|
1
registreret Arne Thomsen
518
gæster og
54
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Det, som er Michael ;-)
|
Hej Mich..
”Vi er alle blevet til den vi er lige nu i kraft af hvad vi har lært af vore oplevelser i livet. Det gælder også det, som vi læser”.
- Der er jo så mange sociale og kulturelle implikationer med betydning for vores udvikling som mennesker, som alle ka’ gennemskues, forstås og ændres på af selve mennesket. Mennesker ka’ skifte miljø, begive sig ud på det man engang kaldte for dannelsesrejser, hvor økonomi som altid har stor indflydelse på muligheden, i særlig grad har familiestrukturen fastholdt mennesket i et bestemt miljø. Men mennesket forstår faktisk at se udover sig selv, anbringe sig i andre miljøer ved alene tanken, bygge fremtidsudsigter og skabe sig selv i andre tilværelsesformer, hvor litteraturen som et kulturelt anliggende kan være medvirkende årsag, til forskel fra en litteratur som bare et industrielt produkt. Hvad vi læser kan flytte tanker så vigtige, at man ligefrem ser sin egen frihed afhænge deraf, hvor fx. forholdet mellem individet og samfundet pludselig erstattes af individets forhold til sig selv. Måske mister man tilhørsforholdet til en særlig politik eller religion, fordi erkendelsen af slutproduktet mishager én, der kan være så meget, men litterære indtryk skubber mere til tanken end former dem, hvad vi læser er vi forskellig fra, fordi det er os der læser og reflekterer det vi læser. Idet hele taget er vi jo den der skaber eftertanken, den der opbygger meninger og nedbryder dem igen, den der udfordrer os selv, medmindre vi altså sætter os stille ned og blindt accepterer livsvilkår andre tænker for os. Jeg tror der er noget sundt i det med at rejse, se og opleve sig selv i andre sociale sammenhænge, for ikke at slå alt for dybe rødder i selvsynet. Men det kan jo være lettere sagt end gjort at flytte sig ud af habitatet, dér midt i samfundsformer der i stigende grad forsnævres med politiske og kulturelle fjendebilleder. Dybest set er det nok til vores egen fordel at forstå visse sider af livet som alvorlige nok, uden dermed at blive alt for selvhøjtidelige, og det tror jeg masser af mennesker klarer. Det er svært at finde ideelle mennesker eller ideelle leveformer, straks lettere at fascineres af måder at leve på, ikke sandt?
”Det er først når vi er stille og opmærksomme, at vi møder det levende liv uanset om vi oplever en begivenhed eller læser en bog”.
- Stirrer man sig blind, er man jo som regel lidt stille, vanskeligt er det immervæk at se værdien med ”skæbnen der på forhånd var tænkt”, som derfor nok mere blir et spørgsmål om effekten af suggestion. Man ku’ såmænd leve livet i stilhed i skandinavisk meditationscenter, uden at blive mere levende af den grund, ved du ;)
Men når mennesker blir ældre og ikke længere formår så meget, ja da kan det forekomme det enkelte menneske som noget af en vis betydning, ikke at skulle sidde og ærgre sig over forspildte muligheder for livsudfoldelse, der jo som bekendt er noget andet end det at læse om menneskers liv, eller for den sags skyld det at være stille alt imens livet udfolder sig omkring én. Man må tage del i livet og folde sig ud i det, for måske langt senere i fællesskab med gode venner og familien at ku’ more sig over larmen fra erindringer der stadig runger i hukommelsen, og sådan tror jeg mange helst vil gå alderdommen i møde. Alene tanken om hvad kvinderne tilbage i historien måtte finde sig i, i lyset af det patriarkalske, siger ikke så meget om nutidens kvinder og den alderdom de går i møde. Økonomisk selvstændighed har i den grad skabt bedre muligheder, bare som endnu et lille eksempel på, at det bare at sætte sig ned og meditere over stilheden ingen udvikling skaber.
Jeg ka’ fx. godt lide P.D. James, ikke p.a. hendes religiøse syn men p.a. hendes vitalitet og bid i viddet. En ældre dame der lægger hus til børnebørn og deres venner på overnatning, og sørme stadig skriver på en krimi med god psykologisk og social indsigt; et liv hun aldrig var blevet resultatet af, hvis ikke hun havde taget tyren ved hornene og deltaget i livet med socialt engagement. Der er masser af måder at skabe liv omkring sig på, den dårligste af dem er nok at forgå i stilhed Mich, og det ved du sikkert også godt.
”Alt dette, nuets konstante bevægelse bliver hele tiden til fortid”.
- Det er filosofisk set vi ikke i stand til at registrere nuet, fordi vi kognitivt først må forme trykimpulser på vort sanseapparat til genkendelige sproglige former. Men det spiller ingen rolle, for det er et fælles udgangspunkt for mennesket og biologiske individer idet hele taget. M.a.o. er det en akademisk diskussion uden betydning for menneskets mulighed for at skabe og forstå de meninger det skaber i livet.
”Tanken er altid det allerede kendte, fortiden”.
- Der er forskel på øjeblikket trykimpulser rammer dit sanseapparat, og så øjeblikket sanseindtrykket skabes og genkendes i kraft af bevidsthedens arbejdsproces. Det vigtige her er ikke selve øjeblikket hvor trykimpulser rammer dine synapser, men øjeblikket hvor du blir bevidst om sanseindtrykket og kan formidle det med succes i den sociale ramme. Er det ikke her forvekslingen sker?
mvh
Simon
|
|
|
|
