|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
315
gæster og
317
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Den Evige Filosofi
|
Morn' Ole..
Du skrev flg. - som naturligvis er så rigtigt: "Et rigt og lykkeligt liv lever man, når man konstant kan lære nyt, er rimelig fysisk sund og ikke er stresset, evner at nyde både naturen og det sociale miljø, man lever i, er fri for frygt og har overskud til at hjælpe andre. Glæden ved at give er som bekendt den største glæde i tilværelsen. Det kan lyde som om det er en masse betingelser, der skal opfyldes, men de er faktisk ikke mere krævende, end at selv mennesker i ulande ofte er lykkelige, selv om de er tæt på et eksistensminimum.
I Danmark er vi så rige og har så ordnede forhold, at de fleste burde være lykkelige. Vi har adgang til en næsten uendelig mængde glæder og kan lære masser af nyt hver dag. Når mennesker ikke er lykkelige her, så skyldes det dels, at de er dårligt socialt tilpassede, og dels at mange har en sygelig trang til at skulle overbevise andre om, at de tager fejl, og derfor plager de hinanden med urealistiske krav om, at andre skal rette ind efter deres egen overbevisning".
- Men det fik mig til at tænke på et fint interview jeg kort forinden læste, hvor Jes Stein igen har mødt Salman Rushdie - lægger det samlet nederst -, der beskriver nogle interessante tilstande, der gennem de seneste årtier har været fremherskende over det meste af Europa, og som det nok vil tage yderligere generationer at komme bort fra igen, han (Salman Rushdie) siger flg. om tiders tider, kald det gerne 'vore øjeblikke, der favner så vidt, i erindringers glød':
"I England kom de fleste indvandrere i 1970’erne fra Pakistan, Indien og Bangladesh, og de var meget åben overfor det engelske samfund. De ville give deres børn en bedre fremtid, de havde ingen udeståender med England, men deres børn voksede op i en tid, hvor de på grund af erfaringer med racisme, og på grund af nye snævre måder at danne identitet på, fik en følelse af ikke at høre til i det engelske samfund. Derfor får du denne vrede, og derfor vendte de sig mod religionen og tørklædet som et middel til identitet og forsvar.
Vi lever i en tid, hvor vi tvinges til at definere os meget snævert, og det gør det mere sandsynligt at vi havner i en konflikt.
Vi ved ikke meget om fremtiden, men det arabiske forår viste helt tydeligt, at folk i den arabiske verden ønskede at leve i mere åbne og frie samfund. Og at de ønsker mere økonomisk velstand. Det har udviklet sig meget forskelligt. De store tabere er jihadisterne, de fremstår virkelig som fortidige, fordi folk har set, at der er en anden vej til at ændre tingenes tilstand. Man behøver ikke gå den voldelige terrorists vej, hvis man vil leve i et bedre samfund".
- Noget jeg her som ved mange andre lejligheder hæfter mig ved, er Rushdies udmærkede samling af de fælles begivenheder i en klar og vedkommende kontekst, netop noget der vedrører os alle, og altså ikke bare det faktum at vi alle skal leve til vi nu engang dør og med den befrielse der indbegrebet ligger i det, men noget for tiden og for mig at se mere nærværende, at problemerne vi står overfor i disse tider, ikke så meget ligger i at forsvare selve kunsten, hvordan den så former sig, for den skal nu nok klare sig hvis den er god nok, men derimod at forsvare kunstnerne. Dvs. de mennesker der bringer impulser ud i verden og som medvirker til netop at udvikle vort syn på fremtiden, men både en positiv og fornuftig ræsonneren.
Og ved du hvad Ole, jeg synes dette skal med i også din forbindelse og slagkraft her på debatten, for jeg begriber nu heller ikke stort af den pludselige opdagelse af den positive ånd der murer i kritik såvel som levering af glædelige opdagelser fra din hånd her og dér. Tværtimod vil jeg sige, at du iblandt andre altid har slået på tromme imod netop de "instruktive dogmer" fra en overtro der har så mange ansigter i denne tid, men som truer med at opløse menneskekarakterens bredspektrede karakter, som Rushdie her siger, og gøre os til puritanere fremfor mennesker med en åbenhed overfor en mulig fremtid. Det er den form for fængsel, nogle af os forsvarer os imod med indbyrdes tilkendegivelser i text her og dér, også i kritik på debatten her - som når den mødes med tavshed også ka' betyde, at prædikanter ikke har mere i ærmet, husk vel på det! At enkelte mistolker et sådant forehavene og reagerer i et følelsesmæssigt forsvar med bibelske narrativer, er ofte blot illustrerende eksempler, en erkendelse der naturligvis også ka' medføre tavshed, hvis vi lige ser bort fra tavshedsprædikanten..;)
Så når du føler dig nødsaget til at skrive, "Det undrer mig, at det overrasker dig, for det har været min holdning det meste af mit liv, og det synes jeg også fremgår af de kommentarer, jeg har skrevet, som jo spænder over mange områder", da er dette nu ikke gået helt henover hovedet på flere af os, pust roligt og fortsat god weekend..;)
mvh
Simon
http://politiken.dk/kultur/boger/interview_boger/E...e-til-jeg-doer/
|
|
|
|
