Det er ovenfor anført, at man normalt ved erkendelse forstår en anvendelse af begreber med det formål at indordne et givet emne i en større sammenhæng. Men det skal ikke skjules, at mange filosoffer i tidens løb har anført, at den "egentlige" eller "højeste" erkendelse netop er af en sådan art, at den ikke kan begrebsliggøres. Dette indebærer, at man må tale om erkendelse i flere betydninger. Det er i historiens løb blevet fremhævet, at man ved siden af den rationelle erkendelse, sådan som vi først og fremmest finder den i naturvidenskaben, kan tale om en religiøs erkendelse, hvor erkendelsens grundlag hverken er sansning eller tænkning, men åbenbaring, der ikke kan begrebsliggøres og derfor ikke udtrykkes i en entydig sprogbrug.

Om end "erkendelse" således er et ord, der bruges til at betegne såvel religiøse som kunstneriske og andre vanskeligt beskrivelige erfaringer, er grundbetydningen stadig den, hvor man taler om at begrebsliggøre sine erfaringer, hvor man søger at begribe dem og beskrive dem så entydigt som muligt.