|
0
registrerede
37
gæster og
152
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Den Evige Filosofi
|
Arne skr.: ”Det går op for mig, at jeg ikke er helt sikker på at jeg forstår ’erkendelsen af gud er ikke præ-rationel, men transrationel’....”.
Thomsen angiver faktisk selv løsenet, idet han skr.: ”Men hvordan modnes vi åndeligt? Hvordan finder vi ud af, ”hvem vi er?”. Hvordan erkender vi vores sjæls lighed med gud?”.
I realiteten er Thomsens ”trans-rationelle” bare en lille neologisme – sikkert fundet hos andre troende rundt omkring. Men det væsentlige at mærke sig er her, at selve målet er troen på en fremstilling af sig selv som guddommelig. Da dette med en rationelt tilgang imidlertid ikke lader sig gøre, da må man indføre noget før og efter det rationelle – altså, blir det rationelle pludselig til et ”motel for synspunkter”, man er på vej til noget helt andet - troen på sig selv på himmelnisse-stadiet..;).
Metoden har sit udspring i troendes kvasifilosofiske tilgang til identifikationsproblemet med deres guder: de ophæver alle objektive referencer for guden, ved at betinge guden af deres egen fantasi. På denne måde transformeres også rationalitet, fra at være fx. en fornuftig filosofisk erkendelsesteori med virkelighedsforankring, til blot at være en ”psykisk realitet” hos den troende selv. Dvs. en endogen størrelse uden virkelighedsforankring, idet guden jo indlysende stadig kun får evne til eksistens(berettigelse) ved den troendes fantasi - mon vi også ser bevægelsen fra en præ- til en trans-fantasifuld...guddommelighed? ;)
Når man m.a.o. ikke kan finde evidens for guder udenfor sig, da må man opfinde guder inden i sig. Med sin fantasi kan man på denne måde gøre sig selv til et guddommeligt ophav, mens man udenfor sin forestillingsverden dog stadig blot er et biologisk set helt almindeligt og forgængeligt menneske, hvor forøvrigt også overlevelse af alle de menneskelige tanker – der jo i grunden udgør det ”åndelige” i religionerne – udelukkende betinges af replikation i kulturer. Og her taler vi altså om en kultur, Thomsen jo ikke rigtigt ka’ spejle sine guddommelige forestillinger om sig selv i!
Men trods de søde neologismer, synes jeg nu stadig guden både i og betinget af Thomsen egen fantasi, er og blir et underligt sted for alverdens skaber at befinde sig – en skabelsesberetning ser nok snart dagens lys, om ikke andet ved ordsammenstillinger der kan forvirre mere end de forordner realitet. Forøvrigt ville Bernhard nok ha’ udviklet sit syn på både livet og hans triste Wien, hvis ellers han havde haft de muligheder både Thomsen og Arne her har fået.. ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
