|
0
registrerede
745
gæster og
396
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Gudfader bevares!
|
Arne skr. (#12490 - 09/03/2012 11:57) flg.:
”Så tillader han sig også at kalde denne Virkelighed guddommelig - og så ved vi jo godt, at alle ateister "løber skrigende bort" - hvis de ikke allerede for længst er "stået af". Alligevel synes jeg, at jeg - omend uklart - genkender min egen længsel efter "denne ene Virkeligheds natur". Eksisterer den? Det ved jeg jo ikke. Men jeg synes, jeg aner den”.
- Ved hjælp af tankebilleder forbinder Arne sig m.a.o. her via ”anelser” til et guddommeligt virkelighedsrum. Dette viser imidlertid intet om virkeligheden, men derimod noget om de anekdoter den troende beskriver virkelighedsrummet med!
Men den slags får jo ingen mennesker (der afviser fantasier indført af troende som erstatning for en virkelighedsorientering) til andet end bare at løfte det ene øjenbryn, og dertil som regel kun hvis betragtningen kommer fra mennesker der sidestiller sig selv med agnostikere…;)
Arne citerer her (#12556 - 14/03/2012 11:08) Alice Miller for i 1982 at mene flg.:
’Det selvudslettende barn, som nok vil kunne få tårerne frem, når man tænker på de perspektiver, den opruller, om det lille totalt afhængige barn, der villigt udsletter sin egen personlighed for at beholde sine forældres kærlighed og livsnødvendige omsorg.
Det fortrængte eksisterer ikke længere i barnets bevidsthed – heller ikke som voksen – men fra det ubevidste, styrer neurosen alligevel en stor del af dette menneskes adfærd (hvilket ofte - ubevidst - går ud over dets egne børn)’.
- Hvad menes der egentlig her med ”det lille totalt afhængige barn”, en nyfødt, et barn i 7-årsalderen? Hvad er det for en familierelation der rulles op?
En neurose viser sig først (i en freudiansk arbejdshypotese) dersom jeg’et fortrænges markant af over-jeg’et, hvilket indikerer noget om større barn i gang med personlighedsdannelse og som over tid opofrede sig selv i behovet for bekræftelse fra den autoritet, der som Ole siger, ikke selv havde en kærlighed at videregive, og derfor bekæmpede barnets behov for den. Behov for kærlighed kan jo virke som en rød klud for øjnene af den der aldrig selv har fået den. .
Men hvad er det i grunden for en historie Arne ruller op for læseren?
Som Ole smukt og klart udtrykker det: ” Et godt eksempel på Alice Millers "psykoterapi" er, at hun anbefaler børn, der har været udsat for overgreb, til aldrig at tilgive deres forældre, men bevare hadet til dem, så de altid kan holde mindet om overgrebene i live.
Jeg ville hellere råde dem til at prøve at forstå, at deres forældre selv er ofre for en indoktrinering, der gjorde dem til det, de er. Med forståelsen kommer tilgivelsen automatisk, men man behøver jo ikke af den grund at omgås dem længere. At hade går mest ud over den, der hader. Ofte er det hadede objekt revnende ligeglad, og sover roligt om natten i bevidstheden om, at de jo har handlet ret”.
- Det er jo netop gennem en terapeutisk tilgang til forståelsen af forældre, at man frigør sig fra overgreb m.m. Havde forældre haft den fornødne indsigt i deres egen (”sygdoms”)situation, overblik og ressourcer i den ofte hysteriske familierelation der bare afspejler en tidligere velkendt, og som hver gang ender i et rabiat familie- og adfærdsmønster, ja da var den slags jo aldrig forekommet.
Så netop for at kunne glemme, dvs. at kunne lægge den slags bag sig, da må nødvendigvis hadet som er en volumen af ressourcestab jo først erkendes som en slags unødvendigt selvmisbrug, en slags selvafbrænding der nødvendigvis må høre op, før man kan komme videre med sit liv.
Så netop ved at forstå forældres afmægtighed, får man da tilgang til forståelsen af sin egen, en replikation. At de var forældre, med præcis deres forudsætninger, forklarer situationer der slet ikke er en undskyldning men en forklaring, med hvilken man muligvis så kan færdiggøre puslespillet og forstå, at der altså ikke længere er mere at gøre. Puslespillet kan lægges væk. Hermed vil man (sandsynligvis) kunne leve med uhyrlighederne fra barndommens erindring, der så gradvist vil fortone sig og altså holde op med at regenerere sig i nutiden. Det er jo en frigørelsesproces der er brug for, ikke en fastholdelse af ressourcestab ved had.
Jeg synes tit en psykologisk forståelse bliver en mægtig omgang rod når den ukritisk og frit kanaliseres ind i overtroiske grundsyn med forestillinger om sig selv som ”naturligt” underlagt en overnaturlig myndighed. Ingen har sværere problemer med frigørelsen til selvstændighed end børn der fx er vokset op med myndigheder i det sociale, der akkurat har forbundet sig selv til de guddommelige autoriteter børnene selv indarbejder som endelige bedømmere. Hadet er en stærk drivkraft en del af vejen, men må have en ende, ellers forbitres man og ender som produktet deraf. Torturofre har netop et problem med at frigøre sig fra hadet, fordi det kan være svært at vide noget personligt om bødlerne, hvad der drev dem til at handle osv. Men hvem ved, måske religiøse troende kunne finde en drivkraft gennem idéer om en guddommelig kærlighed, der så bevirker at de kan overføre hvad der hændte dem, til noget udenfor dem? – den var til Ole..;)
Mvh
Simon
|
|
|
|
