun med fakler i hænderne for at søge efter sin datter, men hun fandt ingen som vidste nys om pigen. På sin omflakken kom hun til det duftsvangre Eleusis, og da høvdingens døtre gik ud for at hente vand, fandt de en gammel, sortklædt kvinde siddende på brønden. De talte til hende og spurgte hvorfor hun sad dér udenfor byen og ikke gik ind til menneskers huse. Hun svarede dem vel på deres venlige indbydelse, og sagde at hun var en stakkels hærtagen kvinde som var flygtet fra sine røveres fartøj, da de lagde ind til land; vist troede hun sig til at bære spædt barn på sin arm, at styre hus og rede seng og lære tærnerne deres gerning. Glade fyldte pigerne deres krukker med vand og løb for at melde det til deres moder, og kort tid derefter så Demeter dem komme springende henad den udhulede kørevej; med nemme fingre løftede de op i klædebonnets folder, og håret dansede på deres skuldre. De førte hende til høvdingegården, hvor deres moder sad op ad dørstolpen med husets spæde søn i sit skød. Med undren og ærefrygt rejste hun sig, da hun så gudinden på tærsklen og bød hende sætte sig i sit eget sæde; men gudinden ventede i tavshed til der blev sat en skammel frem, og med sine udødelige hænder tog hun barnet og lagde det til sit bryst, mens moderens hjerte glædedes.
Men mens gudinden dvælede dér, lagde uår sig knugende overalt land. Okserne drog forgæves de krumme furer, og byggen faldt gold i mulden. Og hungersnødens skrig steg imod himlen, til Zeus forbarmede sig og bød dødsriget slippe sit bytte.
Se, foran gudindens tempel holdt den mørke hersker med sin gyldne vogn, og Demeter sprang som en mænade nedad bjerget for at favne sin datter. Da lukkede det gustengrå land sig op, furerne blev tunge af korn, og jorden bugnede af blomster. Men fra den tid har Demeter sin Bolig i Eleusis, thi hun havde åbenbaret sig for folket og havde udvist dem et sted hvor de skulle bygge hende et tempel; og hun lærte dem de hellige festmysterier, hvor hendes kvide og herlige trøst skulle fejres. Og lykkelig er den af de dødelige der skuer det som sker i den fest, tiden hvis øjne aldrig bliver åbnede og som ingen lod har i de hellige ting, finder aldrig slig trøst i døden nede i den skumle muld.
mvh
Simon
|
|
|
|
