|
0
registrerede
978
gæster og
2303
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Den Evige Filosofi
|
thomas i nye testamente findes ingen diskurs om "det lille selv" contra "et" eller "det store selv". Og dine citater var malplaceret i den sammenhæng for ihvertfald var det tydeligvis ikke en diskurs om "det lille selv" contra "det store selv". Et menneske der uhildet sætter sig ned og læser Nye Testamente fra ende til anden, vil ikke konkludere: dette var en tale om "det lille selv" contra "det store selv".
man kan som michael og Aldous Huxleys og dig thomas indlæse stort set alt i evangelierne. Også derfor du vitterlig i god/naiv tro i mange år troede at urevangeliet var ægte.
Men at indlæse det man gerne vil se der skulle stå, er ikke at studere de bibelske og de nye testamentes skrifter. Aldous Huxley vil gerne finde ligheder mellem østens religioner og det nye testamente og det finder han så, som man råber i skoven får man svar. Men dette er ikke at studere det nye testamente, men dette er at have travlt med at fortolke det nye testament, som du gør thomas og som michael gjorde og som Aldous Huxley om noget gjorde.
Begær og uordentlige begæringer (grådighed og griskhed, "havesyge" mm) er ikke det samme. At begære sin hustru er ganske naturligt for de bibelske tekster, noget helt andet er at begære sin næstes hustru (en uordentlig begæring). Jesu tørstede selv på korset og fik sin tørst stillet. Mennesker der led sult, tørst eller nød (sygdom), og ønskede inderligt (begærede) at blive mættet eller raske dem hjalp Jesus som noget af det første når han kom frem. At elske og knytte sig til andre mennsker gør Jesus igen og igen, til trods de lidelser, tilknytning/kærlighed, altid også indbefatter. Selv når Jesus er alene med sig selv i ørkenen er der ingen meditationer på et højere selv ("det store selv). Jesus opgiver aldrig sin åndelige kamp og stræben dagsorden (tankerne, visionerne og sindbillederne, gør sig aldrig fri i åndelig forstand) for at et højere selv kan få plads, råde, være enerådende.
Hele kvintessensen i kristendommen (inkarnationen, Tros-begivenheden Kristus) er at der netop ikke er tale om noget guddommeligt åndeligt i for sig selv værende (lille selv eller store selv, eller en guddommelig åndelig ophøjet virkelighed). Kristendommen har mennesket på tale. Menneskets eksistensmodus i forhold til umwelt (dets plads i skabelsens orden); dets rette forhold til næsten, den mitweltske etik, og endelig den eigenweltske eksistensmodus, menneskets rette forhold til sig selv og sin Skaber, det billede, den ide, mennesket er skabt i. Og ingen steder i kristendommen finder vi at mennesket skal søge et højere selv, for der findes i kristendommen slet ingen diskurs om et lille selv contra et stort selv (højere selv).
Kristendom er antropologi og er overhovdet ikke beskæftiget med nogen åndelig ophøjet guddommelig virkelighed vi skal søge at opnå kontakt med, nej for kristendommen grunder på det nye menneske i Kristus, den ny skabelse, altså mere menneske og menneskelighed i forbindelse de nye skabninger vi er i og med og ved begivenheden Kristus ind i verden (den antropologiske kenotiske inkarnationsbegivenhed Kristus). Kristendom er konkretionernes konkrethed som Barth siger det, og dette er det stik modsatte af hvad "Den Evige Filosofi" er beskæftiget med.
Den Evige filosofi fremhæver åndelige forhold på bekostning af det sandt menneskelige som er kristendommens fokus. Barth strækker det endda så vidt at han siger at i kristendommen finder vi Guds JA til mennesket og Guds negation sig selv. I kristendommen elsker Gud mennesket mere end mennesket elsker Gud, og Gud behøver mennesket mere end mennesket behøver Gud. Som Steiner er inde på det, er kristendommen begyndelsen på noget ganske nyt, frem for at være en fortsættelse af østens religiøse syn på mennesket. Det er ikke det samme bjerg der er på tale, siger fagfolk i dag. Aldous Huxley's syn er forladt for mange år siden indenfor de faglige kredse. Det er denne stærke antropolologiske tyngdepunkt og værdistigning, som vi finder i kristendommen der gør at de førende ateister og marxister indenfor de fornemste kredse af filosoffer, idag interesserer sig så meget for kristendommen.
Jeg plejer at formulere det som følger: i kristendommen kommer Gud til mennesket, hvorimod i østens religiøsitet (new age inkl) der er det mennesket der skal søge Gud i sit indre; og dette indre (åndelige rum eller virkelighed for søgen) findes slet ikke i kristendomme, hvor vi finder et menneske, mennesket eller det sandt menneskelige. I kristendommen er det mennesket og det menneskelige der er på tale og ikke det guddommelige eller åndelige, som kristendommen slet ikke vedkender sig eller har en diskurs om som i østens religiøsitet som Aldous Huxley kredser om det i den evige filosofi. At være i overensstemmelse med tidsånden, som Huxley er, som michael og esther er og som du er thomas, er ikke det samme som at være i overensstemmelse med sandheden eller hvad fagvidenskaberne er nået frem til på området. At være i overensstemmelse med tidsånden er at tænke som folk flest, men det gør det desværre ikke mere sandt at du/I tænker som folk flest og almindeligvis vil tænke om de her forhold vi drøfter. Hvis du bare havde gidet studere en lille smule thomas ville du ej heller nogensinde været blevet et let offer for urevangeliet, som du nu er for Huxleys forkerte forståelse af evangelier teksterne. Lad os studere sagerne (studier, studier, studier), frem for at lade os styre af vores tendentiøse ønsketænkning på området.
|
|
|
|
