|
0
registrerede
3616
gæster og
1761
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Den Evige Filosofi
|
Hej Thomas.
Du skriver bl.a.:
Aldous Huxley taler i denne forbindelse om at give afkald på det lille selv - for at finde det store Selv. Og jeg har før brugt ordene at give afkald på alt begær.
Begær er jo en stærk følelse, som man har, når man har den.
Den Danske Ordbog (klik) siger om begær:
stærk lyst til at eje, opleve eller råde over noget – især om seksuel lyst
Og hvordan bærer man sig så ad med at ”give afkald på alt begær”?
Man er jo ikke herre over de følelser, man har.
Man kan "løfte en moralsk pegefinger" og fordømme sin "stærke lyst", men det betyder jo ikke, at man kan fjerne lysten, blot at man kan sætte sin vilje ind på ikke at følge den.
Måske begæret kan dø langsomt pga. mangel på næring - ligesom rygerens tobakshunger dør meget langsomt under rygestop - det er vel sandsynligt.
På bunden af den dybeste fortvivlelse, hvor jeg engang, ikke tilsigtet, havnede alene foran en Kristus Ikón, der fik mig til at se ind i mig selv, dér er der jo ikke plads til begær; der forsvinder det jo helt af sig selv.
Der er det vel noget i retning af som Gyldendals Den Store Danske fortæller om Eckhart (klik):
Først når mennesket står helt tomt over for Gud, kan Gud øve sit værk i mennesket.
Modsat tilhængerne af kvietismen mener Eckhart ikke, at menneskets optagelse i dette indre liv medfører, at det skal forholde sig passivt til den jordiske tilværelse. Den guddommelige krafts nærvær i det indre menneske vil tværtimod give sig udslag i ydre gerninger som retfærdighedens levende frugter.
Og har man først været blot i nærheden af denne tomhed eller åbenhed overfor Gud, eller Tilværelsen, eller Verden (kald det, hvad du vil), så glemmer man det jo ikke.
Så kan der opstå begær efter at komme dér igen - og så har man igen spærret sig selv vejen 
Men det er der jo nu råd for 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
