For hvad er egentlig de indre selvskabte hindringer for kærlighed - og for intuitiv forenende erkendelse?

Det første, jeg kommer i tanker om, er selvopretholdelsesdriften, der vel giver en slags kikkertsyn, som alene fokuserer på egen overlevelse, og som tenderer til at udelukke alt andet, som ikke tjener netop dette formål.

Det er selvfølgelig heldigt, at vi har denne instinktive drift i os, men får den lov at være enerådende, forsvinder jo muligheden for indre harmoni - og muligheden for harmoni mellem individ og "resten af verden".

Men er man rimeligt tryg, er der jo overskud, og dermed mulighed for, mere end selvhævdende snæversyn.

I Eckharts tysksprogede traktater og prædikener, der henvender sig til en bred kreds, giver han en fremstilling af kristenlivets sande væsen. Sand kristendom indebærer ifølge Eckhart, at mennesket aflægger al begær og binding ikke blot i forhold til den ydre verden, men også på det åndelige plan ("Gelassenheit"). Først når mennesket står helt tomt over for Gud, kan Gud øve sit værk i mennesket. Dette værk består i, at Guds Søn, Ordet, fødes i menneskesjælens inderste kerne; herved genfødes mennesket som Guds søn og opnår del i den treenige Guds indre liv. Modsat tilhængerne af kvietismen mener Eckhart ikke, at menneskets optagelse i dette indre liv medfører, at det skal forholde sig passivt til den jordiske tilværelse. Den guddommelige krafts nærvær i det indre menneske vil tværtimod give sig udslag i ydre gerninger som retfærdighedens levende frugter.

Sand kristendom indebærer ifølge Eckhart, at mennesket aflægger al begær og binding ikke blot i forhold til den ydre verden, men også på det åndelige plan ("Gelassenheit"). Først når mennesket står helt tomt over for Gud, kan Gud øve sit værk i mennesket.